Lindesnes Fyr er Norges sydligste punkt

Norges sydligste punkt byder på det ensomt beliggende Lindesnes Fyr, der er omgivet af barske klippepartier, og tæt på ligger den charmerende by Mandal, der er landets sydligste by

Lindesnes Fyr ligger på det norske fastlands sydligste punkt. I stille vejr virker stedet stille og roligt. Dramatisk bliver det først, når det stormer, og bølgerne, der kan blive op til 14 meter høje, slår ind over klipperne. – Alle fotos: Morten Herlev.
Lindesnes Fyr ligger på det norske fastlands sydligste punkt. I stille vejr virker stedet stille og roligt. Dramatisk bliver det først, når det stormer, og bølgerne, der kan blive op til 14 meter høje, slår ind over klipperne. – Alle fotos: Morten Herlev.

Nordkapp er en af Norges mest kendte turistattraktioner, og turister fra hele verden besøger årligt Norges nordligste punkt berømt for midnatssol og spektakulær udsigt over ishavet på toppen af fjeldlandet. Nordkapp er så stor en turistmagnet, at man om sommeren kan tale om decideret trængsel i områdeog mængden af souvenirs, der kan købes deroppe, er enorm.

Ved Norges sydligste punkt, Lindesnes Fyr, hersker roen til gengæld. Nok er her turister, men ikke så mange, og det berømte fyr ligger ganske upåvirket på klipperne og skuer ud over havet. Det nuværende fyr med den røde top er rejst i 1915, men det første fyr på stedet blev bygget allerede i 1600-tallet, hvor Lindesnes sammen med Skagens Odde var vigtige landkendinge for skibstrafikken mellem Østersøen og Nordsøen.

Køreturen fra Kristiansand, hvor færgerne fra danske Hirtshals lægger til, ud til Lindesnes Fyr tager omkring halvanden time. De sidste 20-30 kilometer byder på en landevej med skarpe sving og svimlende udsigt over klippelandskabet.

Men pludselig er man fremme ved verdens ende – eller i hvert fald Norges – hvor de sidste klipper bliver opslugt af det frådende hav.

Navnet Lindesnes betyder noget i retning af ”landet, der synker i havet”, og Norges sydspids er desuden kendt som ”Lidelsens næs” på grund af de farlige strømforhold og det barske vejr, der ofte hersker på stedet. Her kan bølgerne blive 14 meter høje, men fyret ligger heldigvis i sikkerhed på klipperne 50 meter over havoverfladen.

Et populært fotomotiv på stedet er foruden selve fyret et skilt, der viser retningen og afstanden til Nordkapp, der ligger intet mindre end 2518 kilometer herfra.

Her bliver man mindet om, at Norge er et imponerende langt land, mens et kig ud over havet og klippekysten understreger, at Norge ikke kun er et langt, men også et meget naturskønt land.

Sådan cirka midt mellem Lindesnes Fyr og Kristiansand ligger den charmerende by Mandal med omkring 15.000 indbyggere, der markedsfører sig som Norges sydligste by. Her er det værd at tage et par overnatninger, for Mandal byder på meget mere end sin fine titel.

Byen ved Mandalselven blev i sin tid rig på handel med tømmer, fisk og skaldyr, og sidstnævnte bliver stadig hyldet ved en årlig skaldyrsfestival i august, som sågar byder på de norske mesterskaber i rejepilning. Her kan man opleve nordmændene tage for sig af den populære spise, men på andre tidspunkter af året er der selvfølgelig også gode muligheder for at smage på fisk og skaldyr på byens restauranter.

Selve bybilledet i Mandal er præget af de hvidmalede træhuse, der er karakteristiske for den norske sydkyst. Mere end 600 af dem er erklæret bevaringsværdige, og på en solskinsdag er en slentretur rundt mellem de historiske træhuse efterfulgt af en is på havnen en oplagt aktivitet.

Fra byens gågadeområde kan man desuden kigge op på udsigtspunktet Uranienborg 60 meter over hustagene, og hvis man orker den stejle opstigning, venter belønningen i form af en flot panoramaudsigt over by, kyst og hav.

Selvom meget af Mandals charme ligger i de historiske træhuse, byder byen også på moderne arkitektur, som det er værd at kigge nærmere på. På havnen fører en moderne gangbro over til Mandals nye kulturhus, som rummer blandt andet bibliotek, biograf og turistbureau. Sidstnævnte er ganske velassorteret med gratis informationsmateriale, og her kan man blandt andet snuppe et par gratis kort over fine vandreruter i byens omgivelser.

Det mest bynære naturområde er Furulunden, der faktisk ligger i gåafstand fra Mandals centrum.

Man kan dog også parkere i området, der byder på flot og lettilgængelig natur med gode stier, badestrand, klipper og skov.

Her er også legepladser, toiletter og andre velkomne faciliteter. Mange sætter i godt vejr kurs mod Sjøsanden, der er områdets berømte lange strand, men det kan også betale sig at finde frem til den fine og mindre Kanelstranda mellem klipperne.

Her er der mere roligt, og udsigten til skærgården med de mange små ubeboede holme er helt sikkert en picnicpause værd.

Gågaden i Mandal byder på et godt miks af restauranter, caféer og butikker med alt fra blomster over bøger til børnetøj.
Gågaden i Mandal byder på et godt miks af restauranter, caféer og butikker med alt fra blomster over bøger til børnetøj.
Skiltet, der viser afstanden til Nordkapp, er et meget populært fotomotiv ved Lindesnes Fyr.
Skiltet, der viser afstanden til Nordkapp, er et meget populært fotomotiv ved Lindesnes Fyr.