Hvem kender ikke til det? En linje melder sig, og man kan ikke placere den i sammenhængen. Jeg ser spørgende hen til Ingrid og nynner melodien som anslået i overskriften. Straks synger hun med klar og yndig røst hele verset, sluttende med omkvædet:
Det var på Fred'riksberg, det var i maj.
Jeg fik en pige kær, og det var dig.
Enhver kan så indsætte person- og stednavne i Axel Kjerulffs tekst fra 1914, som det nu måtte passe.
Det er sommer i Danmark. Bybilledet er præget af det livsbekræftende syn med de hvide huer. Årets HF'ere og studenter er sprunget ud. Det er tillige agurketid. Det betyder vistnok, at så har aviserne ikke ret meget at skrive om. Medmindre der dukker en herlig skandale op i landskabet. Sker det ikke, må man jo finde på noget andet. Lige nu står mit indre ur på agurketid. Snart er jeg på ferie. Derfor er jeg på forkant med min deadline til denne klumme. Så jeg har besluttet at skrive om noget væsentligt. Om alt andet end agurker.
Agurker kan der ellers skrives glædeligt om. Det har jeg netop erfaret ved at læse Bjarne Nielsen Brovsts havebrev i Kristeligt Dagblad: ”Agurker til alle”. Jeg bliver glad i sind, når jeg læser hans og Gudruns havebreve. De strømmer over i smittende glæde.
Således inspireret tænker jeg tilbage på mit livs haver: Barndommens have i Thyborøn var der ikke meget at skrive hjem om, lidt rabarber og solbær. Det var anderledes med præstegårdshaven i Nordby på Fanø. Den grænsede op til klitlandskabet. Her boede vilde kaniner i baghaven. Dem brød vi os ikke om, for de spiste blomster og de spirende grøntsager. Men det hjalp så gevaldigt, da vi læste Richard Adams vidunderlige bog ”Kaninbjerget”. Fra da af blev kaninerne vore venner. Vi undte dem det hele og mere til. Hassel, som hver morgen vågnede og glædede sig over så meget grønt græs, der dog var at spise. Og megen god søvn, som skulle soves. Det gjaldt blot om at tage sig i agt for ræven. Tilværelsen rummer mange farer, ikke blot for kaniner.
Domprovsteboligens have i Haderslev havde et par bugnende æbletræer at byde på i august. Dertil havde vi panoramaudsigt over Haderslev Dampark. Jeg husker et besøg af Hjalmar Havelund, berømmelig journalist ved Berlingske Tidende. Han faldt hen i udsigten og mente, at det var vores paradis. Hvad det også var, som så meget andet, vi måtte betragte og se på som vort eget i dette skønne land.
Nu gemmer jeg i erindringen haven omkring Bispegården på Thulebakken i Aalborg, måske den største og smukkeste have i byen. Og jeg tænker på Alice, i salig ihukommelse, som velsignede den daværende brakmark med sine hænder og sin skønhedssans. Sådan er der meget at huske på og tænke på i taknemmelighed.
I dag har jeg en altan med lidt blomster. Det er til at overkomme. Den danner den perfekte ramme om et glas hvidvin en sommeraften sammen med Ingrid. Klokken fra Budolfi Kirke lyder med sine kvarter- og timeslag og fortæller uden ord, at ”glasset rinder, tiden går “”
Husker du vor skoletid? Når jeg tænker tilbage, minder de hvide huer mig om den 16. juni 1959, da jeg blev student.
Jeg var i sidste fag oppe i tysk, et af mine yndlingsfag. Og det gik udmærket godt. Dette smukke sprog, som bliver så skammeligt forsømt i dagens kulturfattige samfund som jeg skal hilse fra en veloplagt Jeronimus at sige.
Mon ikke de fleste har stærke erindringer om deres skoletid? Det har jeg. Fra folkeskolen med fremragende lærere i sprogfagene og ligeledes fra Vestjysk Gymnasium i Tarm, Vestjyllands lærde skole, som det hed med jysk beskedenhed.
Gode lærere kan ikke påskønnes nok. De er livets vandbærere.
Lige nu oplever vi ”sol over grønne sletter, lykke og lyse nætter”. (Højskolesangbogen nummer 314, vers 6). Det meldte sig som en bekræftelse forleden, da jeg var til fest i anledning af mine to ældste børnebørns HF-og studentereksamen.
Det var alt andet end vemodigt: Glæd dig, nu er det dine kære børnebørns tid. Du har hele ni af dem, og den yngste er først på vej til sin toårs fødselsdag. Der er rigtig meget at glæde sig over og til. Du har haft din tid. Men den er endnu ikke slut. Hvert øjeblik skal fyldes med taknemmelighed og glæde.
Glæden og taknemmeligheden har sine kilder, DDS nummer 8, vers 6:
Lad livets kilde flyde,
at ingen stopper den!
Lad folkene sig fryde,
mens tider farer hen!
Lad lykkes Jesu navn,
at Sulamit må tage
sin Salomon i favn!