De tre spanske sherrybyer

I det sydvestlige Spanien findes landets tre sherrybyer

Osborne er et af de kendte sherryhuse i El Puerto de Santa María, hvor der jævnligt er rundvisninger for turister.
Osborne er et af de kendte sherryhuse i El Puerto de Santa María, hvor der jævnligt er rundvisninger for turister. . Foto: Scanpix.

Omkring middagstid en ganske almindelig tirsdag i El Puerto de Santa María er et par lokale mødt op hos sherryproducenten Bodegas Grant (Vingården Grant). De har medbragt et par tomme halvandenlitersflasker, som kvinden bag disken med et erfarent snuptag fylder op med sherry direkte fra de enorme tønder bag hende.

Ved selv at medbringe emballagen har de lokale mulighed for at købe sherryen til en billigere pris end den normale. Og det er ikke en uvæsentlig besparelse på sigt, for sherry - især af den lyse, tørre fino-type - er den foretrukne drik på disse kanter. Sydspanierne drikker sherry med samme selvfølgelighed, som vi herhjemme napper os en øl eller et glas rødvin. Især på de mange traditionelle tapasbarer er sherry og små mundrette hapsere trofaste følgesvende, for sherryen er et godt match til eksempelvis fisk og skaldyr, som der bliver konsumeret store mængder af i Sydspanien.

Bodegas Grant, der har været drevet af den samme familie siden grundlæggelsen i 1841, er kun én blandt flere historiske sherryvingårde eller sherrybodegaer i El Puerto de Santa María i sherrydistriktet i Andalusien i det sydvestlige Spanien. Det er kun vine netop herfra, der må kalde sig sherry på etiketten, da betegnelsen er et beskyttet varemærke.

Sherrydistriktet udgør således en landskabelig trekant af kalkholdige marker mellem de tre sherrybyer Jerez de la Frontera, El Puerto de Santa María og Sanlcar de Barrameda. Området er det ældste vindistrikt i Spanien, for fønikerne, der grundlagde den nærliggende havneby Cadiz i 1100 f.Kr., begyndte at dyrke vin i området omkring 1000 f.Kr.

Der skulle dog gå mange hundrede år, før vinen blev forvandlet til sherry.

Der er mange muligheder for at komme på en kombineret rundvisning og prøvesmagning hos producenterne i de tre sherrybyer.

Hos Bodegas Grant i El Puerto de Santa María kan man dog også bare nøjes med at smage på de forskellige typer sherry i selskab med hjemmelavede tapasretter i den tilhørende restaurant El Patio de las 7 Esquinas. Navnet henviser til, at bygningen skulle have syv hjørner, men det kan godt blive lidt af en uoverkommelig opgave at tælle efter, når man har smagt rigeligt på både sherry og retter som svinekæber og chorizo-pølse i sherrysovs under appelsintræerne i den hyggelige gårdhave.

Så er det til gengæld godt, at det er rimelig let at finde rundt i El Puerto de Santa María, hvor hvidkalkede huse på to-tre etager kanter de lange, lige gader. På en tur rundt i byen er det for eksempel værd at kigge nærmere på den flotte kirke Iglesia Mayor Prioral, der blev genopbygget i barokstil efter et jordskælv i det 17. århundrede.

Knapt 20 kilometer og otte minutters togrejse fra El Puerto de Santa María ligger sherrylandets hovedstad Jerez de la Frontera. Med sine mere end 200.000 indbyggere er byen den største i området - også hvad angår sherryproduktionen.

Byen kan ved første øjekast virke lidt uoverskuelig, for de ældste gader og bygninger er spredt over et større areal, hvor nyt og gammelt er mikset med sherrybodegaer og butiksgader. Heldigvis kan turistkontoret på Plaza del Arenal hjælpe med et oversigtskort over alle de forskellige skiltede ruter, der fører rundt i byen.

Der er naturligvis en rute, som fører rundt til alle de centralt beliggende sherrybodegaer, men den blå rute, der gennemløber de ældste bydele, kan også anbefales. Her runder man blandt andet byens imponerende katedral i barokstil og den gamle mauriske borg Alcázar, der gemmer på et smukt haveanlæg.

Den arabiske fortid er en central del af andalusisk bygningshistorie, men også hvad angår sherrybetegnelsen, har maurerne - de muslimer, der erobrede området i 700-tallet - haft en finger med i spillet. De kaldte nemlig Jerez for Seris - udtalt som Sherish - og heraf kommer det engelske navn sherry.

Englænderne spiller hovedrollen i historien om sherry, for det var engelske handelsmænd, der ankom til området efter den kristne gen-erobring, der fandt ud af, at man med fordel kunne forstærke den lokale vin med ren druesprit.

Dermed var sherryen født, og den dag i dag er mange af de store sherryvirksomheder stadig i engelsk ejerskab.

Fortovscafeer præger bybilledet i Jerez de la Frontera.
Fortovscafeer præger bybilledet i Jerez de la Frontera. Foto: Scanpix