Beit Shearim: Jødisk oldtidsby med grotter og stenkister

For næsten to tusinde år siden var byen Beit Shearim i det nordlige Israel det mest prestigefyldte sted for jøder at blive begravet. Byen er nu kommet på Unescos liste over verdens kulturarv

I grottegangene kommer de besøgende tæt forbi adskillige sarkofager. Foto: Nikolaj Krak
I grottegangene kommer de besøgende tæt forbi adskillige sarkofager. Foto: Nikolaj Krak. Foto: .

Den lille israelske dreng skubber med besvær en tung trædør i klippevæggen op. Han tager et skridt indenfor og står og blinker med øjnene for at omstille dem til grottens dunkle mørke.

Og da det går op for ham, hvad han er trådt ind i, udbryder han spontant et ”wauw”.

Det er nemt at blive ramt af en barnlig begejstring, når man besøger den jødiske oldtidsby Beit Shearim i det nordlige Israel godt 20 kilometer øst for Haifa.

Byen blev grundlagt i det første århundrede og udviklede sig de næste par hundrede år til at blive et sprudlende jødisk magtcentrum med den vigtigste jødiske gravplads.

I dag er Beit Shearim en ruinby med et væld af omfattende og velbevarede katakomber, der ikke bare kan virke imponerende på en israelsk dreng, men også fik Unesco til den forgangne sommer at udnævne stedet til en del af verdens kulturarv.

Et besøg i Beit Shearim giver et lærerigt indblik i en vigtig del af det jødiske folks historie og er samtidig en fascinerende vandring i lange, underjordiske gravkamre.

Byen Beit Shearim havde sin storhedstid mellem det andet og fjerde århundrede. Her holdt den jødiske lovgivende forsamling og øverste råd til i en længere periode efter at være blevet fordrevet fra Jerusalem, hvor romerne havde overtaget byen og ødelagt det jødiske tempel.

Det er dog især rabbineren og prinsen Judah Hanasi (år 135-217), der har æren for, at byen blev kendt og et centralt sted i den jødiske historie.

Han er kendt for at være den første, der nedskrev den jødiske lovsamling Mishnaen, der indtil da havde levet som mundtlige overleveringer. Judah Hanasi bosatte sig i Beit Shearim og blev senere også begravet her.

Det satte i det tredje og fjerde århundrede gang i en ny begravelsesmode blandt jøder. Traditionelt har Oliebjerget i Jerusalem været det mest eftertragtede sted for jøder at blive begravet, hvilket det stadig er den dag i dag.

Men da romerne havde forment jøderne adgang til Oliebjerget, blev en gravplads ved siden af Judah Hanasi i Beit Shearim det foretrukne alternativ.

Oldtidsbyen Beit Shearim er i dag en nationalpark. Her ses indgangen til stedets hovedattraktion, Kistegrotten. Navnet henviser til, at man har fundet 135 stenkister i grotten. Foto: Nikolaj Krak
Oldtidsbyen Beit Shearim er i dag en nationalpark. Her ses indgangen til stedets hovedattraktion, Kistegrotten. Navnet henviser til, at man har fundet 135 stenkister i grotten. Foto: Nikolaj Krak Foto: Nikolaj Krak

Beit Shearim er i dag en nationalpark, hvor en tydeligt afmærket, lettilgængelig og naturskøn rute leder en rundt til de vigtigste og mest velbevarede gravkamre og arkæologiske fund.

Der er over 30 katakomber udhugget i kalkstenen i undergrunden, hvor man har fundet mere end 200 stenkister. Da ikke alle grotter er lige godt oplyst, er det en god idé at have en lommelygte med.

Et af de mest imponerende gravkamre er det, man mener tilhører Judah Hanasi og hans familie.

For at komme ind i det, skal man krybe ind gennem en lav døråbning i en mange meter høj stenfacade. Indenfor ligger en række store gravkamre i forlængelse af hinanden med indhuggede gravpladser i siderne.

Den største grotte, der også er stedets hovedattraktion, hedder Kistegrotten og ligger som afslutningen på den officielle rute.

Grotten er 75 meter dyb og lige så bred og er indrettet som to lange korridorer, der forgrener sig ud i en række rum. Nogle rum er små gravkamre med få sarkofager, mens andre er store som haller med mange meter til loftet.

Det er også i denne grotte, man for alvor får fornemmelse af, hvor vigtigt stedet var for jøder for knapt 2000 år siden. Kistegrotten har sit navn efter, at man har fundet 135 stenkister derinde.

Og mange af kisterne bærer indskrifter, der afslører, at jøder er blevet fragtet hertil langvejsfra for at blive begravet. Der er blandt andet grave med folk, der boede i det, der i dag er Syrien, Tyrkiet og Yemen.

Ud over hebraisk er der gravtekster på både græsk, aramæisk og palmyrensk. Adskillige af teksterne lover en grusom død til dem, der tillader sig at forstyrre gravfreden.

Kistegrotten i Beit Shearim forgrener sig ud i flere rum, hvoraf nogle er store som haller. Foto: Nikolaj Krak
Kistegrotten i Beit Shearim forgrener sig ud i flere rum, hvoraf nogle er store som haller. Foto: Nikolaj Krak Foto:

Sarkofagerne og grotterne er rigt dekoreret med mønstre og figurer. Mange er velkendte jødiske symboler såsom den syvarmede lysestage, etrog-citronen og løvgrene, men der er også græske figurer.

På en af kisterne er der noget overraskende for en jødisk gravplads udhugget et stort billede af den græske sejrsgud Nike.

Den officielle rute rundt i nationalparken slutter i en grotte, der dengang var et glasværksted og i dag er omdannet til et museum, der gennemgår jødiske gravskikke.

Voksne betaler 22 shekel (knap 40 kroner) i entré og børn det halve. Ved indgangen til nationalparken er der en souvenirbutik og lille café, der sælger snacks. Desuden er der borde til at spise medbragt mad.

Bus nummer 301 kører fra Haifa og stopper i gåafstand fra nationalparkens hovedindgang. Beit Shearim er dog nemmest at nå med egen bil, hvor man blot skal være opmærksom på ikke at havne i den nutidige landsby Beit Shearim, der ligger flere kilometer fra nationalparken.

Parken er åben fra klokken 8 om morgenen til klokken 17 om eftermiddagen i sommermånederne og en time kortere om vinteren.

Man skal ankomme til parken senest en time inden lukketid, og det vil for de flestes vedkommende være passende at afsætte mellem en og to timer til en tur rundt i katakomberne.