|
Rusland er arealmæssigt verdens største land og strækker sig fra Østersøen i vest til Stillehavet i øst.
Landet strækker sig over 17 millioner kvadratkilometer. Der bor mere end 140 millioner mennesker, hvilket gør Rusland til verdens 9. mest folkerige land. Kilde: Wikipedia |
|
Da kommunisterne under ledelse af Vladimir Lenin overtog magten i Rusland i 1917, indledte de endnu et blodigt og dramatisk kapitel i landets historie. I de næste 20 år fulgte borgerkrig, hungersnød, industrialisering, tvangkollektivisering og masseudrensninger. Gulag-systemet havde sin storhedstid under diktatoren Stalin, og millioner af sovjetborgere fik deres liv ødelagt. Stalin førte også Sovjetunionen sejrrigt gennem Anden Verdenskrig, der påførte befolkningen ufattelige lidelser, men samtidig etablerede landet som en international stormagt. Gennem den kolde krig konkurrerede Sovjetunionen med USA om at være verdens førende supermagt, men både politisk og økonomisk viste førstnævnte sig efterhånden at være et fallitbo, og i 1991 afgik et af verdenshistoriens mest dramatiske og omfattende sociale eksperimenter ved døden. |
|
Mikhail Gorbatjov var Sovjetunionens sidste leder. Da han blev udnævnt til generalsekretær for det enevældige kommunistparti i marts 1985, havde ingen forestillet sig, at han små syv år senere skulle blive tvunget til at lukke og slukke for sovjetimperiet. I den mellemliggende periode blev Gorbatjov en international stjerne, hvis to slagord, perestrojka (omstrukturering) og glasnost (åbenhed), kom på hele verdens læber. Han gennemførte omfattende nedrustningsaftaler med USA, slap jerngrebet om de sovjetiske satellitstater i Østeuropa og - måske vigtigst af alt - undlod at bruge magtanvendelse for at standse de omvæltninger, han havde mistet kontrollen over. Gorbatjov formåede imidlertid ikke i tilstrækkelig grad at reformere den skrantende sovjetiske økonomi, og da han i løbet af 1991 tabte magtkampen til Boris Jeltsin, var hans tid i Kreml omme. |
Boris Jeltsin med en sovjetisk soldat efter nedkæmpelsen af kupforsøget i 1991. Foto: Scanpix
|
Boris Jeltsin (1931-2007) var Ruslands præsident fra 1991 til 1999. Han skrev verdenshistorie, da han spillede hovedrollen i modstanden mod det gammelkommunistiske kupforsøg i august 1991, og da han senere på året var en afgørende drivkraft i opløsningen af Sovjetunionen. Jeltsins tid ved magten var ikke mindst præget af det smertefulde forsøg på at forandre Rusland til en markedsøkonomi, hvor få russere blev meget rige, millioner fattigere, men de fleste også langt friere. Han mødte voldsom kritik på grund af sit felttog i Tjetjenien, men udviklede samtidig et konstruktivt forhold til Vesten. Boris Jeltsins sidste år som præsident var præget af hans dårlige helbred og landets økonomiske deroute, og nytårsaften 1999 overlod han tøjlerne til Vladimir Putin. |
| Putin - Ruslands stærke mand |
|
Gennem hele Ruslands historie har stærke, magtbegærlige mænd sat deres præg på landets udvikling - således også i det 21. århundrede, hvor Ruslands ubestridte leder har været Vladimir Putin, hvad enten hans titel var præsident (2000-2008) eller premierminister (2008-2012). Putins kritikere mener, at han har gjort Rusland langt mindre demokratisk og endnu mere korrupt, mens andre roser ham for at have skabt økonomisk fremgang og gjort, at landet i nogen har grad genvundet sin selvrespekt. I marts 2012 forventes Putin at blive valgt til præsident igen - og muligvis vil han kunne blive på posten helt frem til 2024. |
|
Ruslands dramatiske historie afspejles også i landets meget rige litterære arv, der tæller store forfattere som Dostojevskij, Tolstoj, Tjekhov, Gogol og - i sovjetperioden - Bulgakov, Pasternak og Solsjenitsyn. Et andet internationalt højt skattet aspekt af russisk kultur er de talrige klassiske komponister - som Tjajkovskij, Mussorgskij, Stravinskij og Sjostakovitj - der fortsat spilles i alverdens koncertsale. |
Forfatteren Solsjenitsyn døde i 2008. Han regnes for en af det 20. århundredes største russiske forfattere.
| 1 |
Er der forskel på folk ? |
6 min. siden |
| 1 |
Farvel til verdens bedste... |
37 min. siden |
| 1 |
I forhold til børnene? |
1 time siden |
| 6 |
Sv. Et foster er ikke et menneske |
3 timer siden |
| 1 |
Enhedslisten frister Lars... |
3 timer siden |
Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende