Til december skal danskerne stemme om det danske retsforbehold.

Vi skal kort fortalt sige ja eller nej til at tilslutte os 22 specifikke EU-retsakter.

Her kan du blive klogere på et af de 22 regelsæt:

Bruxelles IIa-forordningen
Denne forordning er ifølge advokat Maryla Rytter Wróblewski, der er partner i advokatfirmaet Nyborg og Rørdam, hvor hun har speciale i familie- og arveret, et ”sammensurium” af regler. Forordningen handler da også både om forældremyndighed, samvær, børnebortførelse, separation og skilsmisse.

Hun peger dog på to konkrete områder, som vil ændre sig, hvis Danmark tilslutter sig forordningen: Skilsmisser og børnebortførelser.

Skilsmisser
I forhold til skilsmissesager, altså selve handlingen at blive skilt, er det nye – og ifølge Maryla Rytter Wróblewski gode – i forordningen, at vi får nogle synkroniserede værnetingsregler og ret klare principper for, hvilken sag der skal vige for en anden inden for EU. I dag kan man nemlig komme ud for, at to lande kører hver sin sag om den samme skilsmisse.

Tænkt eksempel: En dansk mand bor i England med sin engelske kone, som han gerne vil skilles fra. Han begynder derfor at undersøge, hvad det vil sige at blive skilt i England. I de fleste lande er det ikke særligt kompliceret at blive skilt, men der følger en masse økonomiske dispositioner med: Spørgsmål om ægtefællebidrag og hvordan man deler sin formue. I England er det ret dyrt at blive skilt, og den danske mand havde ikke regnet med, at det ville koste ham så meget.

Han går derfor til en dansk advokat og finder ud af, at det vil koste ham mindre at blive skilt i Danmark. Han flytter derefter tilbage til Danmark, hvor han kan sende sin stævning ind, samme dag han igen bor i landet. Den engelske kone opdager, hvad manden har gang i, og ønsker at indlede sin egen sag i England, hvor det vil være mere fordelagtigt for hende at blive skilt.

Det skaber ifølge Maryla Rytter Wróblewski et kapløb mellem de to parters sager:

”I Danmark har vi et princip om, at vi går i gang med sagen, hvis vi er de første, der modtager en stævning. Men i England har de nogle andre principper, som gør, at der kan versere sager begge steder om samme skilsmisse. Forordningen sætter nogle faste spilleregler op for denne proces, så det ikke kan finde sted.”

Børnebortførelser
Danmark er allerede en del af Haagerkonventionen, der blandt andet handler om børnebortførelser. Denne konvention betyder, at Danmark er forpligtet til at sende børn tilbage, hvis eksempelvis en dansk far, som bor i Spanien med sin spanske kone og deres fælles barn, tager barnet med til Danmark, uden moderen har acceptereret det.

Der er dog en undtagelsesbestemme i konventionen, som gør, at Danmark kan lade være med at levere børn tilbage til eksempelvis Spanien, hvis faderen kan bevise, at det vil medføre en ”alvorlig risiko for skade” af barnets fysiske eller psykiske helbred.

Denne undtagelse blev ifølge Maryla Rytter Wróblewski anvendt ret meget i konventionens tidlige år. Nogle lande misbrugte undtagelsen ved at blande alvorlig risiko for skade og barnets bedste sammen. Det ønsker Bruxelles IIa-forordningen at gøre op med. Den indfører en slags appelmulighed, som dybest set gør det sværere for et givent land at lade være med at tilbagelevere børnene:

”Hvis de danske domstole vurderer, at det indebærer alvorlig risiko for skade for barnet at blive sendt tilbage til Spanien, har den spanske mor mulighed for at appellere denne afgørelse ved de spanske domstole - så skal de tage stilling til, hvad der er bedst for barnet. Men når de frem til, at barnet skal tilbage til Spanien, træder denne afgørelse i kraft med det samme, og det skal de danske myndigheder acceptere,” siger hun.

Maryla Rytter Wróblewski fortæller, at hun gennem sin egen erfaring med sager om børnebortførelser ikke har oplevet, at danske myndigheder har misbrugt undtagelsesbestemmelsen om alvorlig risiko for skade.

Derfor vurderer hun ikke, at forordningen vil få den store betydning for børnebortførelser ind i Danmark, men måske nærmere vil betyde, at vi kan få flere danske børn tilbage i landet.

Hun understreger dog samtidig, at det hvert år ”kun” drejer sig om cirka 20 børn, der bliver ført ind i Danmark, og 20 børn, der bliver ført ud af landet – og langtfra alle sager drejer sig om en rejse ind eller ud af et andet EU-land. Derfor vil denne del af forordningen ikke direkte berøre særligt mange mennesker.

Læs hele Bruxelles IIa-forordningen her

Den 3. december skal vi stemme JA eller NEJ til, at retsforbeholdet ændres til en tilvalgsordning.

Dermed kan regeringen og Folketinget bestemme, hvilke af EU’s retsakter, Danmark skal følge.

Et JA vil være et ja til i hvert fald 22 EU-retsakter.

Hvad går de ud på?

Klik på opslagstavlen