Selvom den engelske storby Manchester var arnestedet for den industrielle revolution, var den dog på ingen måde alene. Men ”Byen, der opfandt den moderne verden” er titlen på den guidebog, der sælges på Manchesters museum for videnskab og industri (forkortet Mosi, Museum of Science and Industry) - og museumsfolkene må jo vide, hvad de taler om!
Det er dog ingen overdrivelse at sige, at Manchester var den by, der først og i størst omfang følte effekten af de nye industrielle tider - og at de effekter langtfra alle var positive. Bogen, men især museet i sig selv, demonstrerer således, at den industrielle revolution, der fra 1780'erne og frem vitterligt forandrede verden, blev gennemført under horrible vilkår for de arbejdere, der strømmede til.
Det var bomuldsproduktionen, der førte an i industrialiseringen, og den afdeling af museet, hvor bomuldsmaskineriet fire gange om dagen sættes i sving, gør et stort indtryk.
De mange maskiner forvandlede råbomuld til tråde, som så igen kunne bruges til blandt andet tøj og duge, og allerede undervejs i rundvisningen takker man sin skaber for at være født så tilpas sent i historien, at man aldrig selv endte foran en bomuldsmaskine.
Maskinerne er ganske enkelt arbejdsulykker, der venter på at ske. Her er ingen beskyttelse eller afskærmning for de arbejdere, der skulle betjene eller rengøre maskinerne - og fik man hånden ind i de bevægelige dele, var det bare ærgerligt.
På museet tændes kun én af de larmende maskiner - efter sigende ikke en gang den mest larmende - og allerede det er rigeligt. Alene idéen om flere hundrede maskiner i gang samtidig får hovedpinen frem, men det var altså datidens lydkulisse. Arbejderne kunne ganske enkelt ikke høre hinanden og udviklede derfor et særligt tegnsprog. Arbejdede man længe nok ved maskinerne, blev man simpelthen døv.
Men der var ingen, der arbejdede længe ved maskinerne, for der er lige en detalje med det bomuldsstøv, der hvirvlede rundt i lokalerne og blev indåndet af arbejderne. Det satte sig fast i lungerne og medførte en langsom kvælningsdød. Ifølge den ene af guiderne, der viser bomuldsmaskinerne frem, klarede ingen arbejdere mere end omtrent 20 år ved maskinerne, før bomuldsstøvet dræbte dem.
Ja, hvis ikke boligforholdene havde gjort det før. Der var talrige udbrud af kolera, og for eksempel døde over halvdelen af alle børn født i Manchester i 1840'erne, inden de blev fem år.
Mens arbejderne langsomt blev invaliderede, døve og kvalt af bomuldsstøv, blev mændene bag fabrikkerne rige, men der var dog også ejere, der gik ind for at forbedre arbejdsvilkårene.
Som for eksempel en ung tysker, der var blevet sendt til Manchester for at bestyre Engels-familiens bomuldsinteresser.
Navnet var Friedrich Engels, jo netop den Engels, der i 1848 sammen med den mere kendte Karl Marx udgav ”Det kommunistiske partis manifest”. Inden da havde Engels i 1845 på baggrund af egne observationer i Manchester udgivet bogen ”Arbejderklassens vilkår i England”, hvor han blandt andet ved hjælp af statistik viste, at de industrielle fremskridt medførte både kortere levealder og højere børnedødelighed end i tidligere tiders bondesamfund.
Det tog dog mange år endnu med mange indgreb fra myndighederne og krav fra de mere og mere stærke fagforeninger, før arbejdsvilkårene blev bare nogenlunde tålelige, men museet nævner faktisk Engels' indsats på de informationsplancher, der omgiver maskinerne i ”bomuldsrummet”.
Som nævnt er Manchesters museum for videnskab og industri et meget stort museum, der breder sig over et imponerende areal i de gamle industriområder i centrum af Manchester.
Så her findes også verdens ældste bevarede jernbanestation, Liverpool Road Station fra 1830, som efter nogle succesrige år som verdens første intercity-passagerlinje allerede fra 1844 overgik til udelukkende at være en godsstation. Den store nyrenoverede godsbygning ved siden af viser blandt andet radioer og tv-udstyr, for Manchester er, i takt med at industrialiseringen er ebbet ud, i højere grad blevet en medieby - og blandt andet er en børne-tv-serie som ”Byggemand Bob” lavet i byen.
Alt efter interesse kan besøgende også fordybe sig i et væld af maskiner, turbiner, biler og fly. Eller var det noget med en tur i Manchesters kloaksystem?
Kort sagt: Her er rigeligt at se, så det er en god idé på forhånd at have udvalgt særlige områder at studere, inden museumstrætheden uvægerligt sætter ind - eller at fordele besøget over flere dage. Der er nemlig som på mange museer i England gratis entre.
Men husk at se bomuldsafdelingen!
