De syv kirkers vej

Peterskirken i Rom er blot en af syv prægtige kirker, som middelalderens pilgrimme skulle besøge for at opnå den universelle aflad og syndsforladelse

San Paolo fuori le Mura huser ifølge overleveringen apostlen Paulus’ sarkofag, men også fantastiske mosaikker fra det 5. århundrede. –
San Paolo fuori le Mura huser ifølge overleveringen apostlen Paulus’ sarkofag, men også fantastiske mosaikker fra det 5. århundrede. –. Foto: Thomas Revsbech.

De fleste mennesker, der har besøgt Italiens hovedstad, Rom, har set Peterskirken. De færreste er dog klar over, at Sankt Peters Basilika, som den også hedder, blot var en af syv prægtige kirker, som middelalderens pilgrimme skulle besøge i den evige stad for at opnå den universelle aflad og syndsforladelse.

Ud over Peterskirken er de seks andre valfartskirker San Paolo fuori le Mura (Sankt Paulus Basilika), San Sebastiano fuori le Mura (Sankt Sebastians Kirke), San Giovanni in Laterano (Roms domkirke), Santa Croce in Gerusalemme (Det Hellige Kors Kirke), San Lorenzo Basilica fuori le Mura (Sankt Laurentius Basilika) og Santa Maria Maggiore (en kirke viet til Jomfru Maria). At flere af kirkerne hedder fuori le Mura (uden for murene) henviser til, at kirkerne i middelalderen lå uden for Roms bymur, og processionerne med pilgrimme, der skulle ud og ind af byen, skabte ofte kaotiske tilstande, inden den nyetablerede italienske stat forbød processionerne i 1870erne.

Selvom der i dag kun er en lille del tilbage af den originale pilgrimsrute, Via delle 7 chiese (De syv kirkers Vej), er både valfartskirkerne og den 23 kilometer lange pilgrimsrute igen blevet et populært rejsemål for både pilgrimme og turister, hvad enten det foregår til fods som i fortiden eller via offentlige transportmidler. For den ivrige pilgrim kan ruten gennemføres på en enkelt dag, men den kan med fordel gennemføres over to dage.

Ruten begynder ved Peterskirken, der med sin volumen, mosaikker, freskoer, skulpturer og statuer er et must for enhver besøgende i Rom. Det er den tilhørende have og museerne også.

Fra Peterskirken går turen til San Paolo fuori le Mura, der ifølge overleveringen ikke kun huser apostlen Paulus sarkofag, men også fantastiske mosaikker fra det 5. århundrede samt en meget smuk klostergård, der er indrammet af store søjlegange. Kirkens unge udseende skyldes, at den næsten nedbrændte i 1823 for siden at blive genopbygget, restaureret og genindviet i 1854. Kirken, der er på Unescos liste over bevaringsværdig verdenskulturarv, har også et lille museum, der fortæller kirkens historie.

Herfra og hen til den næste kirke på ruten kan pilgrimmen i bogstaveligste forstand gå i sine forfædres fodspor. Bag kirken begynder nemlig det eneste stykke af den originale valfartsvej, Via delle 7 chiese, der er tilbage i dag. Den er tre kilometer lang og fører direkte hen til den tredje kirke, San Sebastiano fuori le Mura.

Denne kirke er den mindste af de syv valfartskirker. Den er bygget i det 4. århundrede og har blandt sine mest hellige relikvier et fodaftryk, der angiveligt skulle stamme fra Jesus. Kirken huser en af verdens første kristne gravplads, i form af fire etager katakomber, der under jorden strækker sig 18 kilometer rundt om og under kirken.

Herfra går turen tilbage mod byen på de historiske brostensbelagte landeveje Via Appia Antica og Via Ardeatina, inden den besøgende når Roms domkirke, San Giovanni in Laterano.

Kirken var pavernes domicil indtil eksilet i Avignon fra 1307-1377, og indtil 1870 blev paverne indsat i denne kirke. Kirken har en imponerende barokfacade, ligesom dens enorme indre er spækket med fantastiske mosaikarbejder, malerier og freskoer samt 12 marmorstatuer af apostlene. At kirken engang har været pavernes domicil, kan den besøgende ved selvsyn konstatere ved, at den pavelige trone til bispemøder og forskellige konciler stadig står bag kirkens alter, der ifølge myterne indeholder apostlene Peters og Paulus kranier.

Ved siden af kirken ligger i øvrigt den berømte La Scala Santa (de hellige trapper), som Jesus gik op ad, da han skulle dømmes af Pontius Pilatus, og som mange valfartende pilgrimme tager turen op ad på knæ. Trappen blev bragt til byen af kejser Konstantins moder, Helena, der også spiller en vigtig rolle for den femte kirke på ruten, Santa Croce in Gerusalemme, der blot ligger et stenkast fra domkirken.

Som navnet antyder, rummer kirken stykker af Det sande Kors altså det kors, Jesus blev korsfæstet på. Af andre relikvier er der eksempelvis to torne fra Jesu tornekrone, en nagle fra korset samt en finger fra apostlen Thomas, som han angiveligt stak i Jesu sår, da denne var opstået fra de døde.

Kirkens hellige relikvier har også sat sit præg på kirkens indre, hvor mosaikker og freskoer fortæller historien om det sande kors og de legender, der blev knyttet til det gennem middelalderen.

Den sjette kirke, San Lorenzo fuori le Mura, kan ligesom de andre kirker på ruten fremvise smukke mosaikker og freskoer, ligesom den også kan byde på katakomber, hvor Sankt Laurentius grav formodentligt ligger, og en smuk klosterhave. Men kirken adskiller sig fra de andre ved at ligge ved siden af en kirkegård, den store Campo Cerano, der også er et besøg værd.

Fra San Lorenzo går turen til pilgrimsrutens sidste stop: Santa Maria Maggiore. Kirken er den største af de kirker i Rom, der er viet til Jomfru Maria. Den er den eneste af de store basilikaer, der i hovedtræk har bevaret sit originale indre med freskoer, skulpturer og en lang række buster og statuer. Kirken er først og fremmest kendt for sine mosaikker fra det 4. århundrede med beretninger fra Det Gamle Testamente. Kirken kan dog også være nyttig at besøge for kvindelige pilgrimme og turister, da trappen ifølge overleveringerne besidder en magisk kraft mod dårlige ægtemænd, hvis man tager turen op ad trappen på knæ.

Santa Maria Maggiore er den største af de kirker i Rom, der er viet til Jomfru Maria. Ifølge overleveringerne besidder trappen op til kirken en magisk kraft mod dårlige ægtemænd, hvis man tager turen op ad trappen på knæ. –
Santa Maria Maggiore er den største af de kirker i Rom, der er viet til Jomfru Maria. Ifølge overleveringerne besidder trappen op til kirken en magisk kraft mod dårlige ægtemænd, hvis man tager turen op ad trappen på knæ. – Foto: Thomas Revsbech.