Kærestebrev fra soldat: Jeg drømmer så forunderlig varmt om dig

Den 6. april 1945 blev 21-årige Kim Malthe-Bruun henrettet af nazisterne. I hans dagbog og breve fra Anden Verdenskrig tegner han et portræt af Danmark under besættelsen. Vi bringer første uddrag af bogen i anledningen af, at det er 75 år siden, Danmark blev besat

Hanne, jeg vil sige dig, når jeg lægger mig i køjen for at få nogle få timers søvn, så drømmer jeg så forunderlig varmt om dig, indtil jeg sover. Sådan skrev Kim til Hanne under krigen. Her ses parret i 1944. Billedmateriale fra familiens arkiv.
Hanne, jeg vil sige dig, når jeg lægger mig i køjen for at få nogle få timers søvn, så drømmer jeg så forunderlig varmt om dig, indtil jeg sover. Sådan skrev Kim til Hanne under krigen. Her ses parret i 1944. Billedmateriale fra familiens arkiv.

Kims brev til kæresten, Hanne:

Danzig. 18. maj 1941

Kæreste Hanne.
Er lige ankommet hertil. Vejret er aldeles vidunderligt, næsten ikke en vind og klar, skyfri himmel, men man bliver blå i ansigtet af raseri over alle de tyskere, der vader rundt her (også om bord).

Jeg ligger her på storlugen og skriver dette brev; imedens kan jeg følge alle begivenhedernes gang omkring mig.

Torsdag den 15. maj kom jeg på vagt kl. 24‑4; da klokken blev 24, tænkte jeg på dig og følte en dyb sugen om hjertet, fordi jeg ikke var i stand til at være på stedet og gratulere dig. Hanne, jeg var hos dig i tankerne hele den dag.

Jeg var den første, der tænkte på dig, og visseligen også den sidste, da jeg også havde vagt fra 18½-24. Det var bidende koldt om morgenen, og skibet rullede gevaldigt, men sjældent har jeg følt mig på én gang så glad og så sørgmodigt stemt.

Imedens jeg vandrede op og ned på udkig efter miner, gik jeg ligefrem og solede mig ved tankerne om dig.

Jeg så solen stå op, vejret var pragtfuldt, men naturligvis, hvor skulle det kunne være andet på den dag. Jeg havde frivagt fra kl. 4‑7½. Da jeg kom på vagt igen, fulgte jeg dig i tankerne:

Jeg så din moder komme og lykønske dig, jeg så dig se dine gaver efter, jeg fulgte dig om eftermiddagen, da du havde et par veninder til chokolade, og fulgte dig, til du igen lå i køjen og gennemgik dagen led for led, og jeg håbede, at du også tænkte lidt på mig.

Da du var faldet i søvn, fortsatte jeg alene – jeg fortsatte med at våge over dig, indtil kl. 4 næste morgen. Jeg indrømmer, at jegsov trygt de næste fire timer, jeg havde frivagt. Du kan tænke dig, kære, hvor uendelig mange planer og tanker, jeg gjorde mig i det tidsrum; planer og tanker, som jeg ikke nu vil røbe for dig, men måske senere.

Vi har endnu ikke fået at vide, hvor vi skal hen herfra, men jeg håber naturligvis som sædvanligt, at det må blive København eller omegn. (Jeg blev afbrudt. Der kom en stor tysk undervandsbåd forbi i ikke ti meters afstand. Det var en af de helt store, som sikkert skal ud at gøre fortræd på verdenshavene nu. Du skulle vide, hvor uhyggeligt det er at se en sådan »ligkiste« og se alle konerne og børnene og familien løbe langs kajen, grædende og ulykkelige. Nok har de selv været ude om det, men det er modbydeligt.)

Sweetheart, here I am again.

Jeg har lige været i land for at se, hvorledes her ser ud. Du skulle ane, hvor alt er ramponeret her. Bombe- og granatkratere, afbarkede og ødelagte træer er der overalt. Der ligger en lille kaserne i en skov ikke tre minutters gang herfra, den er fuldkommen ødelagt af kugler. Der er huller med ikke en meters mellemrum. Det må have gået uhyggeligt hårdt til i kampen mod Polen, blot var det skade, at tyskerne skulle have lov til at vinde.

Når man går her, går man og ser sig sur og gal på alt, hvad der er tysk og alle tyskerne. Når man ser, hvorledes de behandler deres krigsfanger, kunne man med koldt blod dreje halsen om på hver og en af dem.

 Der er, ligesom i Stettin, en flyveskole her, så de vælter sig gevaldigt rundt i luften med alle mulige maskiner. Det ser imponerende ud, men vi bander over dem, fordi de er tyske, og »be’r« til, at de må falde ned, hvilket desværre endnu ikke er hændt, i alt fald ikke, imedens vi har set på det. 

Jeg skal på vagt fra 22‑5 i morgen og skal alligevel arbejde sammen med de andre fra 7‑17, så jeg bliver sikkert god i morgen aften. I grunden er det forbavsende, så lidt søvn man kan klare sig med, når det skal være. Vi har flere gange arbejdet hårdt et helt døgn uden søvn og har dog ikke følt os matte, men indrømme skal jeg, at man sover godt og er ikke meget for at tørne ud af køjen efter nogle timers forløb.

Hanne, jeg vil sige dig, når jeg lægger mig i køjen for at få nogle få timers søvn, så drømmer jeg så forunderlig varmt om dig, indtil jeg sover. Det er, ligesom når jeg går vagt en klar måneskinsnat, så virker det på mig, som om jeg blev løftet, og mine drømme bliver så store og stærke, at det ville være mig umuligt at holde slige fantasier fangne ved fuldt dagslys.

Hvor ville jeg ønske, at du blot kunne opleve sådan en enkelt nat sammen med mig i søen. Jeg tror, du ville forstå mig.