Kort før påske var jeg på besøg på plejehjemmet Hav-Fjord i Thyborøn. Jeg var inviteret af plejehjemmets vennekreds til en fortælle-eftermiddag om min barndom og opvækst i Thyborøn og om mødet med mennesker og begivenheder i mit videre livsforløb til i dag.
Hjemmet bærer sit navn med rette. Det ligger ved foden af havdiget, vel cirka 300 meter fra Vesterhavet og med små to kilometer til Limfjorden og godt en kilometer til havnen og Thyborøn Kanal. Så her er mere vand end land, som det også fremgår af min dåbsattest, som fortæller, at jeg er født i Thyborøn, Vandfuld Herred, Ringkjøbing Amt. Det har jeg det godt med.
LÆS OGSÅ:Pasning og pleje af en uhelbredeligt syg er en kærlighedsgerning
Det er et nyt plejehjem, taget i brug i foråret 2006. Det er bygget i ét plan med skrå tage, brede døre og vinduer, så byggeriet udfylder sin plads. Der er ingen have omkring, men en havebrugskonsulent ville heller ikke have mange livsmuligheder her. På forpladsen er der rejst en høj granitskulptur, skabt af kunstneren Erik Heide. Den er rå, stærk og uharmonisk nogle vil sige grim ligesom omgivelserne. Men den bliver stående, også når det stormer fra vest.
Der er plads til 22 beboere. Hjemmet er inddelt i to bo-enheder med 11 lejligheder i hver. Der er en fælles mødesal, hvor der kan holdes arrangementer for beboere, familie og venner, sådan som jeg netop har oplevet det sammen med cirka 80 deltagere.
I hver af de to bo-enheder er der fælles køkken og opholdsrum, hvor man kan mødes til en kop kaffe, få en hyggelig snak og indsnuse duften af den mad, som er under tilberedelse til dagens middag i hjemmets eget køkken ligesom hos mor derhjemme. Har man lyst til at deltage i forberedelserne med at skrælle kartofler eller hjælpe til med borddækningen eller måske bidrage med et par muntre bemærkninger fra kørestolen, er det også fint.
Naturligvis har plejepersonalet nok at se til. Jeg spurgte om, hvordan man her på stedet så på de problemer, der omtales i pressen, at der undertiden ikke er tid til at tage sig af beboerne, for eksempel med henblik på toiletbesøg, så enden blev bleen, der nok ikke er det mest behagelige sæde at sidde i. Svaret lød resolut, at det var et problem, man ikke ville acceptere. Den pågældende medarbejder oplyste, at man havde delt funktionerne op således, at der var ansatte til at klare rengøring i huset, så plejepersonalet var frigjort til alene at varetage omsorg og pleje i forhold til beboerne.
Der er et nært forhold mellem plejehjemmet og vennekredsen. Den omfatter cirka 250 medlemmer, som betaler et årligt kontingent, således at vennekredsen med aktiv velvilje fra sponsorer kan medvirke til at skabe de bedst mulige forhold for hjemmets beboere. Kommunen har ansvaret for, at der er gode økonomiske normeringer for plejehjemmets daglige drift. Og naturligvis skal enhver kommune opmærksomt og kritisk fastholdes på denne forpligtigelse. Ikke mindst i disse tider.
Men der er behov for mere end penge til det nødvendigste. Her kommer det frivillige engagement ind men også først her! Som sådan virker vennekredsen omkring Hav-Fjord med mange initiativer. Det var rent ud sagt opbyggeligt at høre om. Og navnlig, fordi fortællerne med vestjysk tilbageholdenhed var bange for at ville promovere sig selv. Men i al beskedenhed: Vennekredsen har finansieret en bus til ni personer, inklusive fører, så der jævnligt kan holdes udflugter, ikke blot en gang imellem, men hver onsdag til et givet sted i nær eller lidt fjernere omegn.
LÆS OGSÅ: Antropolog undersøger: Hvornår er et liv værdigt?
Vennekredsen sponsorerer også nogle dages ophold på feriecentre eller kortvarig besøgsudveksling med beboere af lejligheder i andre plejehjem i det omfang, det er ønskeligt og muligt for de pågældende beboere. Ikke mindst det sidste initiativ har man haft stor glæde af. Når bussen kører, medbringer den snaps og rejer til frokosten ved ankomsten, lød det med et lille smil.
Der er også en dagligdag på et plejehjem. Hjemmet er ikke en isoleret ø. Hver dag kommer der besøg af pårørende og venner. Jeg ved det, for min svigermor levede sine sidste år på hjemmet, og der var ikke en uge, hvor hun ikke havde haft et eller flere besøg. Og det var hun ikke ene om.
Der er en månedlig gudstjeneste med altergang ved sognepræsten. Dertil er der en kort andagt tre gange om ugen, som holdes af frivillige fra den lokale menighed. Man afgør selv, om man vil deltage, men det vil de fleste gerne.
Ovenstående er ikke et nostalgisk tilbageblik. Det var en aktuel positiv oplevelse at besøge Hav-Fjord i Thyborøn. Jeg beretter derom, fordi den autentiske erfaring af mødet med et godt plejehjem måske kan modvirke mange seniorers skræk for at ende på et plejehjem. Jeg tror ikke, nogen går og glæder sig til et plejehjemsophold.
Men det er trygt at blive forvisset om, at bliver det en dag nødvendigt, er det godt at vide, at der er plejehjem her i landet, hvor personalet er optaget af at yde den bedst mulige pleje og omsorg. Det skal vi skrive og tale højt om. Og navnlig påskønne.
Ikke mindst, når der er overenskomstforhandlinger.
Mine forældre flyttede fra Thyborøn i 1969, da min far gik på pension efter 40 år som skoleleder. Jeg husker min mors karakteristik: Thyborønboerne er et trofast folkefærd, og de er et omsorgsfuldt folkefærd. Jeg tror, den dybe sandhed i den udtalelse er forankret i et godt ord af Paulus, Romerbrevet kapitel 15, vers 7, som her citeres i 1948-oversættelsen af Det Nye Testamente:
Tag jer derfor af hverandre, ligesom også Kristus har taget sig af os, til Guds ære.