Det var en dejlig augustdag i 1628, hvor den moderate brise, der blæste over den svenske skærgård, på ingen måde gav varsler om det drama, der snart skulle følge.
Kong Gustav 2. Adolfs prestigeprojekt, skibet "Vasa", skulle søsættes, og alle, der betød noget i Stockholm - og en masse andre - var at finde i centrum af byen. Ja, undtagen kongen, der var optaget på slagmarken i den polske del af Preussen.
Og det var måske meget godt med tanke på, hvad der skete i de næste minutter.
For da "Vasa" gled fri af den relative læ, som en af skærgårdsøerne gav, fik et første vindstød skibet til at krænge faretruende. I første omgang rettede "Vasa" sig op, men næste vindstød blev fatalt - både for skibet og mange af de ombordværende. Vandet strømmede ind gennem de åbne kanonporte, og det, der skulle have været en jomfrusejlads til Danzig (Gdansk) for at assistere i krigen mod Polen, endte efter kun 1300 meter.
Havet lukkede sig om det skib, der skulle have været med til at sikre svenskerne herredømmet over Østersøen på et tidspunkt, hvor Sverige og Polen - ledet af den tidligere svenske konge Sigismund 3. Vasa - sloges om landområder i det nuværende Letland og Estland.
I en tid uden internet og mobiltelefoner hørte kongen først om forliset over to uger senere. Trods Gustav 2. Adolfs krav om at straffe de ansvarlige blev ingen straffet for forliset. Måske fordi kongen godt kunne se, at han selv bar en del af skylden.
Kong Gustav 2. Adolf havde insisteret på, at skibet skulle have hele 64 kanoner fordelt på to kanondæk. Det normale på det tidspunkt var et kanondæk, og kongens ønske krævede nogle helt andre dimensioner - og langt mere ballast - end "Vasa" havde. Sagt kort: Det 69 meter lange skib var simpelthen alt for tungt i toppen.
333 år senere var alverdens nyhedsmedier - og en stor folkemængde - på plads i Stockholm på dagen, hvor "Vasa" skulle hæves. Den store interesse i 1961 står i skærende modsætning til den lille notits, der stod at læse i avisen Expressen fem år tidligere, hvor det i bedste telegramstil blev meddelt, at "et gammelt skib er fundet ud for Beckholmen. Det er sandsynligvis krigsskibet "Vasa". I fem år har en privatperson ledt efter skibet".
Privatpersonen var Anders Franzén, en af Sveriges førende vragspecialister. Han havde siden barnsben været fascineret af historien om "Vasa", og han vidste, at pæleormen, der ellers æder alle andre forliste træskibe, ikke findes i Østersøen på grund af vandets lavere saltindhold.
Derfra var der ikke langt til den tanke, at "Vasa" kunne vise sig at være endog meget velbevaret. Og det var et velbevaret skib, der brød havoverfladen i 1961 foran de snurrende tv-kameraer.
Siden 1990 har skibet været udstillet på Vasa Museet, og den store interesse for det gamle skib, der er verdens eneste velbevarede træskib fra det 17. århundrede, er vedvarende. Museet er det mest besøgte i Skandinavien med over 1,1 million gæster i 2008.
Det er med god grund, for museet gør virkelig meget for at formidle historien så levende som muligt. Ud over det store skib er det især museets modeller af nogle af de ombordværende, der imponerer.
Skabt ud fra nøje videnskabelige undersøgelser af skeletresterne er de så livagtige, at man nærmest forventer, at modellen "Johan", sandsynligvis en af skibets højerestående officerer, vil blinke med øjnene, bare man kigger længe nok.
Eller hvad med det computerprogram, hvor man kan tjekke sine egne kundskaber udi skibsbygningens svære kunst og skabe sin helt egen - og forhåbentligt mere sødygtige - version af "Vasa"?
Tænk, om de havde haft den slags hjælpemidler i 1628 - så havde magtforholdene ved Østersøen måske set helt anderledes ud i dag.
andreasen@kristeligt-dagblad.dk
