Udlændinge er vigtige for Scientologys forretning

Mennesker fra store dele af Europa tager til København for at studere hos Scientology. Det koster mindst 350.000 kroner at nå til det højeste trin af selvudvikling i Danmark, oplyser Scientology. Men nogle ender med at give meget mere

En af Scientology Danmarks boder i København.
En af Scientology Danmarks boder i København. . Foto: Paw Wegner Gissel.

Selvom Danmark ligner en ubetydelig prik på verdenskortet, spiller landet en afgørende rolle for den verdensomspændende bevægelse Scientology.

Danmark er nemlig Scientologys europæiske hovedkvarter, og personer rejser ifølge Scientology hertil fra store dele af Europa for at tage kurser og bestige ”Broen til fuldkommen frihed”. Broen handler blandt andet om at erkende, at de er udødelige, åndelige væsener, som kan ”håndtere ting uden at være nødt til at bruge en fysisk krop,” som Scientology forklarer på en hjemmeside.

Lige nu opholder 4000-5000 udenlandske scientologer sig i København for at deltage i kurser og modtage vejledning, fortæller Anette Refstrup, informationschef for Scientology Danmark og Europa. Derudover arbejder et par tusinde udlændinge permanent for Scientology i København.

”Scientology uddanner folk fra hele Europa til det højest mulige niveau på kontinentet i deres bygning i Jernbanegade. Det er også der, den internationale administration ligger,” bekræfter religionssociolog Peter B. Andersen fra Københavns Universitet.

Internationale forskere satte forleden i Kristeligt Dagblad spørgsmålstegn ved, om Scientology har så stor medlemstilslutning, som Anette Refstrup giver udtryk for. Uanset det præcise antal er der ingen, der betvivler, at udlændinge udgør en stor del af Scientologys aktive medlemmer og støtter i Danmark.
 
Det koster mindst 350.000 kroner ifølge Scientology at nå til det højest mulige niveau i København.

Nogle mennesker ender dog med at lægge betydeligt flere penge end minimumsprisen på 350.000 kroner. Og for nogle kan det føre til gæld, vurderer Peter Åkerbäck, religionshistoriker ved Stockholms Universitet.

”Vi har mange af de historier, så de kan ikke være komplet ubegrundede. Vi ved, at mange af kurserne koster mange penge, og vi ved, at medlemmer er meget entusiastiske de første par år og derfor kan nå at tage mange kurser på kort tid,” siger han. 
 
En af dem, der endte med at betale mere end 350.000 kroner, er den 37-årige nordmand Anette Iren Johansen. Ifølge hende er Scientologys officielle beløb alt for lavt sat. Hun forlod Scientology i 2012 efter 10 års engagement i København med en bankgæld på cirka tre millioner kroner. Udover penge for kurser donerede hun cirka en halv million kroner til Scientology. Penge, hun oplevede, at hun blev ”manipuleret” til at donere.
 
”Jeg ved godt, at det lyder vanvittigt. Men når man gradvist bliver manipuleret, er man som i en rus,” siger hun om milliongælden.
Anette Refstrup kommenterer i en mail Anette Iren Jo-hansens udsagn om, at hun har brugt flere millioner kroner på Scientology:
”Folks private finansielle dispositioner er ikke noget, kirken har mulighed for at blande sig i.”
 
Hun fastholder, at 350.000 er et realistisk beløb og tilføjer blandt andet, at ”mange scientologer bidrager gavmildt til deres kirke, fordi de ønsker at støtte religionen”.

Der findes ikke tal for, hvor mange der som Anette Iren Johansen har stiftet gæld på grund af deres tid i Sciento-logy. Ifølge religionshistoriker Peter Åkerbäck er der dog ikke tale om et enkeltstående tilfælde, og den Pulitzerpris-vindende amerikanske avis Tampa Bay Times, som har afdækket Scientology i et stort tema, skrev for eksempel i 2011, at mange medlemmer ”ender i alvorlig gæld. Nogle går konkurs. Men de får at vide, at de ikke skal bekymre sig, fordi Scientology er uvurderlig og vil hjælpe dem i al evighed”.

Derudover er der tegn på, at Scientology lægger mere pres på medlemmer end tidligere, siger Peter Åkerbäck:

”Nogle af de eksmedlemmer, jeg har talt med, fortæller desuden, at indsamlingerne er blevet mere aggressive. Måske låner du penge, for eksempel i din egen virksomhed, til at betale for kurser, og så ender du med gæld.”
 
Men det udsagn er ”spekulativt”, mener Anette Refstrup.

Det europæiske hovedkvarter blev placeret i Danmark af grundlægger L. Ron Hubbard i 1969, blandt andet fordi han ”syntes godt om det velorganiserede danske samfund”, fortæller Anette Refstrup.