Det er godt nok langt ude på landet.
Ja, nu er broderparten af Etiopien landligt, men efter at have krydset et bjergpas i over 3000 meters højde og skrumlet af sted på 50 kilometer grusvej næsten uden at støde på de småbebyggelser, der ellers er en trofast følgesvend langs de etiopiske landeveje, forekommer det mere og mere usandsynligt, at man skulle være tæt på verdens ottende vidunder, som turistbrochurerne lokker med.
Selve byen Lalibela gør ikke meget for at forbedre det indtryk; den ligner primært en forvokset landsby. Nu er fidusen så ved Lalibelas klippekirker - for det er dem, der er seværdigheden - at man først kan se dem, når man står lige ved siden af.
Byens kirker er nemlig hugget direkte ned i klipperne.
Den tager vi lige én gang til: Ned i klipperne. Ikke ind i klipperne som talrige andre kirker og byer rundtom i verden - mest berømt er nok Petra i Jordan - men ned.
Hvorfor i alverden kong Lalibela omkring 1200 satte gang i et så stort projekt på et sted som dette, ja det ved man ikke med sikkerhed.
Tilbage er, at her findes 11 kirker i varierende størrelse, som alle står på FN-organisationen Unescos verdensarvsliste. Dermed er forklaringen på de underlige, hvidlige ”kæmpeparaplyer”, der kan ses på vej ind i byen, på plads. Det er Unesco, der har placeret en række presenninger over flere af kirkerne for at beskytte dem mod vind og vejr. Unescos velmente og ingeniørmæssigt sikkert imponerende bedrift står dog på ingen måde godt til de gamle kirker, så synet af den største af dem, Bet Medhane Alem (Frelserkirken), er umiddelbart lidt skuffende, fordi det er umuligt at abstrahere fra beskyttelsen.
Ja, det vil sige, lige indtil turen barfodet - sko er bandlyste i etiopiske kirker - går indenfor i den 33,5 meter lange og 23,5 meter brede klippekirke, hvor der er et leben af en anden verden:
En flok yngre mænd kaster sig energisk på knæ i en bøn, der minder mest om den muslimske knælen, mens flere mennesker ligger og sover i et mørkt hjørne af kirken. Hvidklædte kvinder beder foran et billede af Jesus. Under de smukt udhuggede buer står et stort antal plastikdunke på det meget ujævne gulv. Dunkene er bragt hertil af pilgrimme og bliver af kirken fyldt op med vievand, der skulle være godt mod både synder og sygdom.
Det er, som om denne udfoldelse af tro også ændrer turistens fokus, der på den videre færd til de øvrige kirker, der er forbundet af labyrintiske klippegange, ikke længere er på Unesco-presenninger, men på det lokale folkeliv. Særskilt imponerende er de lokale mænd, der sidder og læser i Bibelen, tilsyneladende helt uforstyrrede af en gulklædt nonne, der taler endog meget højt i mobiltelefon.
For det er værd at huske på, at nok er kirkerne i Lalibela en seværdighed for vestlige besøgende, men de er først som sidst et pilgrimssted for etiopierne.
En af forklaringerne på kong Lalibelas kirkebyggeri er netop, at han ville bygge et nyt Jerusalem. Klippekirkerne falder da også i to grupper adskilt af et vandløb benævnt Jordanfloden. Begrundelsen for byggeriet var, at med muslimernes fremmarch i samtiden var det blevet særdeles farligt - for ikke at sige umuligt - at tage på pilgrimsrejse til det rigtige Jerusalem.
Apropos farligt: Det er absolut værd at fokusere på, hvor man sætter fødderne i Lali-bela. For nok er der en del presenninger, men der er ingen sikkerhedsafspærringer, og flere steder er et fald på over 10 meter en reel risiko ved uopmærksomhed.
Det er blandt andet tilfældet ved den mest imponerende af kirkerne, Bet Giyorgis - Sankt Jørgens Kirke - der ligger helt for sig selv i sit eget omtrent 12 meter dybe hul.
Set fra en lille udsigtshøj virker kirken, der har form som et kors, særdeles smuk og velproportioneret, men dog ganske lille, men jo tættere på klippeafgrunden man kommer, jo mere imponerende bliver byggeriet. Her er så faktisk på en (!) af siderne af det firkantede hul lagt noget pigtråd; fra de tre andre sider er det dog fortsat tilladt at stille sig helt frem til kanten for at få et blik på de præster, der nede i afgrunden trisser ind i kirken.
Den særdeles fotogene kirke, der trods en del mos på siderne er den mest velbevarede af de 11 kirker, er en passende afslutning på besøget. Her giver historien om kong Lalibelas nye Jerusalem i al fald god mening.