Ferie med plads til en livsrejse i kirkelabyrinten

I katedralen i Chartres i Frankrig kan man gå på pilgrimsvandring gennem en gotisk labyrint. Det er en slags gående meditation, som tiltrækker pilgrimme fra mange lande

Katedralen i Chartres har været på Unescos Verdensarvsliste siden 1979. -
Katedralen i Chartres har været på Unescos Verdensarvsliste siden 1979. - .

Den ser ikke ud af meget. Ja, faktisk er den stort set dækket af stole de fleste af ugens dage, men hver fredag bliver stolene fjernet, og verdens mest kendte og velbevarede kirkelabyrint kommer til syne her i katedralen Notre Dame de Chartres. Fra klokken 10 og syv timer frem kan man bevæge sig gennem labyrinten. Meditation for krop og sind over livsrejsen midt i ferierejsen.

Paris er godt en times togrejse væk fra provinsbyen Chartres, som er en charmerende og rolig kontrast til Paris. Er man så længe i Paris, at man når frem til guidebogens afsnit med idéer til, hvad man kan gøre uden for Paris, vil man i mange bøger finde et forslag om en afstikker til katedralbyen Chartres. Det kan sammenlignes med at tage fra København til Roskilde, og togturen frem og tilbage kan gøres for godt 200 kroner.

Her ved floden Eure bor omkring 40.000 mennesker. Bykernen er velholdt og charmerende med Notre Dame som et himmelstræbende trækplaster. Kirken, som blev grundlagt i 1020, regnes for et af den franske højgotiks hovedmonumenter. I over 30 år har den været på Unescos Verdensarvsliste.

Ved katedralen kan man finde flere boghandler og souvenirbutikker. Selvom kirken er rig på store, velholdte glasmosaikker, som regnes for nogle af middelalderens bedste, så er det labyrinten, der er i fokus, hvad enten man drejer stativet med postkort eller går på jagt mellem bøgerne i butikkerne. Den rigtige labyrint er inde i kirken, men nær katedralen er der også anlagt en kopi i en park, hvor man kan gå. Men selvom vejret kunne friste til at blive ude i det fri, skal man ind i katedralen.

Den første kendte kirkelabyrint går tilbage til det fjerde århundrede i Algeriet, hvor der blev anlagt en labyrint ved indgangen til kirken San Réparatus. Siden bredte skikken sig.

Den ældst bevarede kirkelabyrint er fra 548, og den finder man i San Vitale i Ravenna i Italien. Labyrinten her i Chartres er stor og har været forbillede for mange kopier, som de sidste to årtier er blevet udbredt i moderne kirker og hospitaler ikke mindst i USA. At gå labyrinten er for nogle en åndelig øvelse, og på hospitalerne bliver labyrinten brugt som en del af den åndelige omsorg for patienterne.

Labyrintens mytiske karakter går ifølge græsk mytologi tilbage til Knossos på Kreta, hvor bygmesteren Daidalos efter ordre fra kong Minos lod opføre en labyrint, som skulle huse den menneskeædende Minotauros. Kom man først ind til Minotauros i labyrinten, kom man næppe ud igen. Men den athenske kongesøn Theseus trængte gennem den kunstfærdigt byggede labyrint og ud igen med hjælp fra Minos' datter Ariadne. Theseus og Ariadne var forelskede, så hun gav ham et garnnøgle med ind i labyrinten. Ved at følge garnnøglet lykkedes det Theseus at dræbe Minotauros og komme ud af labyrinten med livet i behold.

Den kristne kirke adopterede tidligt labyrinten som motiv. Vejen til Guds rige går gennem livets labyrint, men forskellen på den gigantiske labyrint på Knossos og kirkelabyrinterne er, at labyrinterne i kirkerne ikke har blindveje. Man må følge vejen gennem labyrinten, men så kommer man frem til et centrum. Man skal ikke vælge, men følge vejen.

Historisk har kirkelabyrinterne været brugt til at markere påsken. Man gik gennem døden med Kristus og opstod med ham. I den renæssance, kirkelabyrinterne har fået, ses de mere som et udtryk for en symbolsk pilgrimsvandring. En gående meditation over livet som en vandring. I Chartres citeres ofte Jesu ord fra Johannesevangeliet, da de første disciple kaldes: ”Kom og se”.

Labyrinten i Chartres er fra 1200. Da den blev bygget, var der ikke bænke i kirkerne, men ved koncilet i Trento i det 16. århundrede blev det tilladt med stole i kirker, hvilket betyder, at labyrinten i Chartres ofte er gemt under stole. Selvom labyrinten ikke syner af meget, har den en diameter på 13 meter. Selve vejen gennem labyrinten er 261 meter, og der er 28 sving.

Tidligere har det været udbredt at gå labyrinten på knæ som et udtryk for overgivelse. At gå labyrinten på knæ skulle tage omkring en time, men det er nu ikke knæ, men fødder, de mange pilgrimme går på gennem labyrinten.

For nogle er labyrinten et historisk monument i smukke rammer, men for mange er det en åndelig øvelse og målet med besøget i netop Chartres. Fra kirkens side beskrives labyrinten som en invitation til at være pilgrim.

Det er kun muligt at gå labyrinten syv timer om ugen: fredag fra klokken 10 til 17.

Det er langtfra kun franske pilgrimme, som finder vej til katedralen, som har et internationalt ry. At være pilgrim forbindes måske med langsomhed, men tilstrømningen i Chartres gør, at man fra kirkens side opfordrer pilgrimmene til hele tiden at være i bevægelse, så man undgår en kø af pilgrimme.

Der er tre råd, som går igen til dem, som vil gå labyrinten som en pilgrimsvandring, hvor krop og ånd forenes. Bliv stille i sindet. Det er ikke helt let i en kirke, hvor strømmen af turister er konstant, og kirken er desuden præget af store, noget larmende istandsættelsesprojekter, som skal strække sig ind i 2015.

Når man står inde i labyrintens midte, skal man desuden tage sig tid til at standse op og forholde sig mentalt modtagende. Og endelig skal man gå den samme vej ud af labyrinten, som man gik ind, og når man er ude, skal man tage plads i kirken og reflektere.

Selvom det er labyrinten, som de fleste kommer for, så bør man sætte godt et par timer af til at være i kirken, hvor der er meget andet end labyrinten at se. Der er lavet en udmærket guide, som gennemgår kirkens historie og de storslåede glasmosaikker. Alt efter temperament kan man købe en bog om katedralen eller leje en lydguide på engelsk, fransk eller tysk.