Naturområdet Rosh Hanikra er lige så flot, som det er historisk interessant.
Hvis man tager turen nordpå langs kysten og helt op til punktet, hvor Israel bliver til Libanon, kommer man til Rosh Hanikra, som er et område med grotter, der sandsynligvis er opstået efter en række skælv.
Vandet har dernæst i mange år slidt sig vej og skabt de underjordiske huler.
Nede i grotterne kan man opleve de mange grønne og blå nuancer af vand, der blandes af lyset. Klipperne oppe i sollyset er skinnende hvide, og herfra er der for fotografer en ideel udsigt ud over den israelske kyststrækning.
Det historisk interessante skyldes, at briterne under Anden Verdenskrig mente, at området var egnet til en jernbanetunnel.
Den skulle blive en del af strækningen mellem Haifa, Beirut og Tripoli. Briternes ønske var overordnet set at skabe en togforbindelse fra Egypten via Sinai, Libanon, Syrien og fra Tyrkiet hele vejen til Europa.
Projektet blev muligt i sommeren 1941, og tunnellerne til tog samt en bro blev alle konstrueret af ingeniørenheder i den britiske hær, som kom fra Sydafrika og New Zealand.
Det tog dem omkring et år at bygge forbindelsen, og dermed kunne mennesker og fragt den 24. august 1942 for første gange passere.
I 1947 besluttede briterne, at også civile skulle have mulighed for at rejse på strækningen. Men det blev ved hensigten.
For da den israelske uafhængighedskrig kort efter brød ud, skabte det en frygt for, at de arabiske styrker ville fragte mennesker og våben fra Libanon for at hjælpe deres styrker længere sydpå i byen Haifa.
Det ville jøderne forhindre. Så den 14. marts 1948 i ly af natten og tætte skyer på himlen sneg folk fra Haganah, den jødiske militære organisation, sig ned i jernbanetunnellen. Det lykkedes dem at sprænge broen i stykker, og dermed var togforbindelsen afbrudt.
I dag kan man se tunnellen, hvor togene engang har kørt. Og besøgende bliver bænket i resterne af gangene for at se en film om området.
Både om naturen, områdets historiske betydning, men også om det, der vist mere må betegnes som en sagnomspunden historie.
Ifølge en legende skulle en ung kvinde tilbage i tiden mod sin vilje være blevet forlovet med en mand i Libanon, og nogle mener, at beviset på hendes eksistens og historie findes nede i grotterne.
Under pigens rejse for at komme til sin kommende mand, passerer hun og følget grotterne. Ifølge fortællingen springer den fortvivlede brud i vandet nær Rosh Hanikra, og angiveligt er hun ikke blevet set siden.
Men grotterne vidner fortsat om hendes skæbne. Det siges nemlig, at hendes triste sang stadig nogle gange kan høres, når man går rundt i grotterne.
Og mens man tager svævebanen for at komme ned til grotterne, bliver man mindet om, hvor desperat den unge kvinde må have været: Man skal omkring 60 meter ned med de farverige vogne.
En anden version af sagnet er, at to elskende plejede at mødes i grotterne, og kvindens stemme kan fortsat høres i grotterne.
Besøgende må selv afgøre, om de kan høre noget, og eventuelt hvad de kan høre. Nogle vil måske hævde, at der ikke er tale om en kvindestemme, men om vandets brusen i grotterne.
En ting, man dog ikke er i tvivl om, er, at man er tæt på grænsen til Libanon, når man besøger Rosh Hanikra. Det israelske militær er massivt til stede med soldater, overvågningsudstyr og skibe langs den markerede grænse i det blå Middelhav.
Uden tvivl er militæret det også i langt højere grad, end det man umiddelbart kan se. Et skilt viser, at der er 205 kilometer til Jerusalem og 120 til Beirut, og det er muligt igennem et hegn at se ind i Libanon.
