Anklager: Omar El-Hussein blev hjulpet af barndomsvenner og bandemedlemmer

Fire unge mænd fra Mjølnerparken risikerer livstid for medvirken til Omar el-Husseins angreb sidste år. Retssagen begyndte i dag

Nævningesagen, om fire unge mænds medvirken til terrorisme under terrorangrebet i København sidste år, begyndte i dag i Københavns Byret. Politiet var talstærkt til stede foran retten.
Nævningesagen, om fire unge mænds medvirken til terrorisme under terrorangrebet i København sidste år, begyndte i dag i Københavns Byret. Politiet var talstærkt til stede foran retten. Foto: Scanpix.

En repræsentant for anklagemyndigheden bærer den blodplettede og beskidte, grå hættetrøje, som Omar el-Hussein havde på, da han døde den 15. februar 2015, rundt i retslokalet.

Kort forinden er tilhørerne i Københavns byret blevet præsenteret for den fuldautomatiske M-95 riffel, som Omar el-Hussein affyrede ved Krudttønden på Østerbro.

Under et møde med Muhammed-tegneren Lars Vilks skød og dræbte han filminstruktøren Finn Nørgaard den 14. februar 2015 om eftermiddagen. Otte timer senere, omkring midnat, tog Omar el-Hussein ind til synagogen i København og skød og dræbte Dan Uzan, der holdt vagt foran den jødiske menighed.

På anklagebænken i Københavns Byret sidder fire unge mænd med indvandrerbaggrund, der er tiltalt for at have hjulpet Omar el-Hussein. Ingen af de fire mænd fortrækker en mine, da den blodplettede trøje bliver vist frem.

Omar el-Husseins attentater kostede to mennesker livet, sårede flere politibetjente og er blevet betegnet som det værste terrorangreb i nyere tid. Tidligere i dag begyndte retssagen mod de fire, der er tiltalt for at have opildnet Omar el-Hussein til angrebet mod synagogen og dermed have medvirket til terror. Hvis de bliver dømt efter anklageskriftet, risikerer de fængsel på livstid.

Retslokale 60 i Københavns Byret var spækket med pressefolk, og mindst ti bevæbnede politibetjente befandt sig i lokalet, da de fire unge mænd klokken 9.30 torsdag formiddag kom ind i retssalen og satte sig sammen med hver deres forsvarer. Den yngste LE på 20 år var en spinkel ung mand iført sort trøje. Han fulgte tavst retsmødet. LE er tidligere dømt for indbrud og har også været involveret i en sag om vidnetrusler og gaderøveri i 2012. 

LE har somaliske rødder og har været barndomskammerat med Omar el-Hussein. En anden barndomsven på anklagebænken var den 23-årige IA, der ligesom LE er opvokset i Mjølnerparken. I lighed med Omar el-Hussein har han palæstinensiske rødder. IA var karseklippet, bar sort hættebluse og kasket.

Da den 26-årige BH senere kom ind i retslokalet, hilste BH og IA hjerteligt på hinanden. BH, der også var karseklippet og bar sort hættebluse og kasket, er et kendt ansigt i bandemiljøet og tilknyttet banden Brothas i Mjølnerparken. Han er tidligere dømt for røveri og ulovlig våbenbesiddelse.

Den 31-årige MR med arabisk baggrund var den af de anklagede, der påkaldte sig størst opmærksomhed i retssalen. Mens de tre andre forholdt sig tavse, kastede han i ny og næ en kommentar mod pressen, smilede meget, talte en del med sin forsvarer, og under anklagerens gennemgang gabte han åbenlyst.

MR tilhører ligesom BH den hårde kerne i bandemiljøet og har tidligere fået en dom på otte års fængsel for røveri, ulovlig våbenbesiddelse og ulovlig besiddelse af stoffer. Da spørgsmålet om navneforbud kom op i retten, kunne MR’s forsvarer fortælle, at MR’s søskende klarer sig godt på det danske arbejdsmarked. Han har en søster, der er læge og en bror, der er buschauffør.

Senioranklager Bo Bjerregaard indledte retssagen med at redegøre for attentatet på Krudttønden. Krumtappen i hans gennemgang var de talrige billeder fra videoovervågningskameraer i København, der dokumenterer Omar el-Husseins færden før og efter attentaterne. Under en taxatur opdaterede han blandt andet sin Facebookprofil med sætningen: ”Jeg sværger troskab til Abu Bakr" (leder af Islamisk Stat, red.).

På en videoskærm i retten kunne man se, hvordan en formummet Omar el-Hussein iført dynejakke, bordeaux hue og et tørklæde om munden, bestilte en taxa fra Østerbro til Mjølnerparken på Nørrebro. Inden attentatet havde Omar el-Hussein ifølge anklageren søgt på Muhammed-tegneren Lars Vilks’ hjemmeside, ligesom han også havde søgt efter oplysninger om forfatteren Lars Hedegaard.

Klokken 16.57 ankom han til Mjølnerparken i en taxa, og her gik han direkte hen til den opgang, hvor barndomskammeraten, den 23-årige IA, boede. Billeder fra videoovervågningen viser, hvordan han i hånden havde en sort sæk, der angiveligt indeholdt mordvåbnet fra Krudttønden.

Militærgeværet, huen, jakken og et halstørklæde blev senere fundet i det rekreative område bag Mjølnerparken.

Ifølge terrorforskeren Magnus Ranstorp fra den svenske forsvarshøjskole har sagen mod de fire mænd i København stor international interesse, for den kan give et sjældent indsigt i de såkaldte ”crossover-terrorister” - altså banderelaterede unge mænd, der bliver ekstremister.
 
”Ved angrebene i Paris og på Charlie Hebdo har de involverede i terrorattentaterne ikke overlevet, de er blevet dræbt. Her har du ”live” fire mænd tiltalt for at være medhjælpere til angrebet i København. Det giver en chance for at få nye indsigter i terrortruslen,” siger Magnus Ranstorp til dagbladet Information.

Der er afsat 30 dage til retsmøder, og dommen ventes afsagt i løbet af efteråret.