Greenwich: Bliv klogere på tidens oprindelse

Vi tager tiden for givet, men at det ikke er så simpelt, viser et besøg på britiske Royal Observatory i Greenwich

Den røde bold på toppen af Flamsteed House, der er en del af Royal Observatory, blev opfundet som en service, man kunne stille sit ur efter. I dag bliver bolden fortsat hejst til tops i minutterne op til klokken 13 for at blive sænket præcis klokken 13. -
Den røde bold på toppen af Flamsteed House, der er en del af Royal Observatory, blev opfundet som en service, man kunne stille sit ur efter. I dag bliver bolden fortsat hejst til tops i minutterne op til klokken 13 for at blive sænket præcis klokken 13. - . Foto: Amsel-Tovy/Photoshot/Scanpix.

”Hvad er klokken?”.

Bortset fra spørgsmål om vejret, er det måske det oftest forekommende spørgsmål i Danmark. Og et spørgsmål, der hurtigt og objektivt kan besvares efter et kig på armbåndsuret eller på mobiltelefonen.

Eller er det nu så simpelt?

Et besøg på Royal Observatory, der ligger på en lille bakke med udsigt over floden Themsen i London-forstaden Greenwich, sætter i al fald gang i tankerne om fænomenet ”tid” på grund af museets mange ure, der indledningsvist havde ganske svært ved at holde styr på tidens gang.

Måske ikke så underligt, når nu filosofferne siden tidernes oprindelse har skændtes om, hvorvidt begrebet ”tid” - og for dens sags skyld ”rum” - overhovedet har en selvstændig eksistens eller kun eksisterer i kraft af en bevidsthed, der erfarer tiden.

Ja, ikke at der findes en endegyldig løsning på det filosofiske spørgsmål, som det kongelige observatoriums første leder, John Flamsteed, næppe heller har beskæftiget sig meget med. Observatoriet er nemlig grundlagt i 1675 med det mere lavpraktiske formål at finde en astronomisk løsning på det, der var kendt som ”længdegrads-problemet”. At den mission langtfra var simpel, fremgår ganske overbevisende af udstillingen i Flamsteed House, den rødstensbygning, der tidligere var kombineret observatorium og privathjem for lederen af Royal Observatory.

Længdegradsproblemet gik ud på, at mens (britiske) søfolk på deres færd rundt på verdenshavene ved at måle på solens eller andre stjerners position kunne finde ud af, hvor de befandt sig i forhold til nord og syd, så havde de ikke nogen sikker metode til at finde ud af, hvor de var på en øst-vest-skala.

I første omgang satsede observatoriet på stjernehimlen og månen som kilde til en løsning. Det blev gjort via et hav af observationer, der blev omhyggeligt nedfældet og publiceret i Nautical Almanac (Nautisk almanak), der forudsagde himmellegemernes position. Det betød, at søfolkene med lokale målinger med en sekstant (og dem har museet også mange af!) og et efterfølgende tjek i den nautiske almanak ret præcist kunne udregne skibets øst-vest-position.

Denne astronomiske løsning fungerede sådan set fint nok, men tilbage til det med ”tid”. Siden de gamle grækeres tid havde man vidst, at det var muligt at beregne sin position ved at sammenligne den lokale tid med tiden på et andet kendt referencepunkt. Og mens lokaltiden nemt kunne findes via solens position, krævede det et ur med en korrekt referencetid om bord - altså et ur, der ikke gik forkert - før metoden var brugbar.

1700-tallets pendulure (bornholmerure) var faktisk forholdsvis præcise, så længe de stod på fast grund, men om bord på et skib i rum sø gav de ikke megen mening. Derfor udskrev den britiske regering i 1714 en konkurrence om at konstruere et ur, der også duede på et vuggende skib. Med en præmie på 20.000 pund (omregnet til nutidspenge omkring 20 millioner kroner) fik det for alvor opfinderne i gang - og deres konstruktioner er i nutiden det, der for alvor fænger på museet i Greenwich, for sikke en uhyrlig samling af tandhjul, som for eksempel det, John Harrison satte sammen i de store, men ikke særligt præcise, ”tidsmaskiner” med betegnelserne H1, H2 og H3.

De var dog gode nok til, at Harrison fik udbetalt hovedprisen og i 1759 gav fuld valuta for pengene med det ganske præcise ur benævnt H4, der nærmest ligner et almindeligt lommeur og af mange betegnes som det vigtigste ur nogensinde konstrueret.

Som tiden gik herefter, blev urene mere og mere præcise, og fra 1830'erne blev urene frem for den astronomiske metode den foretrukne måde at bestemme et skibs position på. Her stopper museet dog ikke, men følger udviklingen af ure helt frem til nutiden med både et ur med tegneseriefiguren Bart Simpson og nogle af de superpræcise atomure, der nu måler tiden.

Ure, der gør, at vi i dag mener at kunne svare helt objektivt på spørgsmålet om, hvad klokken er - eller om, hvor lang tid det tog at læse denne artikel.

Meridian-linjen i Greenwich, der definerer den 0. længdegrad og dermed tiden. -
Meridian-linjen i Greenwich, der definerer den 0. længdegrad og dermed tiden. - Foto: Thomas Andreasen
Et 24-timers ur ved ind-gangen til royal observatory.
Et 24-timers ur ved ind-gangen til royal observatory.