De har gjort det igen, nordmændene. Sat en flot, opsigtsvækkende arkitektonisk markering på deres hovedstad.
Det begyndte med operabygningen fra 2008, der som et magisk landskab af snehvid marmor rejser sig af Oslofjordens mørke vand. Så kom det nye Holmenkollen skihopanlæg i 2011, og i efteråret 2012 åbnede Astrup Fearnley Museum for moderne kunst.
Museet er tegnet af den verdensberømte italienske arkitekt Renzo Piano, der er født i 1937 og for øvrigt i 2008 modtog Sonningprisen.
Som arkitekterne bag operabygningen udnyttede samspillet med Oslofjorden, er også Renzo Piano meget inspireret af Astrup Fearnley Museets beliggenhed direkte ud til fjorden.
Yderst i den nye bydel Tjuvholmen for enden af Aker Brygge er museet opført som et tredelt kompleks: to bygninger adskilt af en kanal, men forbundet af broer og et buet glastag med form som et kæmpemæssigt sejl, der i det ene hjørne strækker sig næsten helt ned til et grønt anlæg med skulpturpark og et strandområde, der når ud til vandkanten.
Renzo Piano har sagt, at kunstmuseet Louisiana ved Humlebæk har været en vigtig inspirationskilde for ham, netop på grund af samspillet mellem natur og kunst. At opleve lys, vand og kunst på én gang har været en drivkraft i det nye projekt i Oslo, og man mærker, hvor eminent det naturlige lys bliver fanget ind i museet. Når man befinder sig i de nordiske lande, hvor lyset til tider er ret sparsomt, gælder det om at fange det og udnytte det optimalt, mener Piano.
Asketræ, stål og glas er de gennemgående byggematerialer. Asketræet har en behagelig blød overflade og vil med tiden få en sølvgrå, blank patina.
Stålsøjler gentager indtrykket af masterne på de mange sejlbåde, der ligger i hele havneområdet i Oslo, og det store, samlende sejlformede tag fuldender det maritime helhedsindtryk. Og som det også var tilfældet med operaen, er der en venlig åbenhed og lethed, en gennemsigtighed og bevægelighed over Astrup Fearnley Museet.
Tilsyneladende har Oslos indbyggere taget det til sig: I løbet af de første par måneder, efter at museet i september i fjor åbnede, har der været omkring 25.000 besøgende!
Den private Astrup Fearnley-samling blev påbegyndt i 1960erne og er blandt verdens største, når det gælder moderne amerikansk og engelsk kunst. Den rummer værker af Jeff Koons (for eksempel den berømte porcelænsskulptur fra 1988 af Michael Jackson i gulddress med aben Bubbles), Cindy Sherman, Damien Hirst, Gilbert & George og mange andre.
Senere er samlingen blevet udvidet med værker af kinesiske, japanske og indiske kunstnere, og på den måde afspejler den en udvikling væk fra en helt overvejende amerikansk domineret verden til en mere global kultur med fælles kunstneriske udtryksformer.
Materialisme, masseproduktion og varemærker med kultstatus, fristelse, begær, social undertrykkelse og uretfærdighed er nogle af de overordnede motiver for værkerne.
Af engelske Damien Hirst kan man for eksempel se en ny-klassiker som Mother and Child Divided fra 1993. Værket består af en ko og en kalv, som hver især er frosset ned, savet igennem og sænket ned i fire bassiner med formaldehyd. En moderne variation over vanitas-motivet, som Hirst også gentager i mange andre af sine værker, der beskæftiger sig med død og forgængelighed.
Fra 2007 stammer værket God Alone Knows, der gentager korsfæstelsesscenen på Golgata, men i skikkelse af tre får, som er skåret op og hængt op som på kors, nedsænket i hvert sit bassin med formalin.
En anden udgave af temaet forgængelighed ses i den store indgangssal: den kinesiske kunstner Huang Yong Pings keramikskulptur fra 2007 af Colosseum i Rom, som er blevet invaderet af naturens kræfter i form af græs og palmer. Værket er meget detaljeret udført og fylder godt ud i salen med sine 2,25 meter i højden og en diameter på omkring seks meter.
Hvor der i oldtiden foregik dramaer på liv og død mellem slaver og vilde dyr som en magtdemonstration fra Romerrigets side, vokser nu fredelige grønne palmer op mellem sprækkerne.
Vejen tilbage til Oslo centrum fra det nye museum går gennem det eksklusive boligområde på Tjuvholmen langs Stranden og Aker Brygge, som har et væld af gode restauranter, især med fisk på menukortet. Den helt fantastiske fiskesuppe på Lofoten Fiskerestaurant kan varmt anbefales!
Tæt ved Oslo Rådhus, i bunden af Pipervika, ligger Nobels Fredscenter i den gamle Vestbanestation.
Centeret åbnede i 2005 og præsenterer alle modtagere af Nobels Fredspris og fortæller historien om Alfred Nobel. Prisen uddeles på Oslo Rådhus hvert år på Alfred Nobels dødsdag, den 10. december.
EU var som bekendt prismodtager i 2012.
Ud over udstillingerne kan man på Fredscenteret deltage i debat-, film- og foredragsarrangementer i tilknytning til problemstillinger som krig, fred og problemløsning.
Centeret er kendt for at arbejde meget bevidst med interaktiv teknologi og pædagogik, og der er et ganske omfattende program for børn, så her kan man virkelig tale om et oplevelsescenter.
Indtil den 17. februar 2013 vises en enestående udstilling af den legendariske dokumentarfotograf Henri Cartier-Bressons billeder af Mahatma Gandhi.
Gandhi fik aldrig Nobels Fredspris, skønt han var nomineret adskillige gange. Cartier-Bressons billeder af Gandhi er de sidste, som blev taget af den store fredsskikkelse, før han blev skudt og dræbt i januar 1948.
Hele billedserien er en smuk og poetisk dokumentation af det store Indien, som Gandhi blev landsfader for.
Kristeligt Dagblad var inviteret til Oslo af DFDS Seaways, som også har lanceret en rejseguide til byen. Se www.oplevoslo.dk
Få flere tips til seværdigheder i Oslo i denne rejseguide.
