Ekspert: Chikane mod kristne er et voksende problem

Kristne med mellemøstlig baggrund forulempes i stigende grad, mener leder af center mod diskrimination. Ansatte i Gellerup og Vollsmose kan ikke genkende problemet

Chikane mod kristne nydanskere er en ny kategori af hadforbrydelse herhjemme, mener Niels-Erik Hansen, som leder Dokumentation- og rådgivningscentret mod diskrimination. Her er det en kristen nydansker, der bliver døbt i den overvejende iranske menighed Church of Love i Odense.
Chikane mod kristne nydanskere er en ny kategori af hadforbrydelse herhjemme, mener Niels-Erik Hansen, som leder Dokumentation- og rådgivningscentret mod diskrimination. Her er det en kristen nydansker, der bliver døbt i den overvejende iranske menighed Church of Love i Odense.

Jojo er en danskfødt kristen kvinde med libanesiske forældre, som ikke ønsker sit navn frem.

Hun er efter eget udsagn flere gange blevet udsat for chikane af arabiske mænd. I weekenden blev det så slemt for hende, at hun måtte flytte på krisecenter.

Hun fortæller blandt andet om en episode, hvor en flok arabiske unge mænd omringede hende, mens hun sad i sin bil. En af dem opdagede korset om hendes hals, kaldte hende en kristen luder og råbte, ”ved du, hvad vi gør ved folk som dig? I bliver stenet”. 

Hun har fortalt sin historie til TV 2 Nyhederne, som også har talt med andre kvinder, der har haft lignende oplevelser. Der findes ikke tal på omfanget af chikane mod kristne nydanskere.

Men Jojo har på sin Facebook-side opfordret kristne nydanskere til at dele beretninger om trusler og chikane, og det har en række mennesker gjort.

En anonym arabisk kristen kvinde skriver for eksempel, at hun ”gik på gaden og blev overfaldet af en gruppe unge (…) hvor den ene af dem kom og spyttede på mit kors”.

Problemet er blevet mærkbart inden for de seneste to år, fortæller advokat Niels-Erik Hansen, som er centerleder for Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination (DRC). Han hører i dag om en eller flere sager om måneden, hvor han tidligere ikke stødte på problemet.

”Det er simpelthen en ny kategori af hadforbrydelse herhjemme. Det nye er desværre, at vi har sager, hvor arabiske, persiske eller pakistanske personer, som enten er konverteret til kristendom, eller som hele tiden har været kristne, bliver udsat for overgreb,” siger han og tilføjer:

”Det infame ved de her hadforbrydelser er, at de ikke bare rammer den enkelte, men hele gruppen, fordi de giver andre grund til at frygte lignende overgreb.”

Problemet har været fremme før. For eksempel måtte den iranskfødte indvandrerpræst Massoud Fouroozandeh i 2011 flytte fra Odense-bydelen Vollsmose, efter at hans familie havde fået to biler smadret, angiveligt fordi der hang et kors i dem. Han lever i dag med hemmelig adresse.

Ifølge Niels-Erik Hansen skyldes problemet, at kristne indvandrere er meget synlige i de ofte overvejende muslimske miljøer for eksempel i sociale boligområder. Det gør dem til nemme mål for hadforbrydelser.

”De er mennesker, som andre med samme etniske baggrund går ud fra, er muslimer, og her opstår synligheden så ved, at de ikke går med tørklæde, at de ikke overholder ramadanen, at kvinderne måske går i en kort kjole. Oven i det går de måske rundt med et kors om halsen, og det gør kun sagen værre. Når de er fra Mellemøsten, så ’burde de vide bedre’, og så opstår konflikten.”

Det er især på asylcentrene, at kristne fra Afghanistan eller Mellemøsten oplever trusler eller vold, mener sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen.

”Men ellers er det mest frygten for reaktioner såsom tilråb, jeg har hørt om. Jeg kender en afghaner, som var ude for chikane på Nørrebro – jeg tror, det var tilråb – fordi han var blevet kristen.”
 
Selvom vold mod konvertitter uden for asylcentrene ikke er noget, Niels Nymann Eriksen kender til, har han stadig indtryk af, at nogle konvertitter vælger at holde lav profil eller helt undgår at komme visse steder i København, hvor de kan blive genkendt af folk, som kender deres historie.

”De er i en sårbar situation, og de kan blive udsat for nogle stærke reaktioner.”

Sognepræst Niels Hviid har været ansat ved Gellerup Kirke midt i det sociale boligområde uden for Aarhus siden 2007. Han kender ikke til konkrete tilfælde, hvor kristne indvandrere i menigheden er blevet chikaneret.

”Men vi har hørt arabiske kristne sige, at de jo forstår, hvad der bliver sagt, og at det ikke altid er respektfuldt, hvad de hører om kristne. Når jeg ind imellem møder konvertitter, er det mit klare indtryk, at det kan have store omkostninger at konvertere, og at man holder kortene meget tæt ind til kroppen.”

Jan Johnny Sørensen, leder af den forebyggende sektion ved Fyns politi, kan ikke genkende, at chikane af kristne skulle være et problem. Andre kilder fra SSP-arbejdet i Odense fortæller noget tilsvarende.
 
”Vi har ikke belæg for at sige, at der er religiøst motiverede problemer i Vollsmose, og jeg har aldrig hørt, at kristne er blevet forulempet af muslimer,” siger Jan Johnny Sørensen.

Se TV 2 Nyhedernes indslag ved at klikke her.