4655 meter står der på skiltet, der af uransaglige grunde er anbragt et par hundrede højdemeter før selve bjergpasset. I den højde over havets overflade er der koldt og udsigt til sne året rundt, men netop udsigten til bjerge i allehånde former og farver er det, der kan tage vejret fra enhver – hvis ikke luftens lave ilt-niveau allerede har gjort det.
Ak Baital, som bjergpasset hedder, er i bogstavelig forstand højdepunktet på en tur på Pamir Highway, der går gennem de op til 7495 meter høje Pamir-bjerge i Tadsjikistan og Kirgistan. Vejen med den internationale bogstavbetegnelse M41 har i nutiden status af at være den næsthøjest beliggende internationale hovedvej i verden, men det var der ingen, der tænkte på i 1920’erne og 1930’erne, da den blev udbygget og asfalteret. På det tidspunkt var begge lande en del af Sovjetunionen, og vejen var først og fremmest en ”befæstning” af unionens grænse mod Afghanistan og Kina.
Med Sovjets opløsning mistede Pamir-hovedvejen den betydning, og nu lader dens vedligehold meget tilbage at ønske. Turen gennem det golde tadsjikiske månelandskab mod Kirgistan er således – udover de fantastiske udsigter til bjergtoppe, dybblå søer og et noget hullet hegn, der markerer grænseområdet til Kina – for størstedelen en kamp for at undgå de værste huller i asfalten. Derfor er det også helt befriende, at det ekstreme klima har fjernet ethvert spor af asfalt på det sidste stykke mod Ak Baital-passet, hvor en flok græssende yakokser er eneste selskab.
I det hele taget er denne midterste del af M41, der over flere hundrede kilometer krydser en højslette i godt 3500 meters højde, langtfra en af de mest befærdede i verden. Bortset fra enkelte firhjulstrækkere og store kinesiske lastbiler er de eneste menneskelige indslag et forbavsende stort antal cykelturister, der tager turen over ”verdens tag”, som de stedlige turistbureauer har døbt vejen.
Et andet og mindre flatterende tilnavn for vejen er ”heroin-hovedvejen”, hvilket skyldes, at en god del af den heroin, der produceres i Afghanistan, smugles denne vej. Det er ikke noget, man mærker til som turist, men den sydlige nabo er en anden fascinationsfaktor ved en tur i Pamir-bjergene.
På den del af M41, der følger Panj-floden, er Afghanistan ofte kun adskilt fra Tadsjikistan af ganske få meter brusende vand. Umiddelbart udgør floden en naturlig grænse, men etnisk giver det ingen mening, da tadsjikkerne er den dominerende gruppe i det nordlige Afghanistan – faktisk bor der flere tadsjikker i Afghanistan end i selve Tadsjikistan.
Dermed giver de 250 kilometer, som M41 løber langs grænsen, også et unikt indblik i, hvor forskellige forhold samme etniske gruppe kan leve under afhængigt af landegrænser.
For selvom det allernordligste Afghanistan har været forskånet for krig og Taleban-bevægelse, er der tale om to meget forskellige verdener på hver sin side af floden. Tadsjikistan, som ellers er den fattigste af de tidligere sovjetrepublikker, fremstår nu nærmest velhavende med både nyere huse, en fungerende strømforsyning og (som hovedregel) asfalt på vejen.
Mens M41 officielt svinger mod øst i Pamir-områdets hovedby, Khorog, anbefales det at fortsætte mod syd langs grænsen. Her byder den tadsjikiske side udover varme kilder på flere 2000 år gamle forter og resterne af en buddhistisk stupa – beviser på, at karavanerne på Silkevejen også benyttede den nu afghanske Wakhan-korridor på deres vej med varer mellem øst og vest.
En af de større silkevejsstationer var i øvrigt nutidens endestation for Pamir Highway: byen Osh i Kirgistan i 900 meters højde.
Her er bjergene kun et fjernt minde i horisonten, og i det hele taget er M41 en ganske anden oplevelse i Kirgistan end i Tadsjikistan.
Blandt andet fordi landskabet kort efter grænseovergangen i godt fire kilometers højde bliver forbavsende grønt. Kort efter dukker de første flokke af geder, heste og nomadetelte op. Og efter 50 kilometer, hvor hovedvejen kun er en opkørt jordvej, dukker der også asfalt op. Rigtig god asfalt endda, hvilket er lidt af et antiklimaks.
For efter de mange ”bumle-kilometer” i Tadsjikistan er turen nu næsten for komfortabel, og det er lige før, at det er et sovjet-monument i Osh, der gør størst indtryk.
På en stor piedestal står en grøn, ret lille og ikke specielt solidt udseende lastbil. Ikke desto mindre bærer køretøjet med betegnelsen GAZ-AA sammen med et væld af vejarbejdere æren for, at man i dag på M41 kan krydse ”verdens tag”.
