I denne forunderlige sommer har jeg tilbragt en uge på Fanø. Jeg valgte at gå på husbesøg nogle timer på Vestre og Nordre Kirkegård. Det var en bevægende oplevelse. Både at møde de navne, jeg huskede, og dem, jeg ikke var klar over allerede havde fået deres egen lille parcel her. Kirkegårdene er så smukke og velholdte, som jeg husker dem. Jeg går søgende omkring, og en yngre kvinde kommer gående imod mig og hilser. Hun spørger, om jeg ikke er “? ”Jo,” svarer jeg ”og du?”. ”Jeg hedder Lene, og jeg er den nye kirkegårdsleder.”
Straks er der blus på hukommelsen, for nu husker jeg, at jeg har konfirmeret hende, ligesom jeg husker hendes familie, som jeg kan sende en hilsen til. Jeg lykønsker hende med den opgave, hun har fået betroet. For det betyder meget, at mennesker, der netop har mistet et familiemedlem, som den første møder et menneske, der udviser stilfærdig omsorg og takt i den svære situation, hvor der skal vælges et gravsted.
Jeg går gennem klitplantagen ned til Nordre Kirkegård ved kirken. Jeg standser ved en stor natursten i lysgyldent granit. Den bærer påskriften Ole Gregersen 8/9-1919 1 -1985 og Karen Margrethe Gregersen 4/3-1917 6/4 2000.
Parret havde forretning med frugt, grønt og blomster. I sine unge dage var Ole spejderfører og senere søndagsskolelærer. Han var et menneske helt uden parader.
Som bekendt udgør spejderbevægelsen et fællesskab, som går på tværs af sproglige, geografiske og kulturelle grænser. Det kom en ung tysk soldat til gode i et af krigens sidste år. Han kom som 17-18-årig til Fanø. Han hørte hjemme i Strasbourg, der som følge af den tysk-franske krig i 1870 blev erobret af Tyskland, således at den franske region Alsace-Lorraine blev til det tyske Elsass-Lothringen, 1870-1919 og 1940-44. Soldatens navn var Emile Roegel, og han var fransk til inderste marv og sjæl. Vi kan tænke på de tusinder af sønderjyske unge danske mænd, som blev tvunget i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig, efter at Danmark havde tabt krigen i 1864. Tilsvarende gjaldt det for unge franske mænd fra Alsace både under Første og Anden Verdenskrig.
En dag, hvor Emile er alene i Oles butik, bemærker han, at Ole i sit bæltespænde har den franske lilje, som Baden-Powel havde gjort til symbol for spejderbevægelsen. Han har åbenbart en ungdommelig tillid til, at når de begge er spejdere, kan de ikke være fjender. Ved kropssprog, mimik og tegn får Emile gjort det forståeligt, at han ikke er tysker, selv om han bærer tysk uniform. Han kommer jævnligt i gartnerbutikken, og der udvikler sig et venskab mellem det mildt sagt umage par. Emile kommer på besøg hos Ole og Grethe, hvor han om aftenen lytter til den franske general de Gaulles befrielsesradio fra London. Det er en højspændt farlig situation, og naturligvis bliver den afsløret. Emile bliver sendt til Østfronten, og Ole bliver efter krigen anklaget som værnemager.
Emile Roegel har besluttet, at han ikke vil ofre sit liv for nazismens djævelskab. Han skønner, at hans chancer for at overleve vil være større i russisk krigsfangenskab end på den tyske slagmark. Han deserterer og melder sig hos russerne, hvor han under strenge vilkår opholder sig i en fangelejr, men han overlever. Efter krigen kommer han hjem. Nogen tid efter tager han med sine forældre på besøg hos familien Gregersen på Fanø for at takke dem for den godhed, de havde vist ham. Venskabet består stadig, og det er nu gået i arv til børnene. Det kom også den daværende sognepræst i Nordby til gode med senere familiebesøg i Strasbourg. Så sent som for et par uger siden fik vi en hilsen fra Emile med indbydelse til at komme på besøg på ny. Efter et langt arbejdsliv som overlæge og professor i lungekirurgi er han i dag pensionist og bor med sin ægtefælle Marianne og to børn med familier i Rue Goethe i Strasbourg.
Det er rent ud sagt en velsignelse at se ind i en sådan livshistorie i en verden, som er martret af så usigelig megen ondskab og lidelse. Godt at tænke på, at medfølelsens og kærlighedens spontane livsytringer ikke kan kvæles af frygt, ligegyldighed og umenneskelighed. Jeg tør tro, at de løber af med sejren. Trods alt.