Kirkefolk efterlyser nuanceret dækning af det kristne liv

Religion bliver stadig betragtet som en hobby af public service-medier, som ikke kan undværes i dækningen af danskernes tro, lyder det fra kristne organisationer på Folkemødet

Mikael Arendt Laursen, generalsekretær hos KLF Kirke og Medier, var blandt deltagerne på scenen. Det samme var Jens Medom Madsen, generalsekretær i Indre Mission.
Mikael Arendt Laursen, generalsekretær hos KLF Kirke og Medier, var blandt deltagerne på scenen. Det samme var Jens Medom Madsen, generalsekretær i Indre Mission. Foto: Benjamin Krasnik.

Det er ikke en selvfølge, at en naturlig del af mange danskeres liv bliver forstået og formidlet i danske medier. Og derfor er det vigtigere end nogensinde, at der kæmpes for at fastholde public service-stationernes fokus på trosstoffet.

Sådan lød et budskab fra kristne organisationer fredag formiddag på Folkemødet i Allinge på Bornholm.

Her var emnet ”Kirke og tro i medierne” på dagsordenen til en debat, hvor der blev udtrykt en dyb bekymring for fremtiden for dækningen af en vigtig del af danskernes liv.

Det gælder især Danmarks Radio, der i dag er forpligtet til at dække kristendom.
 
”Vilkårene for nichestof som tro er under pres,” sagde Mikael Arendt Laursen, generalsekretær hos KLF Kirke og Medier, der var blandt deltagerne på scenen.

Han pegede på en række udfordringer for public service, der er med til at true dækningen af trosstoffet. For det første sætter politikere i stigende grad spørgsmålstegn ved public service - et udvalg nedsat af kirkeminister Bertel Haarder (V) er i gang med at redefinere public service-begrebet.

Og for det andet er der ifølge Mikael Arendt Laursen en tendens til, at mediebrugerne ikke tænker på den større fælles sag, når de hellere ser Netflix end betaler licens.

”Danskerne lukker sig hver især inde i deres egne mediebobler ud fra egne behov og giver dermed køb på mangfoldigheden,” sagde han.

Fra den kirkelige højrefløj ser man en tendens blandt medierne til kun at fokusere på konfliktstof i kirkeverdenen.

”Jeg savner en nysgerrighed efter, hvad det vil sige at være troende i dag. Mediernes tilgang er ofte forudsigelig og handler om, hvordan vi har det med sex og alkohol. Men eksempelvis i flygtningespørgsmålet har man overset, hvad kirken også gør for integration og hjælp til flygtninge,” sagde arrangementets anden deltager, Jens Medom Madsen, generalsekretær i Indre Mission.
 
”Der er i medierne en manglende evne til at komme i nærkontakt med troende med et andet syn på verden,” sagde han.

Begge deltagere anerkendte, at især DR er blevet bedre til at dække trosstoffet. For i dag er der jo morgengudstjeneste på P2, Morgenandagt på DR2, DR Kirke på DR K. Og DR er på vej med en ny dramaserie om kirkelivet i en lille by i Danmark.

Det er ikke kvantiteten, man efterlyser, men kvaliteten. For religion bliver stadig betragtet som en hobby, påpegede Mikael Arendt Laursen.

”Der er stadig blandt medier en ide om, at tro er noget, man vælger fra og til forskellige steder i livet, som når man skal have et barn eller mister en forælder. Der er stadig mange fordomme om troende, der fylder mediebilledet. Jeg savner, at man kan være mere nuanceret og grave sig mere ned i, hvad det vil sige at være et troende menneske.”

Pilen peger dog ikke kun på medierne, som en mand blandt publikum indvendte. Og det var Mikael Arendt Laursen enig i.

”Kristne mediebrugere skal blive bedre til at bakke op om den dækning, der trods alt er. De skal huske at bruge public service-programmer om tro og deltage i den offentlige debat om vigtigheden i at have disse stationer,” sagde han.