Rygerne betalte for den olympiske fest

Det tog den canadiske by Montréal 30 år at komme af med gælden efter De Olympiske Lege i 1976. Det olympiske område er i dag en blanding af museer og sportsfaciliteter – og en opvisning i 1970’ernes fascination af beton

Det 165 meter høje tårn ved det olympiske stadion i canadiske Montréal skulle have været vartegnet for OL i 1976. Byggeriet blev imidlertid både forsinket og fordyret – og først i 1986 var tårnet færdigbygget. –
Det 165 meter høje tårn ved det olympiske stadion i canadiske Montréal skulle have været vartegnet for OL i 1976. Byggeriet blev imidlertid både forsinket og fordyret – og først i 1986 var tårnet færdigbygget. – . Foto: Thomas Andreasen.

”De Olympiske Lege kommer ikke til at koste skatteyderne en øre.”

Jean Drapeau, borgmester i Montréal, i 1970

Godt seks år senere var situationen en ganske anden. Den canadiske millionby stod sammen med Québec-provinsen med en gæld på 1,5 milliarder kroner efter en kaotisk byggeproces, hvor en kombination af overambitiøs arkitektur, ofte strejkende arbejdere og problemer med ustabile jordbundsforhold fik både budget og tidsplan til at skride i en grad, som verden på det tidspunkt endnu ikke havde set.

Montréal var flere gange i byggeprocessen ved at få frataget OL-værtskabet, og det var med det yderste af neglene, at sportsfaciliteterne blev færdige: Således kom det sidste kunstgræs på det olympiske stadion først på plads dagen inden åbningsceremonien den 17. juli 1976, mens det ganske enkelt blev opgivet at færdiggøre stadiontårnet, der ellers skulle have været vartegnet for Canadas første olympiske lege.

Alle disse oplysninger fremgår af en fin lille udstilling indenfor i bygningen, der rummer det olympiske stadion, og hvor den umiddelbart største attraktion i nutiden er føromtalte stadiontårn. Tårnet, som først stod færdigbygget i 1986, er med en højde på 165 meter og en hældning på 45 grader med i Guinness’ Rekordbog som den højeste hældende struktur i verden – og så er der jo fra toppen intet i vejen med udsigten over det olympiske område og højhusene i centrum af Montréal omtrent fem kilometer væk.

Mens det er tårnet, som i første omgang tiltrækker sig mest opmærksomhed, er højdepunktet ved et besøg faktisk den guidede rundtur indenfor på det olympiske stadion, der også indgår i kombinationsbilletten til 35 canadiske dollars (godt 180 kroner).

Turen kommer både forbi det olympiske svømmebassin (nu en af byens offentlige svømmehaller), gennem et væld af kældergange og ikke mindst indenfor på selve det olympiske stadion, som Montréal aldrig rigtig har fundet ud af hvad byen skal bruge til. Men det bruges skam, forsikrer guiden og nævner, at her har været så forskellige arrangementer som rockkoncerter, monster truck-shows og en messe ved pave Johannes Paul II i 1984.

Og mens det stående på det nøgne betongulv (hvor alle spor af kunstgræs og atletikbaner naturligvis for længst er væk) er en interessant, men noget svær øvelse at forestille sig en OL-indmarch, så gør mængden af beton i den grad indtryk.

Alt er nærmest beton, og her er så meget af materialet, at man skulle tro, at en sovjetisk byplanlægger havde været på spil. Det er imidlertid den franske arkitekt Roger Taillibert, der står bag, og dengang i 1970’erne var det jo hipt med rene betonbygninger – omend Taillibert måske overdrev lidt: Ifølge guiden kan man med den mængde beton, der gik til OL-bygningerne, lave et flere meter bredt fortov fra Montréal til Miami i Florida; en distance på over 2600 kilometer.

For stadion er jo kun én af adskillige betonbygninger i det olympiske område. Lige ved siden af ligger for eksempel en af Montréals mest besøgte attraktioner. Det er den tidligere OL-cykelbane, der nu under navnet Biodôme byder på fire forskellige økosystemer: Her kan besøgende for eksempel opleve en tropisk regnskov eller et arktisk miljø komplet med dertilhørende dyr og planter.

Men tilbage til milliardgælden efter OL. For hvordan skulle man bare halvvejs leve op til borgmester Jean Drapeaus ord fra 1970 om at holde skatteyderne skadefri?

Der blev tænkt kreativt både i bystyret og provinsregeringen. Et lotteri skaffede nogle millioner, men den helt store indtægtskilde blev en særafgift på cigaretter i Québec-provinsen, og på den måde var det – lidt ironisk – rygerne, der betalte de eksorbitant dyre sportslige udfoldelser. Sidste afdrag faldt så sent som i december 2006.

Nu skal det hele imidlertid ikke dreje sig om gæld. OL i Montréal satte andre rekorder. Det var således de første olympiske lege, hvor der ”deltog” flere journalister end aktive sportsudøvere. Og så er legene på positivsiden kendt som de første, hvor en gymnast fik et rent 10-tal, den højest mulige karakter.

Ja, faktisk to gymnaster. Mens ingen i dag husker sovjetiske Nellie Kim, står rumænske Nadia Comăneci tilbage som 1976-OL’s store stjerne.

Den 14-årige rumæner var den første, der opnåede et rent 10-tal – og hun høstede i alt fem af slagsen.

I lobbyen ved indgangen til det olympiske stadion er der en fin lille udstilling om 1976-legene, som var første gang, at OL blev afviklet i Canada. –
I lobbyen ved indgangen til det olympiske stadion er der en fin lille udstilling om 1976-legene, som var første gang, at OL blev afviklet i Canada. – Foto: Thomas Andreasen
 Den rumænske gymnast Nadia Comăneci blev under OL i Montreal den første gymnast til at opnå et perfekt 10-tal. – Arkiv
Den rumænske gymnast Nadia Comăneci blev under OL i Montreal den første gymnast til at opnå et perfekt 10-tal. – Arkiv Foto: AP/Polfoto