50 års besættelser på museum i Riga

Besættelsesmuseet i Riga i Letland fortæller historien om tre besættelser

Der er store arkitektoniske kontraster i Rigas centrum. Til venstre Sorthovedernes Hus, opført i det 14. århundrede, og bagved Besættelsesmuseet fra 1970, som nu ønskes udvidet. - Begge fotos: Bjarne Mouridsen.
Der er store arkitektoniske kontraster i Rigas centrum. Til venstre Sorthovedernes Hus, opført i det 14. århundrede, og bagved Besættelsesmuseet fra 1970, som nu ønskes udvidet. - Begge fotos: Bjarne Mouridsen.

”I fejrede befrielsen i 1945, men for os blev befrielsen starten på 45 års besættelse.”

Nogle gange kan en enkelt sætning midt i en lang ordstrøm bide sig fast. Da Den Røde Hær i 1945 fortrængte nazisterne fra Letland, blev den i landet, og først i 1991 blev uafhængigheden genoprettet.

Guiden viser rundt på Besættelsesmuseet i Riga, hvor historien om tre besættelser fortælles gennem plancher, fotos, film og enkelte effekter. Først Sovjetunionen, så Tyskland og så atter Sovjetunionen. I alt 50 år uden selvstændighed, hvilket er lang tid for en nation, som først vandt sin erklærede uafhængighed efter Første Verdenskrig.

Afsættet for den første besættelse var Molotov-Ribbentrop-pagten, som Tyskland og Sovjetunionen indgik i 1939. Her delte Hitler og Stalin Centraleuropa mellem sig, og Letland tilfaldt Sovjetunionen, som året efter okkuperede landet. I 1941 var krigen på østfronten i gang, og Letland blev invaderet af Tyskland, hvilket førte til den anden besættelse. Med Sovjetunionens tilbageerobring af Letland fulgte så endelig den tredje besættelse.

Selvom udstillingen er vel tørt formidlet, er indtrykkene mange. Sovjetiske tanks i Riga og såkaldte frie valg, hvor man dog kun kunne stemme på kandidater fra den lettiske arbejderblok. Officerer og landets øvrige elite, som henrettes eller sendes til de mange Gulak-lejre.

I årene 1940-1986 blev mere end 47.000 letter henrettet, og alene i 1949 blev 42.000, svarende til 2 procent af landets indbyggere, deporteret samtidig med, at trafikken gik den anden vej. Den dag i dag udgør etniske russere faktisk knap en tredjedel af landet befolkning med deraf følgende integrationsproblemer.

En anden gribende beretning er om familier, der tvunget af omstændighederne må kæmpe mod hinanden. ”Brødre mod brødre” og ”Fædre mod sønner” hedder således et par plancher, der fortæller om letter tvunget ind i henholdsvis Den Røde Hær og nazisternes hær. Men der er også mere opløftende begivenheder, som Den syngende Revolution og menneskekæden gennem Baltikum, der begge indvarslede selvstændigheden.

Fotos viser, hvordan området omkring Frihedsmonumentet blev spærret af under Sovjettiden. Mindesmærket, som blev indviet i 1935, ærer lettiske soldater dræbt i uafhængighedskrigen 1918-20 og er derfor et symbol på kampen for frihed og selvstændighed. I dag lægges der da også stadig blomster ved monumentet for at fejre friheden.

Øverst på den høje søjle står en kvindeskikkelse med tre stjerner i hænderne - en for hvert af de oprindelige landskaber: Livland, Kurland og Letgallen, der dannede Letland. De sovjetiske myndigheder havde planer om helt at nedrive monumentet, men på grund af dets kunstneriske værdi blev det bevaret. Kvinden blev i stedet udråbt til at være Moder Rusland og de tre stjerner til at stå for de baltiske stater.

Besættelsesmuseet blev etableret i 1993. De første udstillinger åbnede samme år i den sorte sarkofaglignende bygning i Rigas centrum tæt ved rådhuset og lige foran Sorthovedernes Hus, som det rent arkitektonisk danner en stor kontrast til. Dette hus er opført af Sorthovedernes Kompgani, som var en forening af ugifte tyske handelsmænd bosat i Riga.

Museumsbygningen er fra 1970 og blev i Sovjettiden brugt til at mindes det røde riffelregiment - lettiske soldater, der kæmpede med den røde hær under revolutionen.

Lige nu er Besættelsesmuseets udstillinger dog i eksil i den forhenværende amerikanske ambassade på Raina Boulevard, da der er planer om at renovere museumsbygningen i centrum. Projektet har imidlertid været længe undervejs, og realiseringen ser ud til at blive yderligere forsinket eller måske helt opgivet.

Det er ellers den anerkendte lettisk-amerikanske arkitekt Gunnar Birkerts, der har tegnet det nye museumsprojekt, som har fået navnet Building of the Future, Fremtidens bygning.

Birkerts har også tegnet Letlands Nationalbibliotek, som lyser op lige på den anden side af Daugava-floden. Den imponerende bygning, som blev indviet i 2014, kaldes også Lysslottet med henvisning til en gammel folkelig myte om et stort krystalpalads, som vil stige op af det mørke vand. På samme vis skal den nye museumsbygning være en metafor for den mørke fortid og den lyse fremtid, har Gunnar Birkerts forklaret.

Men ikke alle er begejstrede for projektet, som ellers fik bevilliget økonomisk støtte af den lettiske regering i juli 2011. En gruppe af Letlands ledende arkitekter har protesteret, da de mener, at der ikke er plads til yderligere bebyggelse på Rådhuspladsen, og at udvidelsen vil ødelægge den allerede eksisterende bygnings æstetiske værdi.

Foreløbig har modstanderne haft held med deres protester. I al fald har det midlertidige ophold på Raina Boulevard nu varet i tre år, og ifølge museets hjemmeside har bystyret endnu en gang udskudt at give den nødvendige byggetilladelse og vil nu i stedet arrangere en høring.

Besættelsesmuseet antyder på deres hjemmeside, at der står russiske kræfter bag modstandernes kampagne. Om ikke andet kan det ses som en kamp mellem Rigas bystyre og landets regering og dermed måske også mellem de to etniske grupperinger. Hvor etniske russere har flertal i byen, er det modsat på landsplan. Så det skal ikke udelukkes, at gamle modsætninger og stridigheder stadig gør sig gældende, selvom besættelsen er kommet på museum.

Riga værner om sin historie og sin nyvundne frihed. Der lægges stadig blomster ved Frihedsmonumentet for enden af strøggaden Kalku lela.
Riga værner om sin historie og sin nyvundne frihed. Der lægges stadig blomster ved Frihedsmonumentet for enden af strøggaden Kalku lela.