Gad vidst, hvad Karl Marx ville sige til, at én af de befolkningsgrupper, der driver de i forvejen meget høje ejendomspriser i London i vejret, er russere? Alt for rige russere, der tilsyneladende ikke aner, hvad de skal stille op med deres mange penge. Penge, der i stor udstrækning stammer fra Sovjetunionens ophørsudsalg, hvor statslige fabrikker og industriforetagender blev solgt for en slik, da landet efter omtrent 75 års forsøg i begyndelsen af 1990'erne opgav at gennemføre Marx' politiske idéer i praksis.
Denne historiens ironi er af gode grunde tabt på Karl Marx (1818-1883), der ikke kan sige så meget, begravet som han er på kirkegården i London-forstaden Highgate efter at have levet over halvdelen af sit liv i den britiske hovedstad.
Sige noget kan derimod Mick Brooks, der er guide på en gåtur i Marx' fodspor i det centrale London. Han gør det imidlertid fra begyndelsen klart, at han kun udtaler sig om perioden, hvor den tyske politiske teoretiker og materialistiske filosof levede. Ikke om, hvordan det siden gik med den praktiske gennemførelse af proletariatets diktatur.
Turen begynder ved Piccadilly Circus med udsigt til et meget stort og meget kapitalistisk elektronisk reklameskilt og med en nationalitetsmæssigt særdeles blandet skare af tilhørere. Med i gruppen er folk fra blandt andet Colombia, USA, Brasilien, Italien, Frankrig, Tyskland, Spanien - ja to ukrainere er også med, omend de er for unge til at kunne huske noget fra landets sovjetiske fortid.
Første stop er i den nu ganske fashionable Soho-bydel uden for en cocktailbar med navnet Be at One Bar. Mick Brooks sukker og siger noget om historieløshed. Indtil for kort tid siden lå her en pub med det langt mere passende navn Red Lion (Rød løve). Mere passende, fordi det var her, at Karl Marx sammen med Friedrich Engels omkring årsskiftet 1847-1848 forfattede sit nok mest kendte skrift, ”Det Kommunistiske Partis Manifest”. Det er det med den berømte indledning: ”Et spøgelse går gennem Europa - kommunismens spøgelse.”
For gruppen går turen videre rundt i Soho til en lang række steder, hvor Karl Marx boede og virkede fra 1849 og syv år frem. For nok er manifestet skrevet i London, men der skulle gå endnu noget tid, inden Marx tog permanent ophold her efter at være blevet udvist fra Preussen.
Modsat nu var Soho i midten af det 19. århundrede et slumområde, som var det eneste sted, fattige indvandrere havde råd til at bo. Her havde Marx rigeligt af observationsmateriale til at se, hvordan den gryende industrialisering udbyttede arbejderne - og på egen krop opleve fattigdommen, for Marx og familien var vitterligt fattige. Fire ud af syv børn, som Marx og hustruen, Jenny von Westphalen, fik, døde som små, og det eneste, der holdt familien oven vande, var de penge, som Friedrich Engels sendte, så Marx kunne fortsætte med at studere, skrive, teoretisere og for den sags skyld undervise gratis i sprog, som han gjorde på pubben The White Hart, der fortsat findes.
Ironisk nok tjente Engels sine penge som medejer af en tekstilfabrik i Manchester.
En ironi, der på ingen måde er tabt på guiden Mick Brooks, der med et smil på læben fortæller om Engels' jagtture i Manchester sammen med andre kapitalister.
I det hele taget er Mick Brooks en skattekiste af oplysninger og anekdoter, ikke kun om Marx og kompagni, men også om London gennem tiderne. Gåturen giver dermed et helt andet perspektiv på byen end en normal guidebog, hvilket, uanset hvad man synes om Marx, i sig selv er spændende - og havde man været på egen hånd, havde man ikke haft en chance for at gætte den historiske betydning af de forskellige bygninger, der alle nu virker til at rumme værtshuse eller restauranter, for de lokale myndigheder gør sig på ingen måde i at oplyse om Marx.
Ja, det vil sige: Der er et enkelt sted undervejs, hvor en lille blå mindetavle på en husmur fortæller, at her boede Karl Marx. Det er i Dean Street, en af de større gader i Soho, hvor Marx-familien boede i fem år, inden Karl Marx' baronessehustru (hun hed jo noget med ”von”!) arvede en sum penge, der satte dem i stand til i 1856 at flytte fra Soho og til væsentligt sundere forhold i Hampstead Hill.
Gruppen er også ude af Soho, for turen slutter på British Museum, hvor Marx havde sin faste plads i læsesalen. For tiden er der desværre ikke offentlig adgang til læsesalen, der er blevet omfattende restaureret, men Kongens Bibliotek, der nu huser en udstilling om Oplysningstiden, ser fortsat ud omtrent som i Marx' tid.
Så det er her, at Mick Brooks afsluttende gør reklame for sin egen bog ”Capitalist Crisis - Theory and Practice” (Den kapitalistiske krise - teori og praksis), hvor han skoser de liberalistiske økonomer for ikke at have set den økonomiske krise komme - en krise, der set fra Brooks' marxistiske udgangspunkt var ganske forudsigelig.
Her er det helt oplagt at spørge, hvad der så gik galt i Sovjetunionen, men nu har Mick Brooks jo helt fra begyndelsen sagt, at han ikke vil forholde sig til tiden efter Marx. Mon ikke hans svar ville have været, at det sovjetiske sammenbrud skyldtes Lenins og Stalins senere ”fejlagtige” tilføjelser til Marx' videnskabelige socialisme? Man kan næsten høre Marx brumme samstemmende ude fra kirkegården i Highgate.
