Er det rimeligt, at en statsleder kan benåde en morddømt?

epa05137834 A picture dated 03 December 2015 shows Jacqueline Sauvage (C), a French woman convicted of ...

Jacqueline Sauvage dræbte efter eget udsagn sin mand i selvforsvar, fordi han gennem deres 47 år lange ægteskab havde været voldelig og alkoholisk og misbrugt både hende og deres børn. Her er hun (th) sammen med sin advokat under retssagen. Foto: EPA/PHILIPPE RENAUD / Scanpix

Det giver god mening, men kræver forsigtighed for ikke at svække respekten for domstolene.
Ditlev Tamm, professor

Frankrigs præsident benådede forleden en kvinde, som var blevet idømt 10 års fængsel for at dræbe sin mand. Statslederes ret til at ignorere domstolenes afgørelse er en ældgammel praksis, men forskere er uenige om, hvorvidt den stadig er rimelig

Selvom enevælden i Europa for længst er afskaffet til fordel for demokratiet, kan statsledere i mange lande stadig feje domstolenes afgørelse af vejen og selv agere dommere.

Det skete forleden, da den franske præsident Francois Hollande valgte at benåde en 68-årig kvinde, Jacqueline Sauvage, som i 2014 fik en fængselsdom på 10 år for at have dræbt sin mand.

Jacqueline Sauvage dræbte efter eget udsagn sin mand i selvforsvar, fordi han gennem deres 47 år lange ægteskab havde været voldelig og alkoholisk og misbrugt både hende, deres døtre og deres søn, som tog sit eget liv i 2012. Sagen har vakt voldsom debat i Frankrig, og efter en underskriftsindsamling med 400.000 underskrifter til fordel for kvinden valgte det franske statsoverhoved at gribe ind.

Men spørgsmålet er, om det er rimeligt, at statsledere har den mulighed, eller om det bare er en ”absurd reminiscens i lovgivningen, som man ikke har taget sig sammen til at ændre”, lyder det fra Jesper Ryberg, professor ved Roskilde Universitet (RUC), som forsker i etik og strafferet.

Der kan være gode grunde til at benåde dømte, for eksempel hvis personen selv er blevet udsat for noget helt urimeligt eller er blevet skadet eller handicappet, så det ikke er nogen gevinst for samfundet at påføre straf, understreger Jesper Ryberg.

”Men umiddelbart er min vurdering, at det er mærkeligt, at statsledere, der står uden for det juridiske system, kan komme ind fra højre og beslutte, at mennesker skal benådes,” siger han.

”Der ligger en risiko for, at det kan misbruges politisk ved, at man frigiver mennesker for at tækkes folkestemningen og score vælgerpoint, eller fordi man har sympati for dem. Der er mange muligheder for at tilsidesætte de gode intentioner, der ellers kan være,” siger Jesper Ryberg.

Men det er en udmærket ordning, at statsledere kan benåde dømte, mener Ditlev Tamm, som er professor i retshistorie ved Københavns Universitet. Formildende omstændigheder spiller ofte en stor rolle ved domsafsigelser, men det er ikke altid nok, mener han.
 
”Grundtanken er, at domstolene, som skal følge loven, kan blive tvunget til at dømme for en forbrydelse, som jo i dette tilfælde er drab, men at der kan foreligge omstændigheder, som domstolene ikke kan medtage i deres vurdering af skyldsspørgsmålet. Det giver god mening, men kræver forsigtighed for ikke at svække respekten for domstolene,” siger han.

Retten til at benåde tilkommer ikke bare Frankrigs præsident, men en lang række statsoverhoveder verden over, og hvis Danmarks dronning Margrethe ønsker at benåde en dømt, kan hun også gøre det. Hvert år benådes en række personer fra danske fængsler – i 2014 var det 23 ifølge tal fra Kriminalforsorgen – især på grund af helbredshensyn, og det er regenten, der formelt godkender benådningerne.  

Ifølge Grundlovens paragraf 24 er det kongen, der kan benåde og give amnesti.

Der er tale om en ældgammel ret knyttet til statsmagtens eller suverænitetens indehaver. Og herhjemme har vi endda mange eksempler på benådning for dødsstraf efter retsopgøret med de danskere, der havde støttet eller hjulpet den tyske besættelsesmagt 1940-1945. I alt 78 danskere blev dengang dømt til døden, men 32 af dem blev benådet og fik for eksempel straffen ændret til fængsel på livstid.

I et moderne samfund er det dog noget, statsledere bør være meget varsomme med, mener lektor i retsfilosofi ved Københavns Universitet Amnon Lev.

”Det er en rest fra en førdemokratisk tid, og i takt med demokratiseringen af samfundet kan det i dag blive opfattet som et problem, fordi statsoverhovedet dispenserer fra de love, som befolkningen har vedtaget gennem parlamentet.”

Mens vi i retssystemet har nogle formildende omstændigheder, man kan inddrage, sker benådningen på trods af det, vedkommende har gjort, understreger Amnon Lev.

”Den er i sin natur ubegrundet, og faren er derfor, at vi – samfundet – opfatter den som illegitim. Så for en statsleder handler det meget om at bruge den, når folket opfatter det som rigtigt,” siger han.

I USA er det nærmest en tradition, at den siddende præsident benåder op til flere hundrede mennesker i sin regeringstid. Nogle benådninger er stærkt kontroversielle, som da daværende præsident Bill Clinton i 2001 benådede sin egen bror, der var dømt for besiddelse af kokain.

I Danmark har det dog aldrig været et problem – i hvert fald ikke siden grundlovens indførelse i 1849 – at statsmagtens ret til at benåde er blevet misbrugt, mener professor i strafferet ved Aarhus Universitet Gorm Toftegaard Nielsen:

”Det er klart, at jo mindre demokratisk et styre er, jo mere kan benådning misbruges. Men vi har både et demokrati og en ordentlig presse, og så er det meget vanskeligt. Men man skal være dum, hvis man tror, at ledere i mindre demokratiske lande ikke misbruger muligheden, og selvfølgelig kan du finde stater, hvor det er politiske tilhængere, der bliver benådet,” siger han.

Når statsledere overhovedet har fået muligheden for at benåde røvere og mordere, skyldes det kristent arvegods, vurderer Amnon Lev.

”Der er helt oplagt en parallel mellem statens suverænitet og forestillingen om Guds almagt. Den kristne gud, som er eller i hvert fald kan være en nådig gud, er i den forstand den form, vi tænker suveræniteten inden for. Man kan sige, at man med benådning bevæger sig inden for en kristen ramme, men det er en sekulariseret kristen ramme,” siger han.