Først får vi den gribende historie, ja, næsten en vision, fortalt af Johannes Climacus. Svarer den til en erindring fra barndommen? Det er en scene, som får vandringsmænd til at skælve.
Faderen
er hjemme, og barnet vil ud at løbe i gaderne, ånde frit.
Faderen siger nej, stænger døren, forbyder. Men han foreslår
noget andet: et kompromis, en substitut, et alternativ. Og snart
går far og søn op og ned ad gulvet inde i huset fra den ene ende
af stuen til den anden.
De vandrer, vandrer, vandrer, kommer og
går i snesevis, i hundredvis af gange. Og han lader dem tro, at de
er udenfor! De forestiller sig, at de vandrer i Københavns gader.
De samtaler om billeder, illusioner. De går og kommer. Husk
nu, og dér på hjørnet, dér, til højre, ligger hjørnehuset, hvilken
farve har skodderne?
De beskriver kirkerne for hinanden, monumenterne og ejendommene, går fremad, møder andre, hilser, genkender, cirkulerer. Faderen tvinger sig til at beskrive med et væld af detaljer, intet må glemmes, retter, når den anden går for hurtigt frem, overser nogle facader, forveksler gaderne.
Selv overraskelser kan man bilde ham ind.
”Se bare dér, kan du se, hvad jeg ser? ”
Deres kroppe er spærret inde mellem fire vægge,
men de beåndes af deres ord og skridt, de promenerer, og måske
er lyset ikke længere det samme, måske hører de larmen fra hestedroskerne,
råbene.
Er benenes bevægelser, skanderingen af deres skridt virkelig nok til at opvække byens spøgelser?
Sammen med Kierkegaard forestiller jeg mig, at far og søn i højt humør går hen over
gulvet med lange, rungende skridt og måske især livlige stemmer,
endeløse samtaler, uendelige beskrivelser, men hvad skal
de dække over? Ensomhed og kedsomhed?
Har Kierkegaard virkelig oplevet scenen?
Er det en barndomserindring, som fortælles indirekte? Det mener nogle biografer, og de forestiller sig endda, at lille Søren skynder sig hjem, forlader sine skolekammerater for at kaste sig ud i disse store, fantastiske vandringer. Nok havde hans far ry for at være urokkelig hård, ja, fanatisk, i det mindste hvad religiøs fromhed angik, men derfra og til systematisk at forbyde sin søn at gå ud? Er det så en metafor? Hvorfor skulle han have forestillet sig noget så mærkeligt?
Er det en lovprisning af fantasien, af åndens suveræne frihed, en måde at sige på, at når man vandrer hjemme hos sig selv, kan man gøre sig til herre over tingene?
Skal man tro,
at når Kierkegaard gik rundt i København, som han kun forlod
yderst sjældent, lod han verden komme til sig? Eller skal man
tro, at vandring uddyber rum og tid alene i kraft af en ”genoptagelse”
af ens skridt?
Hvis man gentager sine skridt under vandringen, er det netop for at præge dem med øjeblikkets evighed. I sin dagbog skriver Kierkegaard ofte om sin kærlighed til eller endda sit behov for spadsereture, i hvert fald behovet for at tænke, komponere, udbrede sig om alt muligt, mens han vandrer.
Hans biografer fortæller vidt og bredt om denne umådeholdne trang. I studietiden gik han rundt i Københavns gader i timevis, indledte diskussioner med de forbipasserende, ledsagede bekendte ned ad gaden, afskød verbale pile, brillerede sammen med dem, han kom forbi.
Det fortælles, at man om
natten kunne se hans silhuet gå frem og tilbage i nogle store oplyste
rum i hans lejlighed i Nørregade i hovedstadens centrum.
I hvert rum stod der en skrivepult, papir, blæk. Han vandrede,
han tænkte, han skrev.
Endnu i begyndelsen af 1840’erne, hvor han er blevet en berømthed i København, kan man hver dag se ham spadsere nogle timer på gaden.
Og så kom de mere ensomme, mere dystre vandringer efter affæren med Corsaren (en avis, som efter 1845 mangedoblede sine satiriske angreb på filosoffen ved regelmæssigt at lave karikaturer af ham: skrutrygget, tyndbenet, med det ene bukseben længere end det andet). Så måtte han konfrontere spottefuglene.
Endelig var det under en spadseretur, at han den
2. oktober fik det anfald, der skulle bringe ham på hospitalet,
hvor han efter nogle lange uger i sengen dør den 11. november
1855. Pastor Emil Boesen, der besøgte ham regelmæssigt, sikkert
med henblik på at få ham til at angre sine bidende angreb
på kirken, hører ham sige: ”Der er blot én hindring: Jeg kan ikke
gå”.
Men vandring er noget andet end den afslapning, man lover sig selv efter en arbejdsdag, noget andet end et middel mod kedsomhed, en sundhedsdisciplin, et socialt ritual eller endda et inspirationselement. Vandring er matrice, paradigme, metafor; den omfatter en generel stilistik.
De tre stadier i livet, som
Kierkegaard utrætteligt beskriver (det smukke, det gode, det absurde),
er lige så mange etaper på ”livets vej”; de er stadier, som
hver gang forudsætter måder at vandre på.
Til det æstetiske stadium svarer nytteløs flaneren, spadsereture
uden mål ad tilfældige gader og gadekryds, frivole vandringer
i byerne. Man må endelig ikke vandre for at gå et sted
hen, men blot for at passere andre skridt end ens egne. Da er gaderne
invitationer, facadernes variationer kilder til forundring.
Det er diversiteten, som fornøjer, og gadekrydsene er indbydelser. Glæden ved at vandre ligger da i at gå fra det ene tilbud om skønhed til det næste, at bringe os fra ét kvarter til et nyt. Man går ned ad en gade, som den nu ser ud, simpelthen fordiden rummer et vagt løfte om ikke at ligne den, man befinder sig i. Den nydelsessyge æstetikers liv udgøres af en række dage, der kan sammenlignes med husenes store bemalede facader, som hver især viser ham den gunst at adskille sig fra alle de andre.
At
vandre er det tilfældige mødes kunst, en teknik til at overraske
sig selv med, hvor avenuen drejer. At vandre rundt i byerne i det
uendelige er at overgive sig til tilfældet, nyde den ubegrænsede
mangfoldighed, med fryd at glemme sig selv i mylderet.
For det etiske stadiums vedkommende forestiller jeg mig en søndagsvandrer, en ægtemand ville Kierkegaard straks have tilføjet, der går sin bestemte rute som en stilfærdig pligt; han er manden, der går sin faste tur med tunge, afmålte og tillidsfulde skridt.
Her bør man forstå, hvad der ligger af alvor og agtelse i
denne regelmæssige vandring. Det ville være for letkøbt blot
at se en passiv rutine heri, en bøjen sig for konventionerne, en
kuldskær selvsikkerhed over for verdens risici.
Pligtens og ”almindelighedens” mand ved, hvor han går, han har valgt ansvarligheden, den daglige trummerums tunge byrde, troskaben mod sig selv og andre.
Det bekræfter hver spadseretur, men samtidig får den ham til at mærke ufuldkommenhedens vægt, for man bliver aldrig færdig med at gøre sin pligt, man bliver aldrig færdig med at holde sig i gang og holde sig selv ud med ens andel af fejl og mangler.
Dog er den etiske vandringsmand tillidsfuld, for han ved, at han skal et sted hen, og at der ligger en glæde i det faktum, at denne vej, som er så ensformig og undertiden tung, samtidig er så lige.
Nok er det stier uden ende, som kræver
standhaftighed og mod, men de er ensrettede og meget smukt
anlagte.
Og det religiøse stadium? Skal vi forestille os et spring, en
pludselig befrielse fra tyngdekraften? En ren ekstase, en æterisk
genopdagelse af dansen? Jeg tænker atter på Kierkegaards tekst
om Abraham, Frygt og bæven.
På den vedholdenhed, hvormed Kierkegaard beskriver øjeblikket, hvor Isaks far bestiger Morijabjerget med sønnen på slæb: ”De vandrede i stilhed”.
Og det er sandt, at man bør tie, for at tale vil sige, at man prøver at forklare, give grunde, klare frisag ved at tale sig fra det, retfærdiggøre, hvad der ikke kan retfærdiggøres. Vandrer Abraham, fordi han tror?
Han tror, fordi han vandrer. I vandringens bevægelse
ligger der en stærkere, mere definitiv, mere absolut kraft end i
begrundelser og taler, som får os til at tvivle, vælge en anden sti,
gå tilbage, standse op.
En tavs, absurd vandring, men det er en ordløs tro, som lader
ham fortsætte, hver gang, ved hvert skridt.