Sigtelse: Pige og syrienkriger ville angribe jødisk skole

WeekendensTerror i København viser at sikkerheden ikke er god nok. Formanden for det jødiske samfund Dan ...

En 16-årig pige fra Nordvestsjælland og en tidligere syrienkriger sigtes for at planlægge angreb på blandt andet den jødiske privatskole Carolineskolen i København. Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark

Politiet har ifølge sigtelse afværget angreb på to skoler, herunder den jødiske Carolineskolen i København. Pige forsøgte at fremstille sprængstoffer

En 16-årig pige fra Nordvestsjælland og en tidligere syrienkriger sigtes for at planlægge angreb på to skoler, herunder en jødisk privatskole i København. Det siger anklager Kristian Kirk tirsdag formiddag i et retsmøde i Holbæk.

Ifølge anklageren har pigen anskaffet kemikalier og forsøgt at fremstille sprængstoffet TATP. Den 24-årige tidligere syrienkriger skal blandt andet have skaffet bombemanualer.

Ifølge anklageren planlagde de sigtede at begå terror mod Sydskolen i Fårevejle og den jødiske privatskole Carolineskolen i København.

Planen var at gennemføre sprængninger, hævdes det.

Den 16-årige pige nægter sig skyldig i anklagerne. Hun vil ikke udtale sig på nuværende tidspunkt, siger hendes forsvarer. Også den 24-årige nægter sig skyldig.

Sagen brød ud 13. januar i år, da Midt- og Vestsjællands Politi anholdt den dengang 15-årige pige i hendes hjem ved Kundby tæt på Holbæk.

Det skete ved en større politiaktion og under medvirken af bomberyddere.

Pigen, som er konverteret til islam, blev dagen efter varetægtsfængslet i isolation.

Samme dag meldte den 24-årige tidligere syrienkriger sig selv til politiet i Østjylland. Også han blev fængslet i isolation.

I tirsdagens retsmøde var det anklager Kristian Kirk, der ønskede at offentliggøre sigtelserne, efter at de i næsten to måneder har været hemmelige for offentligheden.

"Der er mange hundrede afhøringer i efterforskningen, der har været på standby. Derfor har vi nu brug for at kunne tale om, hvad sigtelserne handler om," siger anklageren.

Efter oplæsningen af sigtelserne valgte dommeren at lukke dørene for offentligheden. Det betyder, at sagens nærmere omstændigheder foreløbig vil blive holdt hemmelige.

Jødiske forældre til børn på Carolineskolen har tidligere udtrykt bekymring for deres børns sikkerhed i forbindelse med terrorangrebet på synagogen i København sidste år.