TV-komikeren Stephen Colbert var ikke venlig mod museet Newseum, da det i 2008 slog dørene op for verdens største permanente udstilling for nyhedsformidling:
Newseum? Navnet burde være Newsoleum, gjaldede den kække vært i tv-programmet The Colbert Report.
Ikke nyheds-museum, men nyheds-mausolæum.
LÆS OGSÅ: Forsker: Medierne er med til at producere vores baggrundsviden om religion
Med det mente han noget i retning af, at den uafhængige avis- og tv-journalistik er død, omkommet under beskydningen fra internettets politiske bloggere, erhvervslivets interesser og nyhedseksplosionen, der kaster gratis og devaluerede nyheder i hovedet på medieforbrugeren døgnet rundt.
Hvorfor dog åbne et museum for gammeldags kritisk, dybdeborende og afslørende journalistik, netop som den er afgået ved døden?
Så hellere et mausoleum, mente altså Colbert med sin vanlige ironisk-begavede troldsplint i øjet.
Men Newseum åbnede ikke desto mindre for sine syv etager med klassisk nyhedsformidling og blev en stor succes. Her er da også alt, hvad nyhedshjertet kan begære: en kæmpe samling på over 50.000 originale historiske aviser og deres forsider med skelsættende begivenheder såsom mordet på Lincoln, angrebet på Pearl Harbour, Marilyn Monroes fødselsdagsoptræden for præsident Kennedy, den første månelanding og Berlinmurens fald.
Man kan også se en fantastisk gennemgang af historiske tv-reklamer, der har ændret amerikansk politik.
Fra demokraten Lyndon B. Johnsons berygtede reklame, der i et forførende enkelt billedsprog mere end antyder, at rivalen, Barry Goldwater, vil udløse en atomkrig, hvis han kommer til magten, til republikaneren George H. Bush, der får gjort sin modstander Michael Dukakis ansvarlig for, at en voldtægtsdømt sort mand bliver sat på fri fod og genoptager sine forbrydelser, fordi Dukakis er soft on crime.
Museet byder også på en permanent udstilling af dele af Berlinmuren og førstehåndberetninger fra journalister fra de internationale nyhedsbureauer om, hvordan det var at dække både opførelsen af den anti-fascistiske beskyttelsesmur, som den hed i DDR-sprog, og nedrivningen af den i 1989.
Museet tager også satiren under behandling. Igennem hele udstillingen får man en løbende gennemgang af medie-satire, hvad enten den eksekveres af det uforlignelige makkerpar Jon Stewart og ovennævnte Stephen Colbert, eller det er klassiske avistegnere som Herblock, der er på færde med førstehåndsstreger af aktuelle begivenheder. Det kan for eksempel være kommentarer til angrebet på USA den 11. september 2001, som får Jyllands-Postens Muhammedtegninger til at ligne søndagsskolehumor.
Og endelig er der en rørende udstilling af prisen for at være journalist i udsatte egne. Her ser man blandt andet reporteren Daniel Pearls arbejdsredskaber ham, som blev halshugget af radikale islamister, mens han dækkede Pakistan for Wall Street Journal.
Man hører imidlertid ikke meget om russiske Anna Politkovskajas snart legendariske kamp mod Vladimir Putin i dækningen af Tjetjenien.
Hermed også antydet, at Newseums overordnede vinkel er klart amerikansk, og at museet mest henvender sig til besøgende med interesse for USAs medier.
Men det er også mange nok, al den stund at stort set al moderne medieudvikling fra 24-timers nyhedskanaler til printavisers lukning kommer from over there.
Ved siden af de permanente indslag i udstillingen arrangerer museet hele tiden foredagsaftener og debatarrangementer om aktuelle politiske og kulturelle emner i mediemæssig belysning.
Ud fra en opfattelse af, at Newseum ikke skal være et stillestående museum over fortiden, men en aktiv medspiller i nutiden. Om det lykkes, kan man selv bedømme ved at aflægge museet et besøg.
Hvis man mod forventning bliver skuffet, er der altid den fremragende gavebutik at bruge tiden i. Her kan alt fra sjove kaffekrus til præsidentvalgs-souvenirs og gode film om medierne erhverves.
Jo, amerikanerne ved alt om, hvordan man fortæller en god journalistisk historie, og dét er Newseum.