Berlins historie er tæt forbundet med jødisk kultur. I 1671 gav kurfyrst Friedrich Wilhelm 50 velhavende jødiske familier fra Wien tilladelse til at slå sig ned i Berlin mod betaling. Familierne var under statens beskyttelse og fik blandt andet lov til at bedrive handel og holde gudstjenester i eget hjem.
I 1714 opførtes den første synagoge i Berlin, det jødiske samfund voksede, og i begyndelsen af 1700-tallet var der omkring 1000 beboere i Berlins jødiske ghetto. Inden nationalsocialisternes magtovertagelse i 1933 var tallet vokset til 160.000.
I dag har Berlin den hurtigst voksende jødiske befolkning i verden uden for Israel, hvilket ikke mindst skyldes, at et stort antal jøder fra de tidligere sovjetrepublikker er flyttet til byen efter Murens fald, men også unge israelske iværksættere og entreprenører fra Tel Aviv slår sig ned og åbner blandt andet delier, dagligvarebutikker og de-signvirksomheder.
Den israelske ambassade skønner, at der bor i omegnen af 15.000 israelere i Berlin - af nogle også spøgefuldt kaldet Spree-Aviv - og tendensen er stigende.
Udviklingen kickstartedes allerede i Honeckers østtyske administrations døende år.
I 1988 besluttede man at restaurere den store maurisk-inspirerede synagoge på Oranienburgerstrasse i Mitte, som var blevet beskadiget under krigen.
I tilknytning hertil grundlagdes Centrum Juadaicum, et udstillings- og kulturoplysningssted. I 1991 blev synagogen begavet med den smukke gyldne kuppel, der nu dominerer bybilledet, og få blokke væk etableredes en jødisk kostskole.
Et stenkast herfra, på Auguststrasse, ligger desuden den tidligere jødiske pigeskole - Ehemalige Jüdische Mädchenschule - en smuk bygning, der for få år siden fik nye lejere i form af private gallerier og et par højt profilerede restauranter.
Mens Pauly Saal er noteret for en stjerne i Michelin-guiden, har den mindre prætentiøse Mogg & Melzer vundet berømmelse på at lave de måske bedste pastrami-sandwicher uden for New York - og det er blot en af mange jødiske specialiteter på stedets menukort.
Jødisk madkultur er i det hele taget rigt repræsenteret i Berlin. Den kan blandt andet opleves på restaurant Neni, der ligger på 10. etage i det fashionable Bikini Hotel.
Kvinden bag hotellet er den Tel Aviv-fødte Haya Molcho, der har opkaldt stedet efter forbogstaverne i hendes sønners navne - Nuriel, Elior, Nadiv og Ilan. Her serveres en klassisk Reuben sandwich (pastramisandwich) side om side med tun sashimi (rå fisk af en eksklusiv kvalitet) og mellemøstlige specialiteter som baba ganoush (auberginedip) og falafel.
På det jødiske uddannelsescenter Chabad tilbyder den kosher-certificerede restaurant Milo kreplach - den særligt jødiske pendant til kinesisk wonton og italiensk ravioli, men også vidt forskellige retter som wienerschnitzler, hummus og tahin er på spisekortet.
At de jødiske spiseregler håndhæves, er der heller ingen tvivl om på Danziger Strasse i Prenzlauerberg, hvor man hos Kädtler bager brød, bagels og kager under opsyn af en rabbi. Hvis man selv skal stå for madlavningen, er der et utal af muligheder for at købe kosher i Berlin. For eksempel hos KosherLife på Brunnenstrasse, der ligger tæt på et af de steder, hvor Muren adskilte Øst- og Vestberlin i næsten 30 år.
De to unge israelere Doron Eisenberg og Nir Ivenizki har taget skridtet videre endnu. Sammen driver de pladeselskabet og bookingbureauet Legotek, som både har kunstnere i stald fra hjembyen Tel Aviv og fra Tyskland.
Musikken sælges i makkerparrets egen kombinerede café og musikbutik på Allerstrasse, en undseelig gade i Neukölln. Café Gordon, som cafébutikken hedder, excellerer i elektronisk musik og stabler desuden forskellige arrangementer på benene.
Foruden de indlysende fordele, der kan være ved at bo i en kulturbærende by som Berlin, nyder de unge israelske kunstnere og entreprenører også godt af, at leveomkostningerne er betydeligt lavere i den tyske hovedstad end i Israel.
At det ikke udelukkende er fryd og gammen at være jøde i Berlin mindes man desværre om, når man ser opbuddet af politibetjente med maskinpistoler foran den nye synagoge og andre jødiske institutioner i Tysklands hovedstad.
Det er heller ikke tilrådeligt at bære sin kippa (hovedbeklædning) helt, som man har lyst til.
Ikke mindst i de dele af byen, hvor der bor et stort antal muslimer, kan det være problematisk.
Det ændrer ikke ved, at den jødiske kultur atter er ved at få fodfæste i Tysklands hovedstad.
