Skal man på isvandring, er kun en form for fodtøj anvendelig: solide støvler med kraftige jernpigge under. I Norge kaldes de steigeisen, og med sådan et par kolosser under fødderne og en ishakke i højre hånd er man parat til en tur gennem et fascinerende islandskab, der består af små bjerge, bløde dale og stejle kløfter.
Indimellem kan man høre lyden af smeltet gletsjervand, der klukkende løber i små strømme under isen, indimellem ovenpå og andre gange blot ligger stille i små islommer. Overalt høres isens knitren, mens den langsomt opvarmes af solen. De fleste isvandrere er afsted i grupper, hvor deltagerne holder fast i et torv, der er fæstnet til hver enkelt og således binder deltagerne sammen. Håbet er selvfølgelig, at man med et tov om livet ikke så let snubler og glider nedad.
LÆS OGSÅ: Et norsk eventyr med slagside
Stedet er Nigardsbreen, som er den største gletsjer på det europæiske fastland minus Grønland og Island. Den ligger lidt nord for Sognefjorden i Norge.
Navnet kommer af, at gletsjeren tidligere bredte sig ud over dalen og på sin vej udslettede en gård Nigarden.
Modsat andre gletsjere er Nigardsbreen ikke opstået i istiden, men i middelalderen og er derfor kun 700 år gammel. Gletsjeren strækker sig over syv kilometer, og her, hvor isvandringen finder sted, er isen 60 meter tyk.
Vi er en gruppe, der er gået fra dalen og op ad en af flere isarme, der snor sig fra gletsjeren og ned over bjergkløfterne. Det ligner en mægtig flod, der i al dens styrke og vælde er væltet ned ad bjerget, men så med ét pludselig er stoppet op og frosset til.
På overfladen ligger et lettere sort lag snavs, som stammer fra grus, jord og sten, der er skredet ned fra bjergene.
På vej op møder vi danskeren Rune, der iført t-shirt og kasket og lettere forpustet står med en stor ishakke over skulderen.
Sammen med to kolleger har han netop hugget en smal antydning af en sti i isen og på de stejleste steder små trin, så isen er lettere at færdes på.
Siden det 18. århundrede har nordmændene krydset isen for at handle og eksempelvis købe kvæg, som herefter blev ført tilbage hen over gletsjeren. På en god dag ville turen tage 10-12 timer, men ofte varede den meget længere.
Når enkelte dyr indimellem gav efter for træthed, blev de lagt på ryggen, fik benene bundet sammen og trukket eller skubbet resten af vejen ned ad isen. En smertefuld proces, der ikke kunne undgå at efterlade dyret med bare pletter og sår på ryggen men for fattige bønder og handelsfolk var det vigtigste, at dyrenes liv blev reddet.
For foden af klippen bugter en flod af vand fra den smeltende gletsjer sig gennem området. Vandets farve er nærmest unaturligt turkis på grund af særlige partikler i gletsjervandet. Tidligere dækkede gletsjeren hele den nærliggende sø, men i løbet af de seneste 100 år har den trukket sig helt op på land, og den fortsætter tilbagetrækningen med 20-30 meter hvert år.
Det skyldes ikke de nuværende klimaforhold, for isen har en langsom responstid på mellem 30 og 40 år. De forandringer, der sker med isen i disse år, er derfor en reaktion på klimaforholdene helt tilbage i 1970erne! Af samme grund har forskere siden midten af 1900-tallet været interesseret i isen.
Det samme har turister. Gletsjeren besøges hvert år af op mod 50.000 turister, hvoraf cirka 10.000 tager en tur op over isen.
På grund af allemandsretten er gletsjeren tilgængelig for alle, men er man nybegynder, kan det anbefales at tage med på en guidet tur. Så er man i sikre hænder. Her får man alt nødvendigt udstyr udleveret, og der udbydes ture fra en til fem timers varighed.
Børn skal være seks år for at deltage på den korteste tur og mindst 12 år for at deltage på den længste.
Det er en fordel at komme tidligt om morgenen. Så har man isen og oplevelsen for sig selv og møder først andre turister på vej ned ad gletsjeren.
Hele historien om gletsjeren og området fortælles på et museum Breheimsenteret der ligger på den anden side af søen, hvor der også er restaurant og souvenirshop.
