Rejs ind i historien i Portugal

De blå og hvide kakler er imponerende i forhallen i So Bento.

De blå og hvide kakler er imponerende i forhallen i So Bento. Foto: Bjarne Mouridsen

Kong Sebastian som fliseudsmykning i afgangshallen på Rossio. -

Kong Sebastian som fliseudsmykning i afgangshallen på Rossio. Foto: Bjarne Mouridsen

Tusinder af fliser skaber billeder, der på banegårde i Portugal fortæller om dramatiske højdepunkter i landets historie

I venstre side af billedet ses en tom rustning på en lille piedestal. I højre en nøgen krop gennemboret af pile, men med ansigtet skjult af en hjelm. Billedet er lavet af farverige fliser - de såkaldte azulejos - som ses overalt i Portugal.

Titlen forneden afslører, at det er et portræt af den unge kong Sebastian med tilnavnet ”den skjulte”, ”o Encoberto”. Kongen døde i 1578 under et mislykket felttog i Nordafrika, men liget blev aldrig fundet.

Da han var uden arvinger, overgik magten efterfølgende for en periode til nabolandet Spanien. Siden opstod myten, at kong Sebastian som en anden Holger Danske ville vende tilbage fra det skjulte og generobre riget og dermed Portugals position som stormagt.

Billedet er ét af 14 i venstre side af afgangshallen på anden sal i Rossio-banegården midt i Lissabon.

De er alle skabt af billedkunstneren Lima de Freitas og henviser til mytiske og religiøse steder og personer som So Vicente de Lisboa, nationaldigteren Cames og den hellige Antonius. Alle har de en historie at fortælle.

Højre side af den store hal på anden sal i banegården er også udsmykket med azulejos-paneler. Her er motiverne i stedet hentet fra det kulinariske i form af frugter, bordvine, kaffe og andre lækkerier.

I midten ligger de fem spor, som fører togene til det populære udflugtsmål mod nordvest, Sintra. For enden af perronen forsvinder sporene ind i en tunnel under Bairro Alto-højen for så at dukke op længere ude, inden turen fortsætter gennem forstæderne.

Det samme gør sig gældende for en anden banegård langt længere nordpå i Portugal. Midt i Portos centrum - på et område, hvor der tidligere lå et benediktinerkloster - ligger banegården So Bento, hvorfra togene op gennem portvinsområdet i Douro-dalen afgår. Også her består bagvæggen i afgangshallen af en mur med mørke tunnelhuller.

Strækningen under højen er dog kortere end i Lissabon, da toget snart dukker frem igen højt over floden Douro, hvorfra det fortsætter mod byens hovedbanegård, Campanh, og videre ind i landet.

De to banegårde i landets to største byer har faktisk flere ting til fælles. Foruden den centrale placering og tunnelerne er de begge arkitektonisk flotte såvel udefra som indefra med den klassiske kombination af jern og glas.

De er også begge rigt udsmykket med azulejos-billeder, der fortæller om Portugals historie og kultur, hvorfor begge er et besøg værd i sig selv - også selvom man ikke skal med toget til Sintra eller Douro-dalen.

I Porto er det især indgangshallen, som er værd at stoppe op i. Her er der brugt over 20.000 fliser til den 551 kvadratmeter store paneludsmykning fordelt over alle fire vægge. De største ses på de to sidevægge.

I venstre side gengives såvel slaget ved Valdevez (1140) som en scene fra det 12. århundrede kort før nationalstatens oprettelse, hvor adelsmanden Egas Moniz har foretræde for kong Afonso VII af León.

I højre side kan man forneden følge bysbarnet Henrik Søfarerens indtog i Ceuta i 1415. Prinsen står med sit svær i højre hånd, og på brystet bærer han Portugals våbenskjold. Panelet over viser endnu et historisk motiv, brylluppet mellem Kong Joo I og Philippa af Lancaster.

Hvor de store panoramaer er holdt i blåt og hvidt, er andre paneler i fulde farver. Lige under loftet hele vejen rundt ses en række paneler, som viser historiske transportmidler med oksekærrer, bærestole og hestevogne.

Endelig tager nogle mindre billeder mellem vinduerne ud mod vejen afsæt i de fire årstider og emner som musik, litteratur og handel. Øjnene kan hurtigt se sig mætte som på et egentlig kunstmuseum.

So Bento åbnede i 1916, da byen ønskede en mere centralt beliggende banegård.

Det forfaldne benediktinerkloster blev revet ned, hvorefter kong Carlos I kunne lægge grundstenen til arkitekt José Marques da Silvas flotte byggeri, som var inspireret af den franske Beaux-Arts, som vi også kender fra Pariseroperaen. Den store facade er klassisk, men også flot ornamenteret.

Forbilledet for byggeriet var delvist netop Rossio-stationen i Lissabon, som blev færdigbygget i 1887 - få år før tunnelen under Bairro Alto kunne indvies.

I mange år fungerede den som byens centrale banegård, men det meste trafik er i dag rykket til andre stationer heriblandt den nye Gare Oriente, som åbnede i forbindelse med verdensudstillingen i Lissabon i 1998.

Bygningen ud til det centrale Rossio-torv og lige over for nationalteatret er opført i neo-manuelistisk stil (se boks). Facaden er dog mest kendt for de to store hesteskoformede og rigt ornamenterede indgangsportaler med indskriften ”Estao Central”, centralstationen, hvilket var banegårdens første navn.

I midten mellem de to buer er placeret en lille skulptur af en ung mand i rustning og med sværd og våbenskjold.

Det er faktisk den selv samme kong Sebastian, som er afbildet på Lima de Freitas fliseudsmykning. Men her skuer han ud over Rossio-pladsen, ventende på sit nye rige, som passagererne venter på togenes afgang indenfor.