Er det mon den rigtige vej? Spørgsmålet melder sig på den smalle vej mod Knock i det vestlige Irland. Vejen er smal, og man kan måske undre sig over, at så smal en vej fører til Irlands største valfartssted, der hvert år besøges af halvanden million mennesker. Men jo, den er god nok.
Teenagesønnen på bagsædet er ikke just begejstret over udsigten til en dag med kirke- og museumsbesøg, for dagen var egentlig sat af til at opleve Cliffs of Moher, men vi er stået op til en dag med klassisk irsk vejr: grå himmel og udsigt til heldagsregn. Og mens vi langsomt nærmer os Knock, udfolder han sin protestantiske skepsis over for dette katolske valfartssted: Kan det virkelig passe, at Jomfru Maria, Josef og apostlen Johannes lod sig se her i 1879?
Knock er tilsyneladende en grå og meget stille lille by. Var det ikke for de to souvenirbutikker på hovedgaden, skulle man ikke tro, at man var ankommet til et så besøgt pilgrimsmål.
Men bag en velholdt hæk på hovedgaden åbenbarer der sig et meget stort område, som er pilgrimmens Knock med kapel, katedral, rådgivningscentre, cafe, hotel, haveanlæg, campingplads og ikke mindst et museum, som sætter historien om synet i Knock ind i en historisk sammenhæng.
På museet kan man med en audioguide blive taget med tilbage til den gang i 1879, hvor stedet var præget af fattigdom. Fra 1845 til 1849 var Irland ramt af en sultkatastrofe. Helt frem til 1870'erne blev der meldt om sult i dele af Irland. Årsagen til hungersnøden var kartoffelpest. Kartoflen var den primære spise, og års fejlslagen høst betød, at mere end hver tiende døde, mens tilsvarende mange emigrerede, primært til USA.
Den 21. august 1879 ved 20-tiden så to kvinder et syn på himlen, som kom til at forandre byens liv. De to kvinder så Jomfru Maria, Josef, apostlen Johannes og et lam over gavlen ved byens kirke. De hentede deres familie og naboer. I alt var der 15 vidner. En af dem, som blev hentet, var Patrick Byrne, som var 16 år. Han sagde efterfølgende om synet:
”Dominick Byrne kom ind i huset og råbte: 'Kom op til kapellet og se det mirakuløse lys og den smukke åbenbaring'. Jeg fulgte ham.”
Det var således både kvinder og mænd, unge og ældre, som blev vidner til det, som kom til at forandre byens liv. Det var et såkaldt tavst syn, men de 15 vidner var efterfølgende mærkede af, hvad de havde set den aften. Nogle emigrerede til USA, hvor de delte synet, andre bosatte sig lokalt og fik et langt liv, hvor de vedblev med at fortælle om hændelsen.
Allerede i oktober 1879 indledte den katolske kirke en undersøgelse, som skulle afklare, om der var tale om et syn. I 1858 havde en teenagepige et syn i Lourdes i Frankrig, og beskrivelsen af hendes syn var kendt i Irland, da vidnerne samlede sig ved kirken i Knock. Man har derfor spurgt, om vidnerne var påvirkede af den beskrivelse. Den katolske kirke stod for uddannelsen af landets katolikker. Her blev der lagt megen vægt på det religiøse. Var det mon grunden til vidnernes beretninger?
Irlands katolikker var undertrykte i en lang periode. I 1613 mistede landets katolske flertal magten i parlamentet, og selvom katolikkerne udgjorde 85 procent af befolkningen, fik de deres stemmeret inddraget, og den politiske magt lå hos de protestantiske bosættere. Helt frem til 1829 var katolikkerne udelukkede fra at sidde i parlamentet. Også i 1870'erne var den katolske befolkning i landet præget af generationers undertrykkelse. Kunnet synet forstås i det lys?
De 15 vidner blev alle interviewet, og den katolske kirke konkluderede, at der var tale om et ægte syn. I 1936 afsluttede den katolske kirke en ny undersøgelse, som bakkede op om konklusionen fra 1880.
Rygtet om, hvad der var hændt den aften i Knock, spredte sig hurtigt. The Times of London skrev om det, og en avis i Chicago sendte en reporter til Knock for at skrive om hændelsen, mens dronning Victoria (1819-1901) bad regeringen i Dublin sende hende en rapport om, hvad der skete i Knock.
Det var ikke kun pressen, som var optaget af, hvad der var sket i Knock. Snart begyndte folk at rejse til Knock for at bede ved stedet, hvor de 15 vidner havde set synet. Blandt de mange pilgrimme, som rejste til Knock i 1879 og 1880, var der en del, som oplevede, at de fik det bedre. Som et tegn på, hvad de oplevede, efterlod de krykker og stokke op ad kirkens væg. Ved udgangen af 1880 havde landsbyens præst registreret over 300 helbredelser blandt pilgrimmene. De fleste oplevede først helbredelsen senere, men i sin dagbog har præsten noteret, hvordan han så lamme, som pludselig kunne gå, og blinde, som blev seende.
At det var Jomfru Maria og Josef, som vidnerne så i synet, er af nogle blevet udlagt som et billede på, at man søgte en stabilitet i en tid, hvor Irland var i opbrud. Synet i Knock kom i en tid præget af arbejdsløshed, fattigdom og udvandring, men samtidig var det en tid med stor forandring. Jernbanen blev udbygget, og flere bønder fik deres egen jord.
I dag har Knock fået sin egen lufthavn. Lokalt er man ikke i tvivl om, at lufthavnen har haft betydning for den økonomiske udvikling i denne vestlige del af Irland, men på museet får man historien om, hvordan interessen for at rejse til Knock blev så stor, at man besluttede sig for at arbejde for at få oprettet en lufthavn. De sidste 30 år har pilgrimme kunnet flyve til Knock.
De fleste pilgrimme kommer til Knock fra april til oktober, men uanset tid på året er her pilgrimme, som kommer for at bede og være i stilhed. Pave Johannes Paul den Anden var her i 1979, mens Moder Teresa besøgte stedet i 1993, og deres besøg har været med til at sætte fokus på stedet som valfartsmål. I det såkaldte tilbedelseskapel er der i hvert fald ingen ledige pladser denne grå middagsstund. Knock er stadig forandret af det syn, de 15 vidner delte for mere end 130 år siden.
