Kinas kommunistiske Parti er hele det kinesiske folks ledende kerne. Uden denne kerne kan socialismens sag ikke sejre.
Den første tekstplanche slår fint tonen an med klassiske marxistiske ord som ”feudalistisk”, ”imperialistisk” og ”bourgeoisi”.
For mens det på gadeplan i den kinesiske storby Shanghai virker til, at her hersker den brølende kapitalisme, så lades den besøgende indenfor på Museet for Det Kinesiske Kommunistpartis Første Nationale Kongres ikke i tvivl om, hvem der sidder på magten i Riget i Midten.
Nok har Kommunistpartiet bevæget sig langt siden de tidlige proklamationer og formand Maos (mislykkede) kampagner for industrialisering og mod intellektuelle, men det er stadig Partiet, der er den ”ledende kerne”.
Om socialismens sag så har sejret i Kina kan unægteligt diskuteres, men det er ikke emnet for museet, der udelukkende beskæftiger sig med tiden op til, at det kinesiske kommunistparti blev grundlagt i 1921 i netop denne bygning i det, der dengang var det franske kvarter i Shanghai.
Så her er blandt andet et væld af pamfletter, aviser og propagandamateriale fra et nærmest overvældende antal af revolutionære bevægelser. Et udvalg, der jo også – nok utilsigtet – viser, at det ikke stod skrevet i stjernerne, at det lige skulle blive kommunisterne, der overtog magten i Kina 28 år senere.
At styrkeforholdet ikke var i kommunisternes favør i 1921 afspejles også ved, at kongresdeltagerne måtte flygte, da politiet kom på sporet af mødet, og selve det dokument, der oprettede partiet, blev først underskrevet om bord på en båd i den nærliggende by Jiaxing.
Underskrift eller ej, så er det noget overraskende – og skuffende – at netop det rum i stueetagen af museet, hvor 13 kinesere og to repræsentanter for Kommunistisk Internationale mødtes for at grundlægge partiet, er lukket for besøgende
Overraskende – og interessant – er det også, at museet på den væg, hvor de 13 partigrundlæggere er præsenteret, på ingen måde lægger skjul på, at ikke mindre end fem af dem senere faldt i unåde. To gik over til ”fjenden” – den anden part i den kinesiske borgerkrig, Kuomintang-partiet, der siden i mange år sad tungt på magten i østaten Taiwan. To forlod partiet, mens en enkelt opnåede den tvivlsomme ære at blive udråbt som trotskist.
Blandt de resterende otte kinesere var også en bondesøn fra Hunan-provinsen ved navn Mao Zedong. Mens de fleste historikere vurderer, at Kinas senere leder ikke spillede den store rolle på mødet i 1921, fremstår det ganske anderledes ved museets tableau af voksfigurer. Her står Mao og taler ved bordet, mens de øvrige lytter andægtigt.
Det er også her, at de besøgende kinesere for alvor finder mobiltelefonerne frem og begynder at tage billeder. Nok har store skilte ved indgangen gjort det klart, at der er fotografering forbudt i udstillingen, men siden vagterne ikke reagerer, kan man vel som udlænding også driste sig til at tage et par billeder ud fra mottoet skik følge eller land fly.
For Mao dyrkes stadig som nærmest en halvgud i Kina og optræder for eksempel på alle landets pengesedler. Det til trods for, at den senere leder Deng Xiaoping helt officielt har sagt, at Mao gjorde 70 procent rigtigt og 30 procent forkert.
Det var selvsamme Deng Xiaoping, der med et andet berømt udsagn – ”det er lige meget, om katten er sort eller hvid, bare den fanger mus” – satte gang i markedsøkonomien i Kina, den såkaldte ”socialisme med kinesiske kendetegn”.
En socialisme, hvor nogle kinesere er blevet endog meget rige, og som har ført til et massivt byggeboom og stor materiel fremgang både i Kina som helhed og i Shanghai i særdeleshed. Selve området for kommunistmuseet med dets huse i den særlige shikumen-stil er i nutiden et mondænt café-kvarter, vestlige mærkevarebutikker som Prada og Gucci har for længst indtaget Shanghais kendte handelsgade Nanjing Road, mens højhusene skyder til vejrs i Shanghais Pudong- distrikt (se boks).
Alt sammen noget, der ligger meget langt fra, hvad vi i Vesten vil betragte som kommunisme eller socialisme – men husk det med de ”kinesiske kendetegn”.
For Kommunistpartiet har i forbindelse med de økonomiske liberaliseringer omfavnet den gamle kinesiske politiske filosofi, konfucianismen, som landet i umindelige tider under forskellige kejsere blev styret efter. En isme, der meget kort beskrevet er særdeles hierarkisk, men hvor de højere lag også har ansvar for de lavere lag.
Og det kan jo i den rette udlægning lyde næsten kommunistisk…
