Idyl på Dødens Kyst

Langs de forrevne klippekyster hviler fiskerlandsbyer i stille laguner. Husene spejler sig i vandet, og konerne kalder mændene ind fra bugten fra vinduesåbninger i de små stenhuse. På den lille plads midt i byen trisser folk ind og ud af de små tapasbarer, der fungerer som byernes sociale tilholdssted

Fiskerlandsbyen Caión ligger i læ for Atlanterhavets værste luner på grund af de høje klipper, der omkranser byen. Ud over små restauranter har byen en havn og en lille strand, som besøgende kan nyde om sommeren, mens de ser ud over bugten, hvor fiskerne hiver dagens fangst i land. --
Fiskerlandsbyen Caión ligger i læ for Atlanterhavets værste luner på grund af de høje klipper, der omkranser byen. Ud over små restauranter har byen en havn og en lille strand, som besøgende kan nyde om sommeren, mens de ser ud over bugten, hvor fiskerne hiver dagens fangst i land. --. Foto: Anna Klitgaard.

Skibe og skær er i århundreder kollideret ved Galiciens kyster i Spaniens nordvestligste hjørne.

Det har givet kystlinjen navnet Costa da Morte, Dødens Kyst. De sorte rev ser da også denne eftermiddag faretruende og urokkelige ud, men nu om stunder er det mest bølgerne, der splintres i atomer mod dem.

Langs kysten stikker fyrtårne stadig deres søgende lysøje op og sender advarsler ud til skibene på havet. Men Dødens Kyst synes at have fundet fred, og det er mere idyl end drivtømmer, der kan findes i de små fiskerlandsbyer langs kysten.

Det er dog ikke mange år siden, at denne del af Galiciens kyst var vidne til en olietankers forlis.

De 60.000 ton råolie, som tankskibet "Prestige" i 2002 lækkede, truede med at ødelægge miljøet og naturen i området, men de apokalyptiske forudsigelser, som dengang blev fremsat, er heldigvis ikke blevet en realitet.

I stedet er området i dag igen grønt og smukt, og de mange små fiskekuttere i havnene langs kysten vidner om, at vandet stadig er levevejen for mange.

På restauranterne og i tapasbarerne i de små byer er der heller ikke meget andet end fisk på menuerne og i montrerne. Hummere, krebs, skaldyr og småfisk ligger side om side i spisestedernes udstillingsvinduer, og hele landsbyen synes at komme forbi for en stund at nyde frokosten, inden dagligdagens gøremål igen kalder.

Den konstante valfarten af mennesker ind og ud af spisestederne, lyden af samtaler, og familier, der søger borde for en let middag, giver landsbyerne en rolig og afslappet stemning. De er ikke til for turister, men finder man dem alligevel, så er man mere end velkommen.

Mens det i de større landsbyer er muligt at finde en seng, så er mange af de mindre så små, at det nemmeste er at leje en bil i en af de to større byer i Galicien og tage på dagsbesøg i nogle af de små landsbyer ved kysten.

La Coruna ligger tættest på Costa da Morte, men Santiago de Compostela er også et udmærket udgangspunkt.

Byen er mest kendt for at være endestation for den 750 kilometer lange pilgrimsrute fra Frankrig gennem Galicien, men den rummer langt mere end pilgrimme, blandt andet en fantastisk smuk katedral fra det 11. århundrede.

Besøgende kan bruge dage på bare at vandre rundt i de små gader, nyde arkitekturen og de mange caféer, tapasbarer og restauranter.

Fra Danmark er det billigere at flyve til La Coruna end til Compostela, og selvom La Coruna ikke har en katedral som nabobyens, så har den i sig selv nok at byde på til et par dages afslappende ophold.

Byen er kendt som glasbyen, fordi der på stort set alle huse langs den kilometerlange havnefront er hundredvis af små vinduer. De dækker over balkonerne ud mod havet og er virkelig en arkitektonisk specialitet.

Så er der også La Corunas vartegn, Torre de Hercules. Det er et kæmpemæssigt fyrtårn, som i århundreder har sikret skibe på det oprørske hav ud for byen, så de kom videre og ikke stødte på grund.

Langs hele byens kystlinje er der små badestrande, som de lokale bruger, så snart det er muligt. Selv i slutningen af februar var der enkelte solhungrende badegæster i vandet og på stranden.

Mens bylivet varierer i tempo, så er landsbylivet afslappet. I den lille fiskerby Caión sydvest for La Coruna, hvor Dødens Kyst begynder, kommer fiskerne ind i de små både, når konerne kalder fra husene på skrænten over stranden.

I løbet af siestaen mødes de alle på byens mange små tapasrestauranter, og hvis man har tid nok, er en lang frokost her et studium i den galiciske dagligdag. Dagen igennem kører tv?et i hjørnet, og mænd sipper stærk kaffe i baren, mens fruerne snakker ved bordene. Børn løber ind og ud, og personalet går i raskt trav frem og tilbage med alskens lækkerier på små tallerkener.

Mad synes i det hele taget at være centrum for meget af det sociale liv både i de to større byer og i fiskerlandsbyerne langs kysten.

Derfor kan det være et mål i sig selv at køre ud til de små byer for at finde de lokale steder, hvor fisken er frisk og lige trukket op af havet, og maden er billig.

En anden god grund er, at Galiciens kystlinje er smuk. Fra La Coruna er der ikke langt til de første små landsbyer på Dødens Kyst, og det gør det muligt at se meget på et par dage i bil.

Cabo Fisterra, Spaniens svar på verdens ende, ligger ved enden af Dødens Kyst og er et af Spaniens mest vestlige punkter.

En tange rækker ud i Atlanterhavet, og på en blæsende dag er det ikke svært at forstå, hvorfor så mange skibe har mødt deres endeligt ved denne kyststrækning.

Atlanterhavet sender kaskader af vand ind over klipperne, og bølgerne prøver virkelig kræfter med de forrevne klipper. Naturens kræfter står frem i al deres magt her, og det er et smukt, men skræmmende syn. På en solskinsdag er det svært at forstå, hvor farligt vandet er ud for kysten, for her viser Galicien sig fra sin pæneste og roligste side.

Men selv i vindstille vejr skal besøgende passe på strømforholdene langs kysten og i stedet satse på en af de mange små bugter, som fiskerlandsbyerne eller La Coruna gemmer på.

rejser@kristeligt-dagblad.dk

Langs Dødens Kyst ligger klipper og skær tæt. Det er dem, der i århundreder har plaget skibene og sendt mange sømænd i døden. --
Langs Dødens Kyst ligger klipper og skær tæt. Det er dem, der i århundreder har plaget skibene og sendt mange sømænd i døden. -- Foto: Anna Klitgaard.