Der er både skumsprøjt og bølgegang på den korte overfart mellem havnebyen Torekov og naturreservatet Hallands Väderö. Her i det nordvestlige Skåne ud for Bjärehalvøens kyst nord for Kullen kan vinden godt være drilsk, men til gengæld er Hallands Väderö velsignet med et mildt klima, der kommer til udtryk i flere solskinstimer og mindre mængder regnvand end på det svenske fastland.
I forhold til sin størrelse på tre kvadratkilometer er Hallands Väderö et at Europas mest artsrige områder. Her vokser mere end 600 slags vilde blomster og bregner, utallige fugle yngler, og en af Sveriges største sælkolonier holder til på klipperne vest for øen. Midt på øen vokser en af de sidste rester af Europas oprindelige bøgeskov sammen med Sveriges største bjergeg, og Hallands Väderö er da også både et naturreservat og en del af EU's Natura 2000-beskyttelsesprogram.
Sandhamn på Hallands Väderö er en havn med blot en smal mole omgivet af klippepartier og bugter med sandstrand. Biler er forbudt på øen, og kun fugleskrig bryder glimtvis stilheden.
Fra havnen venter til den ene side en eventyrlig grøn skov, mens de åbne vidder nordpå lokker med udsigt til klippepartier, hav og Bjärehalvøens bakkede landskab inde på fastlandet. Der er både markeret en rød rute og en blå rute rundt på øen. Få minutters gang nordpå fra færgelejet dukker de første tegn på øens dyreliv op: fåreekskrementer i store mængder. Fårene hører til blandt de faste beboere på Hallands Väderö. Naturlig naturpleje i form af græssende dyr er en del af øens historie og har på mange måder været til gavn for både dyre- og plantelivet.
Faste beboere på to ben findes derimod ikke længere på Hallands Väderö. De sidste helårsbeboere forlod øen i 1960'erne, og i dag er der kun sommergæster i de få træhuse ved naturhavnen Kappelhamn og i de gamle fyrmesterboliger på nordøen. Sidstnævnte udlejes kun til medlemmer af Svenska Kyrkan, som har ejet Hallands Väderö siden middelalderen.
Det åbne landskab på øen præges af utallige enebærbuske, men også havtorn, slåen og sjældne brombærarter har slået rod.
Det er dog den dybe løvskov midt på øen, der gemmer på øens største naturværdier. Træbroer fører ind i vildnisset, hvor enorme væltede træer og et virvar af rødder, bregner og mos skaber en fortættet og eventyrlig stemning. Sådan kunne skoven også have set ud for mange hundrede år siden, for bevoksningen midt på Hallands Väderö rummer en af de få tilbageværende rester af Europas oprindelige bøgeskov. Ældgamle træer og rødder og dødt ved giver samtidig optimale levebetingelser for en lang række truede og sjældne arter af biller og larver. Også sælerne har fundet sig til rette i denne skærgårdsnatur. Siden fredningen i 1960'erne er sælkolonien på de små holme ud for øens vestkyst vokset til flere hundrede medlemmer. Det er en god idé at medbringe en kikkert, hvis man vil øge sine chancer for at få øje på sælerne, og samtidig kan kikkerten bruges til at studere de mange fuglearter blandt andre edderfugle, lomvier, terner, alke og teister, der yngler her.
På sydenden af øen findes museet i den gamle lodsbolig, hvor man kan blive klogere på stedets historie og natur i en gratis udstilling, der har åbent i sommermånederne.
Her kan man for eksempel læse om det enkle trækors der står tæt ved den gamle fårefold i skoven. Korset våger over begravelsespladsen, hvor de druknede, der før i tiden drev i land på øen, ligger begravet. Da man ikke vidste, om strandvaskerne var kristne eller ej og samtidig var angst for smittefare, blev de begravet her på øen og ikke bragt til reelle kirkegårde på fastlandet.
Det er også her, man kan se Sveriges største bjergeg, Kungseken, hvorunder kong Oscar II i slutningen af 1800-tallet havde sin faste plads under harejagter på øen. Desværre varer besøget på paradisøen ikke længere end til den sidste færgeafgang, medmindre man ankommer i egen båd. På små 20 minutter er man tilbage i Torekovs livlige havn efter en perfekt halvdagsudflugt med blot otte-ni kilometers vandring i benene, men med uanede mængder af smukke naturbilleder på nethinden.