Selvom man ikke forstår spansk og heller ikke helt forstår den katolske liturgi, er det en bevægende og stemningsfyldt oplevelse at besøge katedralen i pilgrimsbyen Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien. Især hvis man kommer til en af de messer, der gennemføres flere gange dagligt, og især, hvis man selv lige har vandret ad en af de pilgrimsruter (Caminoer), der fører til Santiago.
I krypten under katedralens hovedalter ligger ifølge legenden de jordiske rester af pilgrimmenes skytshelgen, apostlen Jakob, der kristnede Den Iberiske Halvø (Spanien og Portugal) i det første århundrede efter Kristus. Jakob vendte tilbage til Israel, hvor han blev halshugget af de romerske magthavere, og liget blev bragt tilbage til Nordspanien, og hans legeme stedt til hvile, hvor katedralen og Santiago i dag ligger. Sammen med Jakob er de jordiske rester af hans disciple Theodorus og Athanasius.
Man skal regne med at stå i kø for at komme ned i krypten. En og en går man ned ad smalle trappetrin til et beskedent rum, hvorfra der gennem en gitterlåge er indkig til Jakobs relikvieskrin i sølv. Her er hans jordiske rester efter godkendelse af den daværende pave anbragt i slutningen af 1800-tallet, og i det hele taget er den døde apostel blevet flyttet et antal gange. Foran gitterlågen knæler og beder troende, og der hersker en stilfærdig og andægtig stemning i det lille rum.
Når man kommer op fra krypten, kan man stille sig i en ny kø, oftest endnu længere, som leder opad til en statue af Jakob fra 1200-tallet. Den er anbragt over hovedalteret i koret og skuer ned gennem hovedskibet mod vest. Troende lægger hænderne på Jakobs skuldre og kysser ham i nakken. Ignorerer man presset fra køen bag en og giver sig lidt tid, kan man få et usædvanligt vue ned over kor, alter og skib, hvor bænkeraderne under messe er tæt besat. Ja, under messe er det stadig muligt at besøge krypt og statue, ligesom der er en stadig strøm af mennesker, mange i stilfærdig samtale, på katedralens gangarealer. I det hele taget er der en uhøjtidelig stemning under messerne.
Til den tredje unikke oplevelse i Santiagos katedral skal man ikke stå i kø, men til gengæld skal man være heldig for at ramme det rette tidspunkt. Hvor hovedskib og tværskib krydser hinanden, hænger fra loftet under kirkens hovedkuppel en røgelsesbeholder i 20 meter tov. Ved fastlagte højtideligheder, som kan findes på katedralens hjemmeside, bruges beholderen, kaldet Botafumeiro, til at sprede røgelse, men det sker også lejlighedsvis uden længere forudgående planlægning, efter sigende også mod betaling til kirken.
Botafumeiroen vejer 53 kg og måler 1,50 meter i højden, og op til otte mænd, kaldet tiraboleiros, bringer den i svingning på langs ad tværskibet. Først sænker mændene beholderen ned i hovedhøjde, hvor den fyldes med trækul og røgelse, som antændes.
Låget lægges på, og i en bestemt rytme trækker mændene med stor kraft i rebene, hvorved røgelsesbeholderen kommer til at svinge. På sit højeste er den tæt på at ramme loftet i tværskibet, og den opnår en fart på 80 kilometer i timen, når den drøner hen over hovederne på deltagerne i messen. Der går forståeligt nok et sus gennem menneskemængden, og røg og sødlig røgelseslugt breder sig i kirkerummet. ”Forestillingen” varer få minutter, og ved afslutningen er der jubel og klappende bifald i hele kirken.
Botafumeiroen er lavet af en guldsmed i 1851 og er verdens største af sin art. Selvom brugen af røgelse er et fast indslag i den katolske kirke, siges den voldsomme anvendelse i Santiagos katedral at være begrundet i, at røgelsen skulle dæmpe den grimme kropslugt fra de mange pilgrimme, som i hvert fald før i tiden næppe kom i bad hver dag under deres vandring på Caminoen.