Det er over 20 grader varmt, klart solskin og næsten ingen vind. Cykelturen foregår med bare arme og ben, selvom vi er mere end 1000 meter over havet. Det er i de lune dage sidst i august, og kontrasten til det norske sensommervejr fylder synsfeltet foran: bjergmassivet Jotunheimens snedækkede tinder.
Turen går ad den norske turistcykelrute Mjølkevegen (Mælkevejen) fra Vinstra til Gol i det centrale sydlige Norge. Navnet relaterer ikke til den kendte galakse, men til det faktum, at langs denne vej hentes den mælk, som landmændene i fjeldene malker ud af deres fritgående køer. Nu om dage foregår mælkeafhentningen i store tankbiler fra mejerigiganten TINE, og som cyklist skal man tage sig i agt for de voldsomme køretøjer på de smalle veje. Chaufførerne har travlt, kan man mærke, så det er bedst at hoppe af cyklen og lade bilen passere.
Ellers er trafikken på Mjølkevegen ikke noget problem. Den er sparsom, og bilisterne kører hensynsfuldt. Det giver cyklisten tid til at nyde det storslåede landskab fra dal til højfjeld med fritgående køer, får og, hvis man er heldig, rensdyr, traner m.v.
Tilbage til kontrasterne, som ikke kun er sne mod sol. Landskabet skifter mellem fredelige søer og vilde klipper, mellem flade vidder og majestætiske tinder og mellem skov med nåletræer og birk i de laveste områder til tæt, lav bevoksning med masser af bær, når vi kommer over trægrænsen, som her ligger omkring 900 meter over havet.
Op og ned er en uomgængelig kontrast for cyklister på Mjølkevegen. Meget af vejen løber mellem 800 og 1300 meter over havet. Det betyder lange, stejle opkørsler med tocifrede stigningsprocenter, og det betyder hæsblæsende nedkørsler, hvor man nemt får krampe i hænderne af at holde hårdt fast i bremsegrebene. Mjølkevegen er med andre ord for erfarne cyklister i god form, og en mountainbike er det bedste transportmiddel.
Den menneskelige påvirkning af naturen spænder også vidt: Fra ensomt beliggende fjeldgårde, der kun bruges om sommeren, til moderne bysamfund, blandt andet Beitostølen og Gol, med supermarkeder, specialbutikker, caféer og restauranter.
Én nat boede vi på Haugseter Fjellstue med 140 års historie bag sig og beliggende godt 1000 meter over havet ved bredden af søen Vinstre. Her er ikke indlagt strøm, men hotellet har egen generator, som bliver slukket om natten, så lommelygte eller stearinlys må i brug, hvis man skal op. Men hyggen er intakt døgnet rundt. Næste nat var vi på det topmoderne Radisson Blue i Beitostølen med blandt andet fitness, spa, pool, sauna, konferencerum, kæmperestaurant og bar. Indkvarteringsmulighederne langs Mjølkevegen er mangfoldige og indbefatter også private logier og camping.
Når det drejer sig om mad, kommer vi også vidt omkring. Rakfisk er ørred, som er gæret i to-tre måneder i saltlage.
Den har en karakteristisk, skarp lugt og smag og bruges som forret eller enkeltstående godbid. Som hovedret kan man være heldig at få rensdyrfilet med bagte grøntsager i fineste, franskinspirerede anretning. Desserten – eller til eftermiddagskaffen – er ofte lapper (små, tykke pandekager) med rømme (syrnet fløde) og syltetøj. Jo, selvfølgelig kan man også købe pizza og burgere.
Cykelruten Mjølkevegen er cirka 250 km lang og løber det meste af strækningen gennem området Valdres. Det er langt at cykle i det kuperede terræn og vil for de fleste tage mindst en uges tid. Man kan dog nøjes med bidder af ruten og for eksempel bruge Beitostølen, der er mest kendt for vintersport, som udgangspunkt.
Cykler man nordpå fra Beitostølen, følger man i begyndelsen en af Norges 18 turist(bil)veje, Valdresflye, som kan give en fornemmelse af at flyve hen over det åbne fjeldlandskab. Man kommer tæt forbi det 1607 meter høje Bitihorn, og efter cirka 12 kilometer er man i Bygdin, hvorfra man kan tage en sejltur med udflugtsbåd mod vest på Bygdin-søen. Efter Bygdin drejer Mjølkevegen mod øst ad Jotunheimvegen langs Vinstre-søen, hvorfra der er storslået udsigt til den østlige del af Jotunheimen.
En anden retning ad Mjølkevegen fra Beitostølen går mod vest ned gennem Beito og så op, op, op til Slettefjell 1315 meter over havet, og herfra har man nærmest uendelig udsigt over det centrale Norge, blandt andet Vang og Vangsmjøsa-søen, der med sine stejle fjeldsider på nordsiden giver mindelser om de smukke vestnorske fjorde.
