Han steg ikke til stjernerne for han tilhørte jorden.
Det frit oversatte citat ved den portugisiske forfatter José Saramagos gravsted stammer fra bogen Historien om Baltasar og Blimunda og den forunderlige Passarola, men er også et godt udtryk for Saramagos livssyn.
Saramago er begravet i det centrale Lissabon foran Casa dos Bicos et berømt 1600-tals hus tæt ved Tejo-floden. Huset er ejet af José Saramago Fonden og er nu indrettet som en slags mindehus for den i Portugal ganske kontroversielle forfatter, der modtog Nobelprisen i litteratur i 1998.
LÆS OGSÅ: Nobelprismodtager hjælper dansk forskning
Over graven står et oliventræ fra den lille provinsby Azinhaga, hvor Saramago blev født i 1922, mens forfatteren er stedt til hvile under jord bragt hertil fra den spanske ø Lanzarote, hvor han døde i 2010.
Der er i øvrigt en forbindelse mellem kontroversiel og Lanzarote, men derom senere.
Indenfor i det nyrestaurerede mindehus der med lidt god vilje også kan kaldes et museum og koster tre euro (godt 20 kroner) at besøge er førstesalen viet til en permanent udstilling med genstande og billeder fra Saramagos liv. Her kan man også høre Saramagos takketale ved nobelprisoverrækkelsen eller se en rekonstruktion af forfatterens arbejdsværelse.
Desværre for en udenlandsk besøgende er kun enkelte af informationstavlerne oversat til engelsk, så medmindre man behersker portugisisk, består oplevelsen mest i at kigge på billeder og indsnuse den noget sakrale stemning i det marmorfyldte mindehus hvilket umiddelbart forekommer paradoksalt ihukommende forfatterens kommunistiske og ateistiske overbevisning.
Og det er her, at vi er tilbage ved Saramagos kontroversielle status i det katolske Portugal og historien om Lanzarote. For da den daværende konservative portugisiske regering under ledelse af Aníbal António Cavaco Silva i 1992 slettede romanen Jesusevangeliet fra kandidatlisten til en europæisk litterær pris, flyttede Saramago i protest til Lanzarote.
Ifølge regeringen var bogen, hvor en helt igennem menneskelig Jesus mod sin vilje er fanget i et magtspil mellem Gud og Djævelen, en fornærmelse mod katolicismen og religion som sådan. Silva dukkede da heller ikke op til Saramagos begravelse, ligesom flere portugisere, da Saramago fik Nobelprisen i litteratur, mumlede, at det da vist var den forkerte portugiser, som fik prisen, der i stedet burde være gået til António Lobo Antunes.
Som ikke portugisisktalende er det svært at afgøre, hvor meget mindehuset gør ud af den historie, men et område, hvor fonden bag virkelig har gjort sig anstrengelser, er ved anskaffelsen af et stort antal Saramago-romaner på diverse sprog. De hænger nu på nærmest skulpturel vis på væggene i bygningen og er det element i udstillingen, der gør størst indtryk. Blandt andet findes her den danske udgave af romanen Det år Ricardo Reis døde, som foregår i Lissabon.
Efter en tur til den øverste etage, hvor der sælges Saramago-romaner, krus, trøjer og kuglepenne, er det oplagt at drage ud i Lissabon på en lille litterær rundtur. For Lanzarote eller ej var Saramago først som sidst en lissabonner.
Saramago boede imidlertid, som det fremgår af erindringsbogen Small Memoires (Små minder), så mange steder i Lissabon, at det er mere oplagt at følge en af hans fiktive karakter, Ricardo Reis.
Så turen går fra Casa dos Bicos over den prangende Praça do Comércio videre flere steder følgende ruten for den blandt besøgende meget populære sporvognslinje 28 til Bairro Alto-området. Første stop er hotel Bragança eller LX Boutique Hotel, som hotellet, hvor Ricardo Reis i romanen indlogerer sig i flere måneder, nu hedder. Derfra går det stejlt opad til en lille park ved Santa Catarina-udsigtspunktet, hvor Ricardo Reis tilbringer flere timer med avislæsning i selskab med en skulptur af den mytologiske Adamastor-figur.
Her er der blandt andet udsigt til Portugals 25. april-bro, der ligner San Franciscos Golden Gate-bro til forveksling.
Ricardo Reis var i øvrigt et af talrige pseudonymer, som den portugisiske nationaldigter Fernando Pessoa benyttede, og Saramago lader ham i romanen, der vel nærmest er en hyldest til Pessoa, ankomme til Lissabon i anledning af Pessoas død i 1935.
Det gode ved turen er, at man ser andre dele af centrum i Lissabon, end turistbrochurerne lægger op til.
Det udfordrende er, at gaderne og kvarterne er som Saramago-romaner er flest: kringlede. Da Saramago ikke er så kendt en forfatter som for eksempel Franz Kafka og James Joyce, eksisterer der ingen officiel byrundtur i forfatterens fodspor som i Prag og Dublin men måske kommer det snart.
Den anerkendte litteraturkritiker Harald Bloom mener i al fald, at Saramago er en ekstraordinær forfatter, der vil være en blivende del af den vestlige litteraturkanon.
Som det fremgik af kontroversen omkring Jesusevangeliet, har andre svært ved at se værdien af Saramagos forfatterskab. Vatikanets avis, LOsservatore Romano, skrev således en særdeles bidsk nekrolog over José Saramago, som blev kaldt en ekstremistisk populist, der i sine romaner ikke bekymrede sig om at bruge fantasien til at skjule den evige marxists ideologiske aftryk.
