De blå kaklers by

Lissabons azulejos. De er overalt, kaklerne. På husfacader og i trappeopgange. I kirker og kloster. I undergrundsbanen og som kunst på museer

De blå kakler bruges også i moderne udsmykninger som på denne trappevæg. -- Alle fotos: Bjarne Mouridsen.
De blå kakler bruges også i moderne udsmykninger som på denne trappevæg. -- Alle fotos: Bjarne Mouridsen.

De er alle vegne. På husfacader og i trappeopgange. I kirker og klostre. På museer og i metroen. Ingen kan besøge Portugal uden at bemærke de flotte malede kakler kaldet azulejos. Og ingen kan gå en tur rundt i Lissabon uden at passere det ene kakkelbeklædte hus efter det andet eller uden pludselig at stå foran et stort panoramabillede sammensat af utallige små firkantede kakler.

Allerede vores egen H.C. Andersen havde et godt blik for kaklerne. I sin noget oversete rejsebog "Et besøg i Portugal 1866" skrev han således om Lissabon:

"Nu er her brede, rene Gader; venlig Huse, hvis Vægge prange med blanke Porcel-lains Fliser, med Tegning, blaat i hvidt."

Blåt i hvidt. Sådan er det også i dag, selvom hele farvepaletten faktisk er i brug. Men det er en misforståelse, at navnet azulejos stammer fra azul, som betyder blå på portugisisk.

Nej, som så mange ord på Den Iberiske Halvø er oprindelsen arabisk og afledt af al zulayj, som slet og ret betyder poleret sten.

Bydelen Alfama, som snor sig under Sankt Jørgen-borgen, har også mauriske aner.

Derfor er den et udmærket sted at begynde en byvandring med øje for kaklerne. Ved Miradouro Santa Luzia – en af byens elskede udsigtsterrasser – er der ikke alene udsigt over Alfamas tage og ned over Tejo-floden, men også den modsatte vej.

En stor endevæg er nemlig dækket af et kæmpe panoramabillede af byen set fra floden.

Lidt højere oppe i det lille anlæg følger to andre store billeder, som skildrer henholdsvis tilbageerobringen af Lissabon i 1147 og Terreiro do Paço, det store torv ved Tejo-floden fra tiden før jordskælvet i 1755.

Kristne riddere ses med sværd mod arabiske krigere med krumsabel og så det mere fredelige torv med kongepaladset, og ovenover et mindre azulejos-billede af Santa Luzia, som har givet stedet navn.

Overalt i byen er der brugt kakler til udsmykning af husene. Selvom den blå farve også her dominerer, er den langtfra ene. Grønne, gule og lyserøde nuancer ses også flittigt på facader og gavle – nogle forfriskende og flotte, andre nærmest kitschede som et køkkentapet fra 1970?erne. En del huse er flot restaurerede, andre slidte som så meget andet i byen.

Et par kakler mangler hist og her, ligesom rester af plakater eller graffiti skæmmer synet, men samtidig vidner om, at vi ikke blot taler om fornemme kunststykker, men også almindelig brugsudsmykning.

Vil man studere kakler som kunst, kan man for eksempel besøge klosteret São Vicente de Fora, der blandt mange andre flotte billeder byder på hele 38 store kakkelfortællinger baseret på et udvalg af La Fontaines kendte fabler.

Og vil man virkelig lade sig imponere, er det Clarissa-klosteret, Convento de Madre de Deus, man bør opsøge.

Her ligger det nationale azulejosmuseum, som fortæller om den tekniske fremstilling af kaklerne og om deres historiske udvikling, fra de første arabisk inspirerede eksemplarer dukker op i Lissabon i 1400-tallet over Portugals egen store produktion og frem til i dag, hvor moderne portugisiske kunstnere fornyer udtrykket.

Samtidig kan man følge udviklingen i motiverne fra ornamenter og arabesker over figurative malerier af jagtscener, blomstervaser og mennesker til i dag, hvor samtidskunstnere ikke holder sig til to dimensioner, men giver kaklerne skulpturel dybde.

Det muslimske billedforbud afløses af den katolske kirkes ikonografi, hvad enten vi taler om billeder af den hellige familie eller Johannes Døberen, men også af mytologiske og historiske billeder samt lystigheder som en næsten nøgen Bacchus med skæg og behårede bryster.

De to højdepunkter for et besøg må dog siges at være det 29 meter lange panorama over Lissabon før jordskælvet, som er så detaljeret, at det efter sigende har været brugt i forbindelse med restaurering af gamle bygninger, og så selve klosterkirken.

Når man træder ind, er det som at bevæge sig ind i et kulørt smykkeskrin, hvor træarbejder, malerier, forgyldning og blå azulejos mødes i et svulstigt og nærmest anmassende udtryk.

Nordafrika, Spanien og Holland er også kendte for deres kakler, men ingen steder er brugen så udbredt og så konsekvent som i Portugal, hvor man ikke synes at kunne bevæge sig 10 meter uden at gøre nye opdagelser.

Og det gælder ikke kun kirker og klostre, men også barer og restauranter. Mest berømt er det gamle bryggeri Cervejaria Trindade i Bairro Alto, hvor det forreste rum er udsmykket omkring år 1860 med de fire elementer på den ene side og de fire årstider på den anden.

Azulejos-billederne i det bagerste rum er udført i det 20. århundrede af Maria Keil, som også stod bag udsmykningen af metrostationerne i Lissabon sidst i 1950?erne.

Siden blev også andre kunstnere indbudt til at være med, så alle stationer hver har deres særpræg og stil – og mange ikke overraskende med brug af netop azulejos.

Et sidste besøg kunne derfor være stationen Alto dos Moinhos tæt ved Benficas fodboldstadion, Estádio da Luz.

Her portrætterer den internationalt kendte billedkunstner Júlio Pomar nærmest på kalligrafisk vis en række portugisiske forfattere, heriblandt Fernando Pessoa, der kommer slentrende med avisen stukket under armen, iført hat og de karakteristiske runde briller.

Som digter spændte Pessoa stilmæssigt vidt via de mange forfatternavne, han skrev under – akkurat som også de mange azulejos spænder over såvel fortid som nutid.

rejser@kristeligt-dagblad.dk

La Sagrada Familia – den hellige familie – er fra det 17. århundrede og kan ses på azulejosmuseet.
La Sagrada Familia – den hellige familie – er fra det 17. århundrede og kan ses på azulejosmuseet.
Tæt ved Miradouro Santa Luzia – en af byens elskede udsigtsterrasser – er en stor endevæg dækket af et kæmpe panoramabillede – udført i kakler – af Lissabon set fra floden.
Tæt ved Miradouro Santa Luzia – en af byens elskede udsigtsterrasser – er en stor endevæg dækket af et kæmpe panoramabillede – udført i kakler – af Lissabon set fra floden.