Nordeuropæere vil spontant forbinde Catalonien med den nordspanske provins med Barcelona som hovedstad.
Men catalansk sprog og kultur krydser bjergkæden Pyrenæerne ind i Frankrig. Og catalanernes historiske vartegn ligger netop på den franske side af grænsen.
Mont Canigou, eller Canigó på catalansk, strækker sine 2784 meter over Middelhavet i Pyrenæernes østlige hjørne. Fønikierne sejlede efter dette pejlemærke. Og under syndfloden, fortælles det, ankrede Noa op ved Canigou, som dermed er for catalanerne, hvad Ararat-bjerget er for armenierne: et nationalt symbol.
LÆS OGSÅ: Den tyrkiske opiumsby satser på wellness-turister
Dette majestætiske landskab var en af de porte, der åbnede for den romanske kirkekunsts fremmarch i Nordeuropa. Blandt andet fra Lombardiet i Italien kom de håndværkere, som udviklede en ny byggestil oven på den byzantinske. Og et af de første eksempler på denne nye, tidlige romanske, eller præ-romanske arkitektur, balancerer netop på et klippefremspring i Canigou-massivet.
Saint Martin de Canigou venter for enden af en 40 minutter lang opstigning til fods ad en nyanlagt, men trods alt stejl sti. Som pilgrimme stiger turisterne op mod klostret, der nærmest læner sig ud over kanten på en uindtagelig klippemur.
Saint Martin de Canigou-klostret blev grundlagt lige før år 1000, omkring 997, og indviet den 10. november 1009 af biskoppen fra Elne længere nordpå.
Klokketårnet er en typisk lombardisk murstensbygning med sin friseagtige udsmykning med fingerede rundbueåbninger. Kirken består af en nedre, næsten underjordisk kirke med lave hvælvinger båret af rustikt udsmykkede søjler, og et øvre kirkerum, som blev bygget lidt senere mellem 1010 og 1020. Her er søjlehovederne mere forarbejdede, og først i klostergården finder vi de senere, rigt udsmykkede søjlehoveder med deres opbyggelige illustration af synd og fordærv.
Disse søjler stammer fra en klosterbygning, som styrtede sammen under et jordskælv i 1428, og selvom klostret blev genopbygget, var dets skæbne beseglet. Allerede før den franske revolution havde de sidste benediktinermunke fået lov at forlade Saint Martin de Canigou, som blev forvandlet til en ruinhob.
Det er nærmest et mirakel, at dette kulturhistoriske monument i dag kan tage imod besøgende og organisere retræter. Efter flere årtiers genopbygning kunne den karismatiske bevægelse Les Béatitudes i 1988 flytte ind i klostret og give det fornyet liv. Det, som for 1000 år siden var et isoleret, utilgængeligt kloster, har i dag åbnet sig for både pilgrimsvandringer og turister. Men kombinationen af den delikate, enkle romanske kunst og det storslåede bjergmassiv indgyder samme ro, som de første munke må have følt efter at have kæmpet sig den lange vej op til klostret. I dag som dengang skal man gøre sig fortjent til Saint Martin de Canigou.
Vandringen op til klostret er blot en beskeden forsmag på det, der venter mere garvede naturelskere. For Canigou-massivet er vandrernes paradis, som ikke kun er forbeholdt toptrænede entusiaster. Det kræver ikke mere end en almindeligt god fysisk form, udholdenhed og passende fodtøj at bestige catalanernes hellige bjerg ad de nemmeste vandreruter.
Man kan for eksemepl starte i kurbyen Vernet-les-Bains og tage hele turen til fods til bjerghytten Chalet des Cortalets, en vandring på fire en halv time, før man begynder den endelige opstigning til det kæmpemæssige krucifiks, der markerer det højeste punkt.
Men man kan også tage med en af de firehjulstrækkere, der har adgang til stien, og nøjes med at vandre det sidste stykke op til Pic du Mont Canigou. To en halv times vandring, der tømmer hovedet og fylder det op med skove, bjergsøer og bratte klippesider. Fra toppen af de østlige Pyrenæer breder sig en øde og mineralsk verden, der strækker sig til Middelhavet blå kant, som øjnes i horisonten på særligt klare dage.
Mere drevne vandrere kan tage turen Canigou rundt, en strækning på 145 kilometer, der varer ni-ti dage med overnatning i offentlige bjerghytter undervejs, eller den lidt kortere rute på 65 kilometer og fem dage. Og er man rigtig sporty, kan man deltage i det årlige Canigou-løb, som i al sin enkelhed går ud på at løbe op til krucifikset i 2784 meters højde og ned igen så hurtigt som muligt.
Løbet blev første gang organiseret i 1905 til ærbødig ihukommelse af de såkaldte isbærere, som i slutningen af 1800-tallet asede den lange vej op ad bjerget for at hugge store isblokke ud af iskalotten og bære dem på ryggen ned til Vernet-les-Bains, hvor isen blev brugt som isterninger i de forfriskninger, som blev serveret på hotellerne. Byen var et yndet kurbad og tiltrak kurgæster fra hele verden. En af dem var Rudyard Kipling.
Jeg kom her blot for at søge en smule solskin, men jeg fandt Canigou, der viste sig at være troldmanden blandt bjerge, og jeg underkastede mig hans magt. Intet, han kan gøre eller skabe, kan forundre mig, om jeg endda så selveste don Quixote ride ind fra den spanske side eller det gamle Frankrigs riddere vande deres heste i hans vandløb, eller nisser og trolde, skrev han til sin ven, Georges Auriol i Perpignan.
Det var i 1911, at Rudyard Kipling havde dette fascinerende møde med catalanernes bjerg.
Mere end 100 år senere er den berømte forfatters beskrivelse lige aktuel. Mont Canigou er stadig lige magtfuldt.
