J. Dawson, died April 15, 1912, 227.
Gravstenen skiller sig på ingen måde ud fra de øvrige 120 granitsten med den samme dødsdato på Fairview Lawn-kirkegården i den nordlige del af den canadiske by Halifax, men stenen er en af få, som der ligger blomster ved i form af en hvid og en lyserød nellike.
Nellikerne skyldes uden tvivl, at J. Dawson ifølge de fleste internetkilder er den navnemæssige inspiration til figuren Jack Dawson, spillet af Leonardo DiCaprio, i 1997-filmen ”Titanic” – og selvom filmen er tæt på 20 år gammel, kaster det tilsyneladende stadig blomster af sig.
For ”Titanic” er for længst ophørt med ”blot” at være et skib og en katastrofe og er blevet et fænomen, hvor den film- og medieskabte virkelighed har overhalet de reelle begivenheder og fakta.
For nok var gravstenens J. Dawson i virkeligheden ombord på ”Titanic”, men han var ikke som i filmen en fattig rejsende på tredje klasse. Han var ansat til at skovle kul , og så hed han i øvrigt ikke Jack, men Joseph.
Den slags oplysninger holdt – og holder – dog ikke filmfans tilbage fra at valfarte til gravstedet. Det selvom filmens instruktør, James Cameron, igennem alle årene – også da gravstenen nærmest forsvandt bag blomster, biografbilletter og tøjbamser – har fastholdt, at han ikke kendte noget til en J. Dawson-gravsten, da filmkaraktererne fik navne.
Fakta er, at ”Titanic”, der var blevet markedsført som ”nærmest usynkelig”, på skibets jomfrurejse sank efter at være stødt på et isbjerg kort før midnat den 14. april 1912. Godt 700 personer overlevede forliset, mens flere end 1500 døde.
Halifax kommer ind i billedet, fordi det var herfra, at en bjærgningsaktion to dage senere udgik. Udover en række effekter fra ”Titanic” bjærgede skibene i alt 333 kroppe – tallet 227 på J. Dawsons gravsten refererer således til, at hans lig blev bjærget som nummer 227. Over 100 af de bjærgede kroppe blev begravet til søs, mens andre blev sendt hjem til deres familier. Tilbage var 150 personer, heraf en tredjedel uidentificerede, der blev begravet på tre forskellige kirkegårde i Halifax.
Den eneste anden gravsten på den fortsat velbesøgte Fairview Lawn-kirkegård, der som J. Dawsons altid har blomster ved sig, er den for ”et ukendt barn”.
Det ukendte barn blev så sent som i 2008 ved hjælp af dna-teknologi identificeret som 19 måneder gamle Sidney Leslie Goodwin, yngste medlem af en familie på otte, der alle druknede ved forliset.
Sidney Leslie Goodwin er også det mest rørende indslag på søfartsmuseet, Maritime Museum of the Atlantic, i centrum af Halifax, som udstiller den lille drengs sko. Af øvrige originaleffekter fra ”Titanic” viser museet blandt andet en dækstol, et medicinskab, resterne af en redningsvest og en del af et træpanel fra en førsteklasses salon, ligesom besøgende kan fordybe sig i skibets passagerlister.
Udstillingen er forbavsende lille – og det er dens svaghed. For modsat for eksempel Titanic-museet i nordirske Belfast, som overbevisende sætter passagerskibet ind i en kulturhistorisk kontekst som det ultimative symbol på en optimistisk fremskridtstro, som først forliset og siden udbruddet af Første Verdenskrig blot to år senere for alvor begravede, så savner man i Halifax en forklaring på ”Titanic”s fortsatte fascinationskraft.
Derfor er det i Halifax mest gravene, der gør indtryk. Ude på Fairview Lawn-kirkegården ligger udover J. Dawson og Sidney Leslie Goodwin også en af de danskere, der mistede livet ombord på ”Titanic”.
Hans Kristensen Givard fra Viborg-egnen fik aldrig virkeliggjort drømmen om et nyt liv i USA. Han blev 27 år.
Myndighederne i Halifax gør forbavsende lidt ud af byens forbindelse til ”Titanic”, hvilket umiddelbart er underligt, med tanke på hvor stor en turistmagnet fænomenet Titanic over 100 år efter skibets forlis er. I lyset af to samtidige ulykker, der ramte langt hårdere henholdsvis i Halifax-området og for Canada som helhed, er det dog til at forstå.
Den første ulykke fandt sted i maj 1914, hvor det norske skib ”Storstad” kolliderede med det canadiske passagerskib ”Empress of Ireland” i St. Lawrence-floden tæt på Québec By med over 1000 dødsofre til følge. Med godt 1400 personer om bord var det procentuelle dødstal faktisk højere end ved ”Titanic”s forlis. Noget, som en permanent udstilling ved Halifax’ immigrationsmuseum, Pier 21, ikke forsømmer at gøre opmærksom på. Immigrationsmuseet er i øvrigt en ganske rørende oplevelse, der både fortæller historien om de over en million immigranter, der ankom til Halifax i årene 1928-1971, og lægger op til diskussion om, hvad det vil sige at være ”canadisk”.
Den anden ulykke, som søfartsmuseet i Halifax har en permanent udstilling om, involverede underligt nok også et norsk skib, ”Imo”. Denne gang var det et sammenstød i havnen i Halifax med det franske skib ”Mont-Blanc”, der i december 1917 førte til katastrofe. Gnister fra sammenstødet antændte ”Mont-Blanc”s last, der bestod af brændstof, TNT og ammunition og førte til den største menneskeskabte eksplosion indtil atombomberne over Japan i 1945. Hele den nordlige del af Halifax blev jævnet med jorden, mens op mod 2000 mennesker blev dræbt og 9000 såret.
