Balasagun: Nu står kun tårnet tilbage

Burana-tårnet er den eneste rest af det tidligere silkevejscentrum Balasagun i det nuværende Kirgistan

Burana-tårnet i det nuværende Kirgistan blev bygget i det 11. århundrede og var oprindelig 45 meter højt.
Burana-tårnet i det nuværende Kirgistan blev bygget i det 11. århundrede og var oprindelig 45 meter højt.

Det er et sted som her, at ny teknik for alvor gør nytte. Trappegangen i det indre af den gamle minaret er nemlig bragende mørk. Så frem med smartphonen, tænde for lommelygte-funktionen – og med lys over trinene er alt godt igen.

Godt blev det aldrig igen for byen Balasagun efter det 14. århundrede.

Faktisk var det allerede begyndt at gå markant nedad med mongolernes erobring af byen i 1218. Og stående 25 meter over jordoverfladen på toppen af Burana-tårnet, som byens gamle minaret og eneste tilbageværende bygningsværk er mest kendt som, er det ganske svært at forestille sig, at der her i det flade og frodige landskab små 100 kilometer øst for det nuværende Kirgistans hovedstad, Bisjkek, tidligere fandtes et stort civilisationscentrum.

Indenfor på selve friluftsmuseets område dominerer det, der ligner en nutidig privatbolig, en jurte (det lokale nomadetelt), en betonpavillon samt skure og skurvogne til de arbejdere, som er i gang med at rekonstruere enkelte ældre fundamenter, der er blevet gravet fri af jorden.

Burana-tårnet , der er bygget i det 11. århundrede af Karakhanid-dynastiet, som på det tidspunkt herskede over et stort område i nutidens Kina, Kirgistan og Usbekistan, var oprindelig 45 meter højt. De øverste 20 meter sørgede jordskælv i det 15. og 16. århundrede for at gøre kål på, mens minaretens nuværende udseende skyldes ”vedligehold” i sovjettiden.

Indenfor i ”privatboligen”, der viser sig at være det stedlige museum, begynder udstillingen netop med en række fotos af Burana-tårnet fra 1930’erne, hvor tårnet mest af alt ligner en skoddet cigar.

Minareten menes i øvrigt i sine velmagtsdage at have været udstyret med en lyskilde i toppen som en hjælp for karavanerne på Silkevejen til at finde frem. Problemet var bare, at lokale nomadiske stammer – og i sidste ende altså mongolerne – også kunne se lyset og vidste, at her var en by, det var værd at plyndre.

Alligevel er her gjort nogle fantastiske fund, som viser, at globalisering og kulturmøde på ingen måde kun hører nutiden til.

For nok var Silkevejen primært et væld af handelsruter mellem øst og vest, men dens rolle som udbreder af forskellige religioner og kulturer skal ikke undervurderes – Silkevejen var for eksempel helt afgørende for buddhismens og kristendommens udbredelse i Kina.

I Balasagun betyder det, at man på museet både kan se nestoriansk-kristne kors, bunker af blandt andet kinesiske mønter og (grav)sten på aramæisk, sogdisk og arabisk. Her er også et ossuarium, den type kiste, som zoroastere (zarathustriere) brugte til at opbevare deres afdødes knogler i, samt mængder af mere dagligdags genstande som krukker og smykker.

Desværre er der ikke megen information at hente på selve museet. Nok er der lidt russisk og engelsk tekst enkelte steder, men det er en fordel at være i selskab med en guide, der ved noget om fundene.

Museets eneste ansatte er nemlig en kvinde, hvis indsats består – ud over at tænde og slukke lyset – i at sige ”no photos” til enhver besøgende, der tager kameraet frem, så længe hun er inde på museet, og, når hun går rundt udenfor, at sige ”no smoking” til de besøgende, der har dristet sig til at tænde en cigaret. Kvinden fremtræder dog noget mere venlig, når man nærmer sig den jurte med souvenirs, som hun også bestyrer.

Det med den mangelfulde information gentager sig for enden af den sti, der fører fra jurten til et område med såkaldte balbals; en særlig type gravsten, der er vidt udbredt i Centralasien.

Ja, det vil sige, at videnskaben antager, at stenene, der viser stiliserede ansigter og overkroppe, er gravsten.

I det hele taget er der meget, der ikke vides om Balasagun, som ifølge arkæologer var op mod 75 gange større end de 36 hektar, der nu er friluftsmuseum.

Men stående blandt de mange balbals med udsigt til Burana-tårnet og bjergene i baggrunden er det faktisk en helt fin øvelse selv at forestille sig, hvordan her så ud, da stedet var en stor by på Silkevejen.8

På en mark ved siden Burana-tårnet står en række såkaldte balbals, en særlig type gravsten, der er udbredt i det centrale Asien. – Begge fotos: Thomas Andreasen.
På en mark ved siden Burana-tårnet står en række såkaldte balbals, en særlig type gravsten, der er udbredt i det centrale Asien. – Begge fotos: Thomas Andreasen.