Gulvplankerne knirker, sengene er uredte, og møblerne står så tæt, at man må kante sig forbi. Der er nips, bøger, broderede duge og brugt service på alle vandrette flader. Tungt draperede gardiner stjæler det meste af lyset fra de små vinduer. Der er blafrende stearinlys, og gløderne ulmer i de åbne pejse, men man kan se sin egen ånde.
Der er lyde. En hestevogn kører forbi på den brostensbelagte gade. Kirkeklokker og fjerne stemmer. Og der er lugte. Kullene i kælderen. Muggen i loftskammeret. Pibetobakken og portvinssjatterne i rygeværelset. Den lunkne kaffe og det ristede brød på sengebordet. Man går forsigtigt omkring, dels for ikke at vælte nips og dels fordi man har fået besked på at være helt stille.
Når man i hold bliver lukket ind gennem hoveddøren til 18 Folgate Street, London E1 6BX, indskærpes det, at man skal bevæge sig rundt i tavshed.
Dennis Severs' House er ikke et museum, men en oplevelse, der kræver, at man har alle sanser åbne.
I huset bor en fiktiv familie, the Jervises, med deres tyende og logerende. Beboerne er lige gået, og om lidt kommer de tilbage. I mellemtiden lister vi rundt i deres hus.
At besøge Dennis Severs' House er som at træde ind i en Dickens-roman (et kammer på loftet bærer hans navn). Det er ærkeengelsk.
Men Dennis Severs, som skabte husets intense koncentrat af engelskhed, voksede selv op i 1950'erne på den anden side af kloden, nord for San Diego i Californien.
Han havde allerede som barn en længsel efter at "træde gennem maleriets ramme og ind i den bløde glød af et varmere, mere patineret og mere romantisk lys". Da han var 11 år, vidste han, at det, han længtes efter, var engelsk. Efter gymnasiet rejste han til Storbritannien – og blev der resten af livet.
Først lavede han en forretning ud af at køre turister rundt i London i hestetrukne droscher. I 1979 købte han det faldefærdige, georgianske byhus i Spitalfields og gjorde det til sit livsprojekt.
Spitalfields har altid tiltrukket indvandrerne. I 1960'erne var det bengalerne, der bosatte sig her. Før dem var det jøderne, og før jøderne var det irerne, men det var de flamske huguenotter, der grundlagde kvarteret i 1600-tallet. De calvinske flygtninge var silkevævere, og de slog sig ned her, uden for Londons mure, for ikke at få ballade med byens stærke håndværkerlav. Det var disse silkevævere, som i 1724 byggede Dennis Severs' femetageshus.
Det var i bydelens storhedstid. Med industrialiseringen forsvandt grundlaget for silkevævningen, og Spitalfields' befolkning blev gradvis fattigere. Da Severs købte huset, var Spitalfields et slumkvarter, som intellektuelle og kunstnere netop havde fået øjnene op for.
Severs var livskunstner. En passioneret samler, som fyldte sin nyerhvervede ejendom med antikviteter og kuriositeter, som han købte for en slik eller snakkede sig til på bydelens mange markeder.
Det vil være forkert at sige, at han satte huset i stand. Den dag i dag er det utæt som en si, og forfaldet bidrager til den unikke stemning. Men han skabte det om, så det gradvis kom til at ligne – og føles som – et hus fra romantikken, engang mellem 1780 og 1840. En tidsmaskine kaldte han det.
Severs udstillede ikke sine genstande, men brugte dem til at iscenesætte stemninger. I et af værelserne, the Smoking Room, hersker kaos. Nogen har spildt portvin og tobak på dugen, stolene er væltet, og der ligger smadrede glas i pejsen. Så får man øje på maleriet over kaminhylden: den satiriske maler William Hogarths billede af et spille- og drikkelag. Det er den scene, der har udspillet sig her i værelset for få minutter siden.
Det er langtfra alle ting i samlingen, der rent faktisk stammer fra perioden. En hue i rygeværelset ligner Hogarths malerhue, men er i virkeligheden en damehat fra 1950'erne – Severs fik den af en excentrisk ældre dame fra kvarteret.
Det var ikke en metode, der skaffede Severs fans blandt historikere og museumsfolk. Målt med videnskabens alen var han useriøs. Severs havde til gengæld lige så lidt respekt for museumsfolkene. For ham var det ikke genstandenes autenticitet, men oplevelsens kvalitet, det kom an på.
De eneste ledsagende tekster, der møder den besøgende i huset, er påmindelser om at give sig hen til oplevelsen. De er skrevet i et let irettesættende tonefald, som imidlertid ikke tåler sammenligning med de regulære raserianfald, som Dennis Severs var berygtet for, da han selv passede huset. En del besøgende med den forkerte attitude blev gennem årene smidt ud i en sky af forbandelser.
Dennis Severs var hiv-positiv og kun 51 år gammel, da han den 27. december 1999 bukkede under for en kræftsygdom. Det var, som om han havde besluttet, at han ikke ville med ind i det nye årtusind, men foretrak at blive i sin selvskabte fortidsverden.
Huset blev overtaget af Spitalfields Trust, men ingen regnede med, at det ville kunne drives videre – heller ikke Severs selv. "Det er trist, men jeg er på det seneste kommet overens med, hvad jeg i lang tid nægtede at acceptere: at huset kun er flygtigt. Man kan ikke frede en atmosfære," sagde han.
Måske ikke, men huset ligger der endnu, flygtigt atmosfærefyldt og knirkende mærkeligt i en bydel, hvor husene nu handles til adskillige millioner pund.
I 2010 var der, trods de begrænsede åbningstider, over 15.000 besøgende i Dennis Severs' House. Heriblandt en del museumsfolk, som gerne vil lære, hvordan man fortæller historie på en engagerende måde.
