DR indrømmer: Forkert at kalde sigtet i Mariagersag for ”religiøs fanatiker”

DR havde ikke belæg for at omtale den sigtede i chikanesagen fra Mariager som religiøs fanatiker, erkender DR-chef

P1-vært Kurt Strand spurgte DR's Sandy French, om DR har tænkt sig at beklage at have brugt betegnelsen "religiøs fanatiker" – for eksempel over for den sigtede i sagen, Carsten Anhøj, som i DR's dokumentar i mandags for første gang stod frem i offentligheden og fortalte sin version af historien.
P1-vært Kurt Strand spurgte DR's Sandy French, om DR har tænkt sig at beklage at have brugt betegnelsen "religiøs fanatiker" – for eksempel over for den sigtede i sagen, Carsten Anhøj, som i DR's dokumentar i mandags for første gang stod frem i offentligheden og fortalte sin version af historien. Foto: DR Dokumentar.

Artiklen er rettet 1.3.2016 klokken 14.00. Artiklen omtalte oprindeligt den sigtede i Mariagersagen som "gerningsmand" og "formodet gerningsmand". Dette er forkert, eftersom det ikke er bevist, at den person, som DR kaldte ”religiøs fanatiker”, er gerningsmand til det, som han er sigtet for. Kristeligt Dagblad beklager fejlen

Det var forkert af DR at kalde den sigtede bag chikane af et lesbisk par i Mariager for en "religiøs fanatiker". 

Det erkender DR Nyheders indholdschef, Sandy French, fredag morgen i et interview med journalist og radiovært Kurt Strand i P1-programmet "Mennesker og medier".

Erkendelsen kommer, efter der tidligere på ugen kom nye oplysninger frem i den meget omtalte chikanesag, som tog sin begyndelse i efteråret 2014, hvor et lesbisk par i den jyske by angiveligt blev udsat for grov chikane.

Sagen fik dengang massiv omtale i medierne, og i et indslag i 21 Søndag blev den sigtede gerningsmand præsenteret som en ”religiøs fanatiker”.

Betegnelsen var blandt andet baseret på, at den ene af de lesbiske kvinder, Tulle Krøyer, havde gættet på, at der måtte stå en kristen person bag chikanen. Angiveligt skulle hun have fundet et kors på bagsiden af sit barns navneskilt i børnehaven. Sagen førte til sigtelsen af en mand, Carsten Anhøj, som er tilknyttet en lokal pinsekirke, og som i dag over et år efter stadig er sigtet.

Men sagen har fået fornyet opmærksomhed, efter en DR-dokumentarfilm tidligere på ugen såede stærk tvivl om hovedvidnet Tulle Krøyers troværdighed og politiets indsats.

DR's Sandy French er ikke stolt over, at DR har brugt betegnelsen "religiøs fanatiker", fortalte hun til Kurt Strand under interviewet i "Mennesker og medier".

Kurt Strand spurgte derfor, om DR også har tænkt sig at beklage at have brugt betegnelsen – for eksempel over for den sigtede i sagen, Carsten Anhøj, som i DR's dokumentar i mandags for første gang stod frem i offentligheden og fortalte sin version af historien. Det var jo netop ham, betegnelsen 'religiøs fanatiker' var møntet på, påpegede Kurt Strand.

"Det, synes jeg sådan set, er rimeligt, at du spørger om," lød det fra Sandy French.

"Nu tager du mig lidt off guard, men selvfølgelig er det rimeligt, at når jeg beklager det her i programmet, så gør jeg det også efterfølgende på DR’s hjemmeside. At vi skriver, at det var en for voldsom karakteristik af en sigtet," sagde DR's indholdschef til Kurt Strand.

Kristeligt Dagblad har efterfølgende kontaktet Sandy French for at få uddybet, om DR også vil beklage betegnelsen "religiøs fanatiker" over for den sigtede.

Er det noget, I har tænkt jer at gøre?

"Nej. Som jeg sagde i programmet, vil vi præcisere, at det var en lige lovlig harsk sprogbrug, som vi ikke har dokumentation for, og derfor var det en forkert betegnelse, vi brugte i oplægget til det indslag. Det er ligesom en rubrik i en avis, hvor den lige får lidt for meget sovs og kartofler," svarer Sandy French på spørgsmålet.

Indholdschefen oplyser, at DR vil bringe beklagelsen på deres hjemmeside "Fejl og Fakta" senere på dagen.

Klik her for at lytte til interviewet om Mariager-sagen i P1-programmet "Mennesker og medier"

DR-dokumentarfilmen "Løgn eller chikane i Mariager", som blev vist mandag, såede alvorlig tvivl om hovedvidnet Tulle Krøyers troværdighed og politiets indsats i en meget omtalte chikanesag.
DR-dokumentarfilmen "Løgn eller chikane i Mariager", som blev vist mandag, såede alvorlig tvivl om hovedvidnet Tulle Krøyers troværdighed og politiets indsats i en meget omtalte chikanesag. Foto: DR Dokumentar