Kims brev, som aldrig blev sendt til nogen:
Pernavik. 1. juli 1941
Du kære, dette brev er ikke blevet afsendt. Her er ad helvede til, vi har russerne her, som bomber op til ti gange om dagen, og hver gang det ser alvorligt ud, må vi styrte ind i skoven og søge dækning bag klipperne.
Det er alvor, forbandet alvor, men ikke en eneste gang har jeg følt mig bange for at dø. Det kan godt være, at det er dig, der virker som balance i min tilværelse. Og at det er bevidstheden om dig, der giver mig denne herlige følelse af kold ro – men fordømt er det, for næppe er man kommet i køjen, før man skal op igen og ind i skoven.
Vi var en nat af sted fire gange, og jeg kan love dig for, at vi udslyngede alle de saftige eder, vi overhovedet kunne finde mod de forbandede russere.
Jeg er nu vagtmand igen, og jeg sidder på dækslasten og skriver. Her er herlig lyst hele natten, og solen er netop i dette øjeblik ved at krybe frem.
Der har for ti minutter siden været tre store russiske maskiner over her. De smed en forfærdelig masse bomber på savværket, lige på den anden side af det næs, vi ligger bag. Hver gang sirenerne lyder, skal jeg purre de andre, og alle møder øjeblikkelig på dækket. Der står vi så og stirrer efter de uhyrer, som langsomt og majestætisk glider hen over himlen. Forandrer de kurs, springer vi straks i båden og haler os i land og spreder os i skoven for langsomt at lade os æde af myg.
Åh, hvor vi hader dem, de sataner. Den ene ungmand, matrosen og kokken er helt ude af sig selv af nervøsitet. De er snart ikke til at have med at gøre, så pirrelige er de. Jeg gad vide, hvad det skal blive til, hvis vi skal ligge her, til krigen er forbi.
Du skulle se, i går aftes skød finnerne to russere ned over skoven. Vi stod alle sammen på dækket og frydede os. Ellers er der noget forbandet ved at se sådan nogle store kolosser glide langsomt af sted og smide deres bomber, uden at antiluftskytset lader til at genere dem det mindste. Jeg kan, når jeg ser dem sprede død og ødelæggelse over uskyldige, blive grebet af et afmægtigt raseri og ville give, hvad det skulle være, for at kunne bekæmpe dem.
Jeg takker min Gud og Skaber for, at vi ikke har det således i Danmark, og for at du ikke skal udsættes for den nerveprøve, det er, ikke at vide sig sikker en time i døgnet.
Hele tiden – også imedens jeg har skrevet – hører man den fjerne dundren og drønen fra kanonerne. Vi ligger nær ved ilden, men igennem det alt sammen, igennem alle genvordigheder, væggelus, som er ved at æde mig, myg, bomber, søvnløshed på grund af alarm, mangel på føde, igennem det alt sammen – ikke et sekund er du ude af min bevidsthed.
Da jeg er udgået for meget, bl.a. sko, har jeg lavet mig et par af gammelt tovværk, så de kan vel holde den værste nød fra døren indtil videre.
I går eftermiddags gik jeg en lang tur igennem skoven og ud på pynten af næsset. Her stod jeg længe og holdt øje med nogle russere, som lige havde bombet Lovisa. Da de var ude af syne, smed jeg tøjet og lagde det på en lille gran, som jeg forsigtigt skubbede ud i vandet. Derefter sprang jeg selv ud og transporterede på den måde mine små ejendele ud til en lille klippeø, der ligger en kilometer ude.
Der lå jeg så og dasede i solen. Klipperne var dejligt varme, og jeg nød det dobbelt oven på svømmeturen. Herfra svømmede jeg så ind til næste næs, trak i klunset og gik hjem. Hvor er det dejligt således at være sig selv. Jeg nød det.
Nu har der lige været flyverangreb igen – hvor ville det være velsignet enten at være ude af det hele eller også at være rigtig med i det. Denne passive form er næsten uudholdelig. Hanne, hvor ville jeg ønske, du var her. Så ville jeg glemme alt det forfærdelige, der sker rundt om os, og være lykkelig.
Jeg ville kun leve for at gøre dig lige så lykkelig – jeg ville lade være med at gå og spekulere så håbløst på, hvad mening der er med alt det, der sker nu. Jeg ville ikke mærke det tryk, som krigen alligevel lægger over os alle – så nu hyler sirenerne igen.