Spyt og spark til flygtninge: Ugens største historier på sociale medier

Videoen med den ungarske journalist, som spænder ben for en flygtning, der bærer sin datter i armene, er ...

Videoen med den ungarske journalist, som spænder ben for en flygtning, der bærer sin datter i armene, er blevet delt millioner af gange den seneste uge. Foto: Skærmbillede

Millioner af mennesker har delt og debatteret fotos og videoer af chikane af flygtninge på Facebook og Twitter i den forgangne uge. Få overblik her

Den følelsesladede debat om flygtninge udviklede sig til hadefuld hetz på sociale medier, da en række stærke billeder og videoer blev delt i den forgangne uge.
 
Lynchstemningen bredte sig til stort set alle verdens hjørner, da en video afslørede, at en ungarsk journalist med et kamera på skulderen sparkede og spændte ben for flygtninge, der forsøgte at løbe fra politi.

Kvinden spændte blandt andet ben for en far, som løb med sin datter i armene, og det globale had rettet mod den ungarske journalist – videoen er delt mere end 14 millioner gange – blev ikke bedre, da det kom frem, at faderen med barnet i sine arme formentlig var blevet tortureret af Assads regime og var flygtet fra Islamisk Stat.

Artiklen fortsætter under videoen

Den ungarske journalist – som efterfølgende mistede sit job på en ungarsk national tv-kanal og nu står over for anklager – har siden undskyldt sin opførsel og forklaret, at hun gik i panik, skriver den britiske avis The Guardian.

Herhjemme vakte det ligeledes kolossal forargelse, da en fotograf fra dagbladet Information fangede et billede af en dansk mand, som stod på en motorvejsbro uden for Rødbyhavn og angiveligt spyttede ned på de flygtninge, som gik på motorvejen.

Information præsenterede billedet med teksten: ”Manden på broen kigger på sin kone, før han begynder at spytte ned på flygtningene, der passerer under broen”.
 
Artiklen fortsætter under linket

Brospytteren: »Jeg spyttede ikke.«Lili Vilhelmsen (som ikke er brospytterens kone): »Vel gjorde han så«

Posted by Dagbladet Information on Wednesday, 9 September 2015

Brospytteren, som Information døbte ham, har siden benægtet, at han skulle have spyttet, mens avisens fotoredaktør, Sigrid Nygaard, som tog billedet, fastholder, at han spyttede – blandt andet med henvisning til anonyme kilder, som havde set optrinnet. (Kvinden på billedet viste sig dog ikke at være hans kone).

Billedet af brospytteren er blevet delt flere tusinde gange på sociale medier, og fordømmelsen af manden har været så stor, at Ekstra Bladets opinionsredaktør Mads Kastrup er mest forbløffet over, "hvor mange glorier en spytklat kan pudse". 

Det at pudse glorien endte også med at blive det suverænt mest debatterede emne i Kristeligt Dagblads Facebook-gruppe. 

I et interview langede programchef for Radio24syv Mads Brügger ud efter de mange danskere, som gør "et spektakel ud af at vise, hvor gode de er, fordi de gerne vil hjælpe de flygtninge". Artiklen har affødt flere end 400 kommentarer, og du kan selv deltage i debatten ved at klikke her. 

Artiklen fortsætter under linket 

Journalist Mads Brügger har i debatten om hjælp til flygtninge vakt vrede på Facebook ved at citere Jesus' ord om ikke at skilte med ens gode gerninger. Har han en pointe?

Posted by Kristeligt Dagblad on Wednesday, 9 September 2015

Udbredelsen af fotografier af døde flygtningebørn på sociale medier førte til en voldsom debat om, hvorvidt det er etisk forsvarligt at dele billeder af børnelig.

Billedet af den døde dreng på stranden blev på rekordtid et symbol på Europas flygtningekrise, og et hashtag på det sociale medie Twitter, #KiyiyaVuranInsanlik  (”menneskeheden forliser”), udløste tusindvis af kommentarer. 

Senest har en videooptagelse fra Ungarns største flygtningelejr ved grænsen til Serbien vakt opsigt.

Videoen, som blev delt på YouTube i går, viser omkring 150 mennesker, der forsøger for at få fat i sandwichpakker, som ungarsk politifolk iført hjelme og hygiejnemasker kaster til dem i en indhegning i en stor hal, skriver Ritzau.

Flygtningene ”var som dyr, der blev fodret i en stald”, fortæller den østrigske frivillige hjælpearbejder, Klaus Kufner, som i al hemmelighed filmede videoen.

Se videoen herunder