Den gamle Volga ”sejler” gennem fyrreskoven. Op og ned, til højre og venstre bugter hjulsporet sig over den sandede jord, så det knager i bilens affjedring. Træstammerne skifter plads mellem hinanden og et sted inde til højre blinker floden Oka i solen. Taxachaufføren afpasser sine bevægelser til den ufremkommelige rute og styrer forsigtigt over et særligt stort hul. I en lysning bliver udsynet bedre. Pludselig dukker en særpræget struktur frem - et slags gittertårn. Med 128 meter rager det et godt stykke op over linjen af trætoppe.
Konstruktionen hører til blandt den russiske videnskabsmand Vladimir Sjukhovs mesterværker. Da tårnet blev opført i 1929, var teknikken, han brugte, banebrydende, og tårnet prises den dag i dag som høj ingeniørkunst. For den verdensberømte engelske arkitekt Norman Foster er tårnet ”en bygning af blændende skønhed og stor historisk betydning”.
Strukturen værdsættes for sine sindrige mønstre af stålhyperbler (geometriske kurver), der kombinerer uovertruffen elegance, lethed og dristighed i formgivningen med en påfaldende beskedenhed i brug af materialer.
Til trods for den historiske og arkitektoniske værdi er der henne ved tårnets fod ingen informationstavler til glæde for turister eller andre. De eneste besøgende på stedet er lokale, der slikker sol på bredden eller bader i floden.
Sjukhovs unikke konstruktion - tårnet er den eneste såkaldte hyperboliske elmast opført ved hjælp af diagrid (et stålmønster bestående af trekanter) teknik i verden - førte oprindeligt strømkabler over floden Oka.
Tårnet var en del af et storstilet projekt, der gik ud på hurtigt at lede elektricitet ud i hver en afkrog af den nye sovjetstat.
Lenin havde sat forehavendet på formel allerede i 1920 med citatet ”kommunisme er sovjetmagt plus elektrificering af hele landet”. Strøm indgik som en uundværlig del af kommunisternes ambitiøse plan om at modernisere og industrialisere det tilbagestående zarrige, som de havde overtaget efter Oktoberrevolutionen i 1917. Oprindeligt havde tårnet selskab af fem lignende strukturer, der hjalp med at holde el-ledningerne over floden.
Første slag mod dette arkitektoniske værk, der stilmæssigt ligger tæt på konstruktivisme og sovjetisk avantgarde, ramte i 1989. Dengang blev elkablerne afmonteret og de fire mindste pyloner - to på 68 meter og to på 20 meter - revet ned.
De sovjetiske myndigheder forbarmede sig over de to højeste.
De lod dem stå som monumenter over Sjukhovs genialitet og fredede dem. Indtil for 10 år siden havde det ensomme tårn en tvilling - ligeledes 128 meter høj. Men det blev ulovligt savet ned i 2005 og jernet solgt til skrot. Dermed fik endnu en del af det arkitektoniske hele dødsstødet. Et 30 diameter bredt betonfundament kort derfra er det eneste levn af dubletten.
En international organisation, The Shukhov Tower Foundation, kæmper nu for bevarelsen af det tilbageværende tårn og samler penge ind til vedligeholdelse.
Fondens aktiviteter kronedes med held i december i fjor, da monumentet fik status af ”kulturarv af føderal betydning”.
Generelt synes der omsidder at være en positiv udvikling i gang angående bevarelse af Sjukhovs værker på russisk jord. I september blev det offentliggjort, at et lignende tårn i Moskva, der gennem flere år var truet af nedrivning, alligevel får lov at stå. Så forhåbentlig kan Sjukhovs stål-ynde opleves længe endnu. Indtil videre knejser polyhistorens monument fortsat over landskabet uden for Dsersjinsk.