Kalmar Slot i Sverige: Nordens bedst bevarede renæssanceslot

I 1397 dannede Kalmar Slot i Sverige rammen om en stor politisk begivenhed i Nordens historie. I dag er slottet den charmerende provinsbys største seværdighed

Der er mange grønne områder i byen. Fra Kattrumpan på Kvarnholmen kan man hoppe direkte i vandet fra badebroen, nyde udsigten til Øland eller blot snuppe lidt læsestof fra turistbureauets orange kommode.
Der er mange grønne områder i byen. Fra Kattrumpan på Kvarnholmen kan man hoppe direkte i vandet fra badebroen, nyde udsigten til Øland eller blot snuppe lidt læsestof fra turistbureauets orange kommode. Foto: Morten Herlev.

Kalmar Slot er under belejring. Ikke af soldater, der ligger på lur i terrænet, men derimod af vilde kaniner, der har gjort voldene omkring det imponerende slot til deres hjem.

Bortset fra risikoen for at træde i kaninefterladenskaber er en gåtur rundt på voldene en fin oplevelse. Her kan man nyde udsigten over Kalmarsund til aflange Øland, der er Sveriges næststørste ø.

Der har ligget en borg her på det strategisk vigtige punkt siden slutningen af 1100-tallet. Gennem århundrederne blev borgen udbygget, og i 1500-tallet fik slottet sit nuværende udseende. Den middelalderlige borg blev ombygget og udvidet til et prægtigt slot i renæssancestil, og den dag i dag er Kalmar Slot kendt som Nordens bedst bevarede renæssanceslot.

Man skal skrue tiden tilbage til 1397 for at ramme den begivenhed, som Kalmar og Kalmar Slot er allermest kendt for. Her blev den 14-årige Erik af Pommern nemlig kronet som regent af et forenet Norden i slotskirken, og Kalmarunionen var hermed formelt en realitet. I de første år var det dog ikke kongen selv, men derimod hans plejemor, Margrethe den Første, der regerede.

Kalmarunionen var først og fremmest et kongefællesskab for de tre kongeriger Danmark, Norge og Sverige.

Tanken bag Kalmarunionen var blandt andet at skabe et stærkere modspil til de magtfulde hansestæder, der i middelalderen dominerede både handel og politik i Østersøområdet. Det var dog så som så med den nordiske enighed på sigt, for svenskerne var ikke tilfredse med, at Kalmarunionen havde sit magtcentrum i Danmark. Med proklamationen af Gustav Vasa som svensk konge i 1523 sagde Sverige endegyldigt farvel til kongefællesskabet, som det til gengæld lykkedes Danmark at opretholde med Norge helt frem til 1814.

I dag rummer Kalmar Slot et museum med både permanente og skiftende udstillinger. I den permanente udstilling om slottets arkitektur og historie kan man naturligvis blive klogere på selve Kal-marunionen, mens livet på slottet i renæssancen og Kalmarkrigen mellem Danmark og Sverige i begyndelsen af 1600-tallet også belyses.

En rundtur på slottet fører gennem mange smukke rum med loftsmalerier, og her er naturligvis også både riddersal, våbensamling og slotskirke.

I slottets gamle kvindefængsel kan man gyse over datidens hekseforfølgelser, og i den lidt lettere afdeling kan man bese det lille elskerindeværelse, der blev indrettet i praktisk nærhed til de kongelige gemakker.

Foruden udstillinger og rundvisninger danner Kalmar Slot året rundt ramme om en mængde kulturelle begivenheder som udendørs koncerter, teaterforestillinger og børneaktiviteter. Det er også meget populært at blive viet i de historiske og romantiske rammer.

Selvom slottet fylder meget i Kalmars historie, er byen også værd at gå på opdagelse i. Kalmar har flere gange modtaget Europa Nostra-prisen for sit velbevarede bymiljø, og tæt på slottet ligger den maleriske gamle bydel, Gamla Stan.

Her lå middelalderbyen, som brændte ned i midten af 1600-tallet, hvorpå indbyggerne blev flyttet til det nuværende centrum på Kvarnholmen. Til gengæld blev der i 1600- og 1700-tallet opført sommerboliger i Gamla Stan, hvor man den dag i dag kan slentre rundt og indsnuse stemningen og duften af roser blandt de mange velbevarede træhuse.

Selve Kvarnholmen, der blev anlagt som en moderne fæstningsby med vinkelrette gader, rummer også adskillige historiske træhuse, en imponerende domkirke i barokstil samt en håndfuld flotte bygninger i jugendstil.

Et besøg i Kalmar giver desuden gode muligheder for at kombinere kultur- og natur-oplevelser. Vandreruten Kalmarsundsleden fører gennem byen, og fra slottet kan man gå direkte ud i Kalmarsunds-parken og videre sydpå til naturskønne Stensö. Undervejs er der gode muligheder for et friskt havbad, hvis det er den tid på året, men man kan også nøjes med at nyde udsigten til adskillige små øer og holme og Øland i horisonten.

Selve Øland udgør desuden et oplagt udflugtsmål fra Kalmar. En seks kilometer lang bro fører fra Kalmar over sundet til øen, der blandt andet rummer det specielle slettelandskab Stora alvaret, der er udnævnt til Unesco-verdensnaturarv.

Kalmar Slot har ændret udseende gennem tiderne, men fremstår i dag som det bedst bevarede renæssanceslot i Norden.
Kalmar Slot har ændret udseende gennem tiderne, men fremstår i dag som det bedst bevarede renæssanceslot i Norden. Foto: Morten Herlev
De karakteristiske rødmalede træhuse præger gadebilledet i Gamla Stan i Kalmar.
De karakteristiske rødmalede træhuse præger gadebilledet i Gamla Stan i Kalmar. Foto: Morten Herlev