De var venlige, imødekommende og hjælpsomme hver eneste af de færinger, vi mødte på vores rejse til Færøerne. De udstrålede en stolthed og en bevidsthed om deres rødder i det lille ørige, hvor der bor knap 50.000 mennesker fordelt på de fleste af de 18 øer ude i Atlanten. På intet sted er man mere end fem kilometer fra havet. Naturen er vild og smuk og til tider overvældende og voldsom. Der er kun én ting at gøre: at overgive sig og sørge for at have hue, vanter, regntøj og støvler i bagagen. Vores rejse derop er netop forbi. Tilbage sidder nogle stærke billeder på nethinden og ikke mindst bevidstheden om nogle værdier, som det nok er værd at skrive hjem om.
En veritabel storm på mere end 25 sekundmeter fik himmel og hav til at stå i ét. Havet væltede ind i kløfter og mod forbjergene oppe på nordøerne. Dybt fascinerende og med en voldsomhed, man slet ikke kunne løsrive sig fra. Da morgenen kom, måtte vi rundt i terrænet og lede efter støvler og andet gods, som vi naivt havde ladet stå under halvtaget uden for værelserne. Men der kom ingen beklagelser over vejret fra de lokale og såmænd heller ikke fra de turister, vi stødte på. Sådan er det på Færøerne. Hvis du ikke er indstillet på det, så rejs et andet sted hen på ferie.
Havet og vejret har i hundreder af år været bestemmende for hverdagen, for liv og for død. I stort set alle de små bygder findes mindesten over druknede søfolk. De store færøske forfattere, som mange danske skolebørn i min generation læste, William Heinesen og Jørgen Frantz-Jacobsen for eksempel, giver underfundige og malende beskrivelser af livet på øerne. Men først når man har været der, forstår man dem.
Fiskerierhvervet er langt det største og vigtigste. Turismen, men også uldproduktionen spiller en stor rolle, ikke mindst som en manifestation af færøsk kultur, som gennem de senere år er blevet et decideret modefænomen. Gamle mønstre fra fiskertrøjer og sjaler med motiver fra naturen er peppet op i moderne design og nye kombinationer. Unge og ældre færøske kvinder promenerer med stolthed deres uldsweatre i alverdens variationer af modeller og farver. En af de travleste og mest spændende butikker i Torshavn var ikke den dyre med modestrik, hvor der nu også blev taget godt fra især af turisterne, men derimod butikken med alverdens strikkegarn og mønstre i nye og klassiske kombinationer. Kvinder i alle aldre myldrede ind, godt hjulpet af de to yngre, strikkende indehavere, som selv udviklede nye modeller. Færøske kvinder strikker selv. 75.000 får græsser overalt. De er alle vegne - også på kørebanen. Så pas på. Fårene har ”forkørselsret”. Ældre færinger kan fortælle, at mange søfolk er blevet reddet fra at fryse ihjel af det hjemmestrikkede undertøj af garn fra den fine uld under halsen på fårene. Ulden isolerer og er vandafvisende, og det ved færingerne. Her på øerne bliver traditionerne holdt i hævd og fornyet.
Bevidstheden om at være imødekommende og venlig over for turister giver sig forskellige udslag. Et af dem er, at man kan blive inviteret til et privat færøsk hjem. Mod betaling får man serveret færøske specialiteter som tørret fisk, tørret hvalkød med spæk og kartoffel som en lille pindemad, hjemmerøget hellefisk, en skøn fiskesuppe med videre. Til dessert en lækker rabarbercrumble. Rabarber i alle afskygninger er en vigtig bestanddel af færingernes kost. Rabarber er den eneste grøntsag, der kan vokse på øerne. Vores færøske værtinde i Hvalba på Suderø gav os en herlig oplevelse, hvor der også blev talt om børnenes skolegang og ægtemandens arbejde i den norske olieindustri. Kvinderne på Færøerne har igennem generationer været vant til, at mændene var væk længere tid ad gangen enten for at fiske eller de senere år også i olieindustrien.
Færøerne har selvstyre og er en del af det danske rigsfællesskab. Vi er tæt forbundne og dog meget forskellige. Styrken og stoltheden i det lille samfund med de barske levevilkår kan man også finde rundt om i Danmark langt fra alfarvej og de store byer. En markant forskel er, at på Færøerne understøtter man de små samfund bevidst med meget lave priser på offentlig transport, hvad enten det er med båd til de mindre øer eller med bus til fjerntliggende bygder. Det koster 20 kroner at komme med båden fra Trshavn til Nolsø. Heroppe taler man ikke om udkanter, men om mennesker, der bor under barske vilkår, og som det færøske samfund gerne vil hjælpe til at blive boende så længe som muligt.